(2. sektion)
Ny film
Hvis der er noget, man får med sig hjem efter at have set skuespilleren Lars Boms dokumentarfilm om bokseren
Brian Nielsen, Den lille & den store, så er det en undren over, hvordan Superbrian er havnet i en boksering.
Brian er ingen dræber, han har ikke vinderstødet i sig, som kan gøre det af med de rigtig store modstandere, og han er heller ikke i besiddelse af den disciplin og den viljestyrke, det kræver at være idrætsmand på det plan, som Mogens Palle, den kulørte sportspresse og publikum har pustet ham op til. Som han selv siger, så har han ikke noget imod at blive kaldt en bonderøv, hvis man dermed mener en person, som kan lide at leve livet og ikke tager det alt for alvorligt.
I en scene ser man f.eks. den allerede for tunge bokser sidde og spise flæskesvær få dage før, han skal i ringen mod Mike Tyson i sin karrieres hidtil vigtigste kamp. Overhovedet har Brian svært ved at tage den forestående kamp og den medfølgende hype rigtig alvorligt, ligesom han ikke bryder sig om konstant at være omringet af nysgerrige pressefolk.
Decideret spændende
Boms film er et resultat af skuespillerens fascination af boksning og han følger Brian og hans træner, Poul Duvill, hjemme og i bokseringen gennem et halvt år.
Takket være en god portion humor og et nysgerrigt kamera får man et fint indblik i, hvordan den lille og den store samarbejder. Duvill er ikke nogen barsk indpisker, men snarere en stille og insisterende motivator, og den afdæmpede stil synes at stå godt til Brians frembusende attitude. De to supplerer hinanden, og jeg tvivler på, at Brian ville have fundet sig i det, havde Duvills ego været større og hans metode mere aggressiv.
Lars Bom har tydeligvis fået lov til at filme alt, og vi oplever Brian i badet; sammen med sin kæreste og sine børn; i en rørende scene fortælle om sin afdøde far og i speedbåden for fuld fart gennem Københavns Havn. Det personlige får plads og viser Brian som et venligt menneske hans sympati for Dansk Folkeparti gøres der ikke meget ud af som er træt af, at hans sønderslåede næse får ham til at lyde som en hjerneskadet.
Selvfølgelig er vi også med i omklædningsrummet og træningsrummet bl.a. da Brian varmer op til kampen mod Tyson. I de sidste 20 minutter, som følger optakten til kampen, bliver filmen decideret spændende, som vi sammen med Brian og Duvill føler det stigende pres og mærker nervøsiteten, som tiden nærmer sig.
Den lille og den store er trods flere gode elementer ikke nogen uomgængelig dokumentarfilm. Brian er en interessant figur, men man kunne godt have ønsket sig, at Bom var gået hårdere til bokseren og havde set mere kritisk på de myter, der er bygget op omkring ham som så mange andre har Bom sikkert ladet sig afvæbne af Brians umiddelbare væsen.
*Den lille og den store. Instruktion: Lars Bom. Dansk (Park, Vester VovVov i København, Korsør Bio og Øst for Paradis i Århus)