Læsetid: 4 min.

De borgerliges diskrete charme

TV 2 Zulu viste søndag eftermiddag ’Borgerskabets Diskrete Charme’. Der kunne godt have været en tanke bag
30. november 2001

(2. sektion)

Fjernsyn
Vi får nok aldrig at vide, om det var resultatet af en sjældent fin timing eller det blot var en tilfældighed, at TV 2 Zulu viste Borgerskabets Diskrete Charme søndag eftermiddag, mens vi ventede på det forudsigelige resultat af forhandlingerne om dannelsen af en borgerlig regering. Men der kunne da godt have været en tanke bag. Og det skal man ikke kimse ad.
De seks hovedpersoner i Buñuels film opfører sig og ser ud, som om de ville have stemt til højre for Napoleon. De er deltagere i et stafetløb af drømme, der veksler med filmens realverden i et yderst raffineret og drilagtigt puslespil. »Jeg drømte at...«, siger en af de seks til sin kone efter at være vågnet op fra et mareridt om et terroristoverfald, som vi oplevede med ham uden at vide, at det var en drøm. Han afbryder sig selv, men fortsætter så: »Nej, jeg drømte, at Henri drømte, at vi var inviteret til middag hos obersten. Men så sad vi pludselig på en scene, og tæppet gik op, og et stort publikum ventede, at vi skulle spille et teaterstykke for dem. Derpå drømte jeg, at...«

Slut med blødsødenhed
Jeg – altså den, der skriver disse linjer – drømte, at min kone havde en drøm, hvori hun oplevede, at de gamle og traditionelt borgerlige politiske partier i Danmark havde fået så mange stemmer, at de, når de medregnede ekstremiteter længst ude til højre, kunne bestemme lige præcis, hvad de ville. Og nu skulle det så være.
Nu skulle de indre svinehunde slippes løs for alvor. Nu skulle det være slut med al den blødsødenhed med sentimentale hensyn til nøden i det fremmede for ikke at tale om de herværende fremmede. Nu skulle vi endelig til at tænke lidt på os selv. Det der pjat med u-landene skulle være yt. Og togene skulle gå til tiden.
Så drømte jeg, at jeg vækkede min kone for at udfri hende af de kvaler, hun tydeligvis befandt sig i. Jeg trøstede hende med at det jo kun var et mareridt, hun havde haft: »...for de pæne venstrefolk og de konservative, arvtagerne efter Erik Eriksen, Ellemann Jensen, Haunstrup Clemmensen, Ninn Hansen, Schlytter...« (og hvem jeg i min drøm og i farten ellers kunne komme på af hædersfolk) »...det kan du da nok forstå, at de ville aldrig kunne finde på sådan at svigte Danmarks berømte solidaritet med verdens svageste eller vores internationalt højt besungne humanisme.«

Vanskeligt demokrati
Da jeg havde fået trøstet min kone og mindet hende om, at det jo snart er jul, ja, så vågnede jeg af min egen drøm og opdagede, at min kone slet ikke havde drømt sig til noget mareridt.
Mareridtet er til stede i vores vågne tilstand lige for vores øjne og fødder... eller det hænger over vores hoveder som lave, truende uvejrsskyer. For første gang i mands minde oplever vi, at en blok i dansk politik har så stor magt, at alle, der ikke mener som den, kan råbe op og skælde ud og skabe sig så meget, de har lyst til uden at det nødvendigvis kommer til at spille nogen rolle.
Den nye Rasmussen står over for en af de største udfordringer, nogen politiker kan få. Nemlig at vide at holde igen på den magt, et demokratisk valg har givet ham og samtidig huske, at det væsentligste kriterium for et fungerende demokrati ikke så meget er det valgte flertals ret til at bestemme, men det samme flertals vilje til at vise respekt for mindretallets synspunkter.
Håb?
Demokrati er nemlig en vanskelig størrelse. Især i politik. Margaret Thatcher, for eksempel, forstod det ikke. Med sin uhæmmede magtudfoldelse ødelagde hun store dele af det engelske samfund ud fra liberalistiske ideer, der ligger en smule til venstre for dem, der nu bringes til torvs her til lands. Og så sagde man desuden, at fru Thatcher var blottet for humoristisk sans. (Tony Blair er heller ikke nogen spøgefugl, selv om han altid ser ud, som om han er ved at flække af grin.)
Er her et lille håb? Den nye Rasmussen synes, omend han er en alvorlig mand, at røbe nogen sans for humor. Da de to Rasmussener udvekslede gaver ved vagtskiftet i Statsministeriet, røbede den nye, at han havde tænkt sig at give den gamle en bog. Men så havde han i sidste øjeblik besluttet, at det turde han ikke.
En af public service-kanalerne førte samtaler med flere af de politikere, der forgæves havde ventet på opkald fra statsministeren med tilbud om en ministerpost. Det fik mig til at tænke på, at der midt i suppedasen trods alt er det at fryde sig over, at vi – uden at nævne navne – måske har undgået nogle af de værste på et par af de mest magtfulde poster.
Heri består måske de borgerliges diskrete charme.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her