Læsetid: 6 min.

Biografens eventyrlige billeder

Dogmefilmenes kaos-kamera er i øjeblikket en del af dansk films image i udlandet, men den danske filmfotograf Dan Laustsen har sideløbende skabt sig et navn med flotte og fantastiske billeder til det store lærred. Senest har han filmet den franske eventyrfilm ’Pagten’
16. november 2001

(2. sektion)

Filmfotografen
»Der står en fotograf bag enhver film«. Med det slogan forsøgte landets filmfotografer for nogle år siden at få publikums øjne op for folkene bag kameraerne, men det er nok stadig få biografgængere, som kender til fagets danske stjerner.
Eric Kress vandt for nylig prestigefulde internationale priser for sit arbejde på Her i nærheden og Blinkende lygter, og Dan Laustsen er en anden fotograf, som udlandet har fået øje på. Ikke kun i prisregi, men også praktisk, hvor Laustsen siden horrorfilmen Mimic fra 1997 er blevet tilbudt stadig større produktioner i udlandet. Laustsens internationale karriere blev lanceret, da Ole Bornedal tog til Hollywood for at genindspille Nattevagten, som Laustsen havde fotograferet. Laustsen tog med, og hans arbejde på Nightwatch skaffede ham et tilbud om en kontrakt på fem film med Miramax.
Han takkede nej til stavnsbåndet, men lavede den visuelt imponerende Mimic for dem, som siden resulterede i en række andre udenlandske tilbud. Senest Christophe Gans’ franske eventyrfilm Pagten, som desværre langt fra er blevet så stor, som den var tænkt, men har en fantastisk billedside.
Instruktøren som Gud
Pagten er Laustsens første franske film, og ud over sproglige problemer var der store forskelle i opfattelsen af, hvordan et filmhold fungerer.
»Egentlig behøver det ikke være så indviklet at lave store film i udlandet. Det er meget professionelt. Man er der for at lave et fælles projekt og gøre det så godt som muligt. Men man bliver ikke fløjet om på den anden side af jorden for ens blå øjnes skyld, og det kan være råt at være ude. I Danmark har man en ’det går nok’-holdning, men i udlandet bliver man fyret på stedet, hvis man ikke leverer varen.«
»Gans ville have mig til Pagten, fordi han kunne lidt mit arbejde på Mimic. Jeg kom til Frankrig og skulle finde et hold, hvilket var svært, fordi de taler så dårligt engelsk. Men da vi kom i gang, gik det over al forventning. Der var enorme konflikter i starten, for i Frankrig er instruktøren ligesom Gud. Ingen tør sige noget til ham, og det er jeg ikke vokset op med. Selvfølgelig har man respekt for instruktøren, men hvis man er uenig, skal man sige til. Det gav problemer, men de løste sig efterhånden, for de var glade for det, jeg lavede.«
»Og det var en enormt spændende og sjov film at lave. Dels med kostumer, kæmpe set ups, kranture og alt, hvad man kan drømme om. Dels med hele 1700-tals elementet, hvor alt lys skal komme fra fakler, kaminer og stearinlys.«

To-kamera kunsten
Laustsen stod selv for filmens flotte lysstemning, og han mener, at man som fotograf kan få lov at præge selv store produktioner som Pagten. Især i forhold til hvordan stemningen er i et rum, som ifølge Laustsen er noget, de fleste instruktører har svært ved at forholde sig til. Filmen er skudt med to-tre kameraer samtidig, en teknik, som bruges på de fleste amerikanske film. Herhjemme er den ikke så almindelig, og Laustsen havde f.eks. svært ved at overbevise producenterne af Dina om, at det var den rigtige løsning til den film.
»Hvis man kan finde ud af at styre to kameraer lysmæssigt, er det alle tiders – hvis ellers skuespillerne kan finde ud af det. Indimellem kan de blive forvirrede, fordi de ikke ved, hvilket kamera de spiller til. Nogle af de klassiske franske skuespillere på Pagten fattede ikke et hug af det. Men fordelen er, at instruktøren hurtigt får mange billeder.«
»Vi prøvede at få det gennemført på Dina, men der var ikke råd til det. Eller de ville ikke betale for det. Det er jo en prioritering, men jeg synes, det er sådan lidt bondeøkonomi, for det virker måske dyrt nu og her, men i sidste ende har man sparet en masse overtid. På kostumefilm tager alt det der udenomshalløj enormt lang tid, så når kameraet først kører, er det vigtigt at få det maksimale ud af det. Når videogenerationen vokser op, bliver alt nok lavet med to kameraer, for har man styr på det, er det ideelt.«

