TOKYO Hvorfor fortsætter amerikanske B-52-fly med at bombe Kunduz, Talebans sidste fæstning i Nordafghanistan? Osama bin Laden og den øvrige ledelse af terror-istnetværket al-Qaeda har gemt sig og jages i bjergene omkring Kandahar 1.200 km derfra. Der findes så vidt vides ingen efterlyste topfigurer blandt de 6.000-8.000 hellige krigere, som er flygtet til Kunduz-provinsen, tæt på grænsen til Tadsjikistan.
Derimod findes der en stor civilbefolkning, måske op imod 30.000 mennesker, som sidder midt i konfliktzonens ruinhob uden muligheder for at flygte.
Rahimullah Yusufzai, journalist i Peshawar og kendt Afghanistan-ekspert, advarede i går om en overhængende menneskelig katastrofe, som hidtil har unddraget sig internationale menneskerettighedsaktivisters opmærksomhed.
»Med sine bombninger baner Pentagon vej for, at Nordalliancen kan erobre Kunduz, til trods for, at man ved, at det vil føre til nye massakrer på krigsfanger og sandsynligvis også civile,« skriver han i den pakistanske avis The News.
Kunduz har været belejret og er blevet bombet i en hel uge, til trods for at provinsen er en lille obskur afkrog, som savner enhver strategis betydning. Forlydender fra de internationale nyhedsbureauer tyder på, at de afghanske talebanere har aftalt med den berygtede usbekiske krigsherre, Rashid Dostum, at de vil kapitulere, men at 1.500 udenlandske jihadier hovedsagelig pakistanere, arabere og tjetjenske og usbekiske islamister modsætter sig dette.
Blodig gengældelse
Der er en betydelig risiko for, at det kan ende med blodig gengældelse. Da Mazar-i-Shariff blev erobret den 9. november blev 200-600 krigere, de fleste fra Pakistan, forladt af de flygtende talebanere. Mange af dem var åbenbart at betragte som krigsfanger, men det forhindrede ikke Nordalliancens tropper i at meje dem ned med maskingeværer i en skolegård.
Også i Kabul og flere andre steder er udenlandske jihadis blevet summarisk henrettet i direkte modstrid med Genève-konventionen.
Hertil kommer, at Kunduz er den eneste provins i nord med en pasthunsk majoritet, som i al fald tidligere har haft stærke sympatier for Taleban. Med tanke på det etniske had, som er fejet hen over landet efter det talebanske undertrykkelsesregimes kollaps, er også civile pashtunere truet.
»USAs handlemåde lever på bizar vis op til præsident Bush ord om at ryge fjenden ud af hans huller,« siger Rahimullah Yusufzai, som også er korrespondent for britiske BBC og en række amerikanske medier.
Han kritiserer både FN og Internationalt Røde Kors i skarpe toner: »Det er gået en uge, og de stadig ikke på plads. Ingen udover Mary Robinson har fordømt de ulovlige henrettelser.«
USA, mener han, bruger Nordalliancen til at udkæmpe en stedfortræderkrig, men tager overhovedet intet ansvar for, hvad alliancens brutale krigsherrer gør. Med de fortsatte luftbombardementer sender Pentagon også de helt forkerte signaler i stedet for at besinde sig og ihukomme de mest elementære menneskerettigheder, siger han. I sin avisartikel hævder han også, at USA krænker de FN-resolutioner, som retfærdiggør krigen mod terrorismen.
»Nu hvor Taleban er fordrevet kan Kabul kan USA koncentrere sig om alene at opnå sine to hovedmål med krigen: At pågribe eller likvidere Osama bin Laden og tilintetgøre hans netværk, al-Qaeda,« skriver han.
Men i stedet lader USA bomberne regne ned over det gudsforladte provinshul Kunduz, som intet har at gøre med terrorismens bagmænd.
På grund af den pashtunske majoritet, har talebanernes militære tilstedeværelse i Kunduz hidtil været ret lille. De krigere, som er ankommet hertil i løbet af de seneste dage, er flygtet dertil fra de øvrige afghanske provinser, efterhånden som de faldt til Nordalliancen. Mange af dem kommer fra netop Mazar-i-Sharif, hvor såvel New York Times som Washington Post og The Guardian har dokumenteret massakrer og plyndringer.
En gentjeneste
En grund til, at USA bomber, kan være, at amerikanerne vil gøre Rusland og Usbekistan en gentjeneste ved at likvidere guerillasoldater fra den tjetjenske front og fra IMU, Usbekistans islamistiske bevægelse. Men denne forklaring kan næppe anses for legitim. Hvis man giver Nordalliancen frie hænder, er det umuligt at sige sig fri for ansvaret for det blodbad, der følger. Alle journalister, som har dækket krigen i nord, har berettet om den mest afskyvækkende vold og menneskeforagt, om ligskænderier og ufatteligt barbari.
»Det er ubegribeligt, at USAs og Storbritanniens regeringer kan få sig selv til at sige, at disse blodtørstige mordere er krigens good guys,« skriver den australske avis Sydney Morning Herald.
At de forskellige fraktioner i Nordalliancen skulle blive mere medgørlige er udelukket. USAs stiltiende og aktive medvirken til en menneskelig tragedie i Kunduz vil kun forhale og vanskeliggøre den kursændring, som Nordalliancen før eller siden må blive tvunget ud i.
Både byer og landsbyer i Kunduz-provinsen er blevet svært beskadiget af bomb-ningerne. Manglen på levnedsmidler og brændsel bliver forværret. Ingenmandsland er et dødens felt spækket med nyudlagte miner. Elendigheden er så stor, så Internationalt Røde Kors og FN formodentlig ret let ville kunne udvirke en fredelig løs-ning ad forhandlingsvejen. Men endnu synes ingen af dem at have kendt deres besøgelsestid.
*Oversat af Niels Ivar Larsen
