Læsetid: 4 min.

Den bristefærdige mening

Digteren og kritikeren Niels Lyngsø færdes i 10 analyser ubesværet på samtlige poesiens planer
27. november 2001

Ny bog
Kunsten: at analysere digte, består bl.a. i at lade være med at læse, eller i det mindste lade være med at skrive. Det skal forstås på den måde, at hvis man begynder at skrive, altså konkludere, inden man har givet teksten lejlighed til at tale ud, så bliver analysen halv eller kvart. Man må øve sig i at vente og blive ved og ved med at spørge.
Digteren og kritikeren Niels Lyngsø har tilegnet sig denne tøven og praktiserer den glimrende i sin nye bog, der rummer 10 analyser af digte fra sidste år. Dem læser han roligt og eftertænksomt, i god balance mellem indføling og distance.
Han markerer hver gang læsningens sted og fremhæver dens karakter af prøvende proces, og han er sikker nok til at vise sin usikkerhed, når dette er nødvendigt, ligesom han flere gange formår at bremse sig selv, hvor han ellers er på nippet til at lukke af for en besværlig flertydighed, som er digtet iboende, ja, ligefrem er dets hemmelighed. Det flotte ved hans fremgangsmåde ligger desuden i, at han tilsyneladende ubesværet kan operere på samtlige niveauer i teksterne lige fra den grafiske opsætning over rytme- og klangfigurer, sætningsbygning og billeder til de omfattende og komplekse mytiske og symbolske strukturer.

Diskret pædagog
At Lyngsø kan sin poesiteori, demonstrerer han, når han gang på gang taler om de åbne pladser i en tekst; når han viser, hvorledes et digts metaforer trækker på dagligsprogets faste billedstrukturer; og når han analyserer de måder, hvorpå digte undertiden foregriber deres egen læsning og ’nedbygger’ vort tolkende forhåndsberedskab. Forud for den slags analytiske greb er tydeligvis gået orientering i reader-response-tankegang, kognitiv semantik og dekonstruktiv litteraturteori. Lyngsø siger det bare ikke, hans hensigt har nemlig ikke alene været at operere på et højt fagligt niveau men også, som fin pædagog, at skrive for digtlæsere af snart sagt enhver slags.
Digtene, der læses, er lavet af: Jørgen Leth, Kristina Stoltz, Christian Dorph, Henriette Houth, Else Tranberg Hansen, Lars Skinnebach, Mikael Josephsen, Camilla Christensen, Nicolaj Stochholm og Simon Grotrian. Lyngsø begynder og slutter altså med garvede rotter, og strør ind imellem læsning af folk, om hvilke der endnu ikke foreligger ret megen sekundærlitteratur.
Nu er der ydet et bidrag, bl.a. fordi analytikeren har valgt at behandle alle ens. Han registrerer til at begynde med det påfaldende ved digtets form, reflekterer lidt over denne, nærmer sig så gennem nye formelle iagttagelser digtets ærinde og tematik, men vender så atter tilbage til den måde, tingene siges på, idet han får uddybet og nuanceret forståelsen – eller i nogle tilfælde bedre får sat ord på det, han netop ikke forstår. I anden del af læsningerne skiftes der så fokus fra digt til digtsamling, og læseren vandrer videre ud, i forfatterskabet eller længere endnu, til modernismen og bagud til romantikken.

Mellem digt og læser
Havde digtene været flere og bogen dobbelt så stor, kunne metoden nok i det lange løb forekomme mekanisk. Men som bogen nu fremtræder, giver den appetit på læsning og diskussion af lyrik. Niels Lyngsø er afgjort stærkest i de registrerende førstedele og svagere, lidt mere berøringsangst, når det handler om selv at spille ud med udblik og perspektiv. Lige så indtrængende og opmærksom han kan være i læsningens optakt, lige så afglidende og overforsigtig kan han virke, når teksten har fået talt ud, og han selv skal i gang med at skrive. Fra et kassedigt af Camilla Christensen prøver Lyngsø at trække subtile paralleller til Jens Baggesens digt »Paa Spidsen af St. Gottard«, men han får aldrig rigtig forklaret, hvad det er han kan se og hvorfor. I slutafsnittet standses der pludselig op, netop da en læsning af Simon Grotrian er i færd med at betræde mineret terræn, og det kan virkelig undre, at analytikeren i mødet med Nicolaj Stochholms visioner fuldstændig lader en allusion til legenden om den hellige Sebastian ligge, skønt han da har blik for åndsslægtskabet med gustaf munch-petersen.
Sagt med et billede brugt af ham selv er Lyngsø nok bedst til at operere i den virkelighed, der ligger foran teksten, i mellemrummet mellem læser og digt. I dette felt opstår det hele. Her kan undertiden bygges en bro fra læsningen som den ’umiddelbare oplevelse’ af et digt til læsning forstået som ’en formuleret forståelse’. I særlige tilfælde, siger han, lykkes det ikke at binde alle analysens løse ender sammen til en ’formuleret’ forståelse af digtet; analysens bro når ikke helt over på den anden side, man når faktisk ikke frem til en læsning.
»Men det at man altså ikke kan formulere en samlet forståelse af digtet, betyder vel at mærke ikke at man ikke kan have en intens og kompleks oplevelse af det, en oplevelse som vender tilbage hver gang man læser digtet igen og som bliver siddende i én som en uformulérbar klump af bristefærdig mening.«
Denne betragtning, som står på bogens sidste side, er faktisk dens mål. Digtlæsningen søges drevet frem til sin grænse. Analysen må kapitulere til kunsten, men vel at mærke først, efter at hjernen har gjort sit bedste.

*Niels Lyngsø: At notere himlen. 174 s., 175 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her