Triste tilfældigheder
Selv er Laustsen ikke meget for at eksperimentere med videoformatet eller kaste sig ud i asketiske dogme-produktioner.
»Det, jeg kan lide ved film, er, at man har en idé med scenen og stemningen, som man fører ud i livet. Det virker tit, som om man ikke har haft tid til det i de der billige, hurtige situationer. Nogle gange bliver det godt, andre gange fuldstændig uinteressant. Det giver skuespillerne en frihed, og der er da blevet lavet nogle fantastiske film. Men folk glemmer at snakke om, hvor meget lort der også bliver lavet. I længden tror jeg, det bliver trist. Video egner sig til dokumentar, men man får ikke eventyret ind i biografen, og det vil man jo gerne have.«
»Hver film har sin stil, men man gør det nemt for sig selv med video, hvor alt er tilladt. Man kan ikke diskutere et lys i forhold til det andet. Det er ikke som i gamle Bertolucci- eller Coppola-film, hvor man kan se, at den her scene er bare sådan. Når han går hen i det lys og siger den replik, ved man, at den er vigtig. Den bearbejdelse af historien og de detaljer forsvinder. Skuespillerne bestemmer selv, hvor de går hen, og fotografen hænger på. Det bliver meget tilfældigt, og det synes jeg ikke, er interessant. Jeg vil hellere lave et gennemarbejdet produkt ud fra valg, man har truffet.«

Tæsk for det flotte
Dogmefilmene og en ny generations gennembrud har efter Laustsens mening betydet meget for dansk film, men han tror ikke, at det er nemmere for f.eks. danske fotografer at komme ud i kølvandet på dogme.
»Hvis nogen skal lave en udenlandsk dogmefilm, vender de måske blikket vores vej, men det er svært at få tilbudt en stor klassisk film, hvis man har lavet dogmefilm. Udlandet kigger kun på, hvad man har vist, at man kan. Jeg har fået tilbudt 50 film i stil med Mimic. Jeg fik f.eks. tilbudt Blade 2, som var en kæmpefilm, men jeg var bange for at havne i en horror-bås. Derfor ville jeg hellere lave Dina.«
Laustsen mener, at han med årene har udviklet sig til en rendyrket æstet, og at æstetikken trods dogme ikke længere er så ildeset, som da han ved indgangen til 90’erne lavede Skyggen af Emma og Drengene fra Sankt Petri med Søren Kragh-Jacobsen.
»Først var jeg meget interesseret i dokumentar, men det æstetiske startede med de film. Vi fik mange tæsk for Drengene fra Sankt Petri, fordi folk syntes, at det var for flot. Det ville man aldrig sige i USA. Der ville de sige, nej, hvor er det flot. I Danmark fik vi tæsk, men Søren og jeg syntes altså godt, at det måtte være æstetisk.«
Laustsen fremhæver tit USA som et land, der forstår at værdsætte en fotografs arbejde, og efter hans mening får fotografer alt for lidt anerkendelse i Danmark. Både fordi pressen overser dem, og fordi instruktørerne har det med at glemme deres indsats.
»Fotografer er klart et underprioriteret folkefærd. Man er der og bærer og støtter hele vejen igennem. Det glemmer instruktørerne tit efter sidste optagedag. Så tror de, at de har lavet filmen alene, og det er selvfølgelig ikke særlig solidarisk. Der står et hav af folk bag. Film er en teamwork kunstart.
Filmskolen har f.eks. fået et dårligt trip med, at afgangsfilmene er en film af den og den instruktør. Det er sgu da ikke hans film mere end alle de andres. Instruktøren bliver sat på en alt for høj piedestal, og det burde netop Filmskolen ikke gøre. Der ved man, at alle har kæmpet som besatte for at få filmen færdig, og alle skal have anerkendelse bagefter.«
Der står en fotograf – og et hav af andre – bag enhver film. Og Laustsen kan godt være stolt at sin indsats på Pagten.

FAKTA
Udvalgte film og tv-serier af Dan Laustsen
Dina, Ole Bornedal (2002). Pagten, Christophe Gans (2001). Dykkerne, Åke Sandgren (2000). Dybt vand (tv), Ole Bornedal (1999). Nightwatch, Ole Bornedal (1998). Lysets hjerte, Jacob Grønlykke (1997). Mimic, Guillermo Del Toro (1997). Charlot og Charlotte (tv), Ole Bornedal (1996). Søren Kierkegaard, Anne Wivel (1994). Nattevagten, Ole Bornedal (1994). Drengene fra Sankt Petri, Søren Kragh-Jacobsen (1991). Giselle, Anne Wivel (1991). Miraklet i Valby, Åke Sandgren (1989). Skyggen af Emma, Søren Kragh-Jacobsen (1988). Isfugle, Søren Kragh-Jacobsen (1983). Otto er et næsehorn, Rumle Hammerich (1983). Gummi Tarzan, Søren Kragh Jacobsen (1981). Skal vi danse først? Annette Olsen (1979)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu