Af Anders Beyer, Klaus Lynggaard, CHRISTIAN MUNCH-HANSEN, POUL SIERSBÆK og KAREN MOHR SOKKELUND
(2. sektion)
Rock
The Clean: Getaway (Matador/VME)
*Ifølge pressemeddelelsen er denne newzealandske trio det sydlige Stillehavs svar på Velvet Underground og skulle i øvrigt have øvet stor indflydelse på grupper som Pavement og Guided By Voices. Det kan godt være og i øvrigt er min røv en vandflyver. På Getaway spiller The Clean trist og jævn garagerock i bedste lo-fi/slacker stil uden skyggen af en original idé de tre medlemmer imellem. Det har taget trioen fem år (!) at lave en ligegyldig plade af den slags, der går tolv på dusinet af. Dont believe the hype!
System Of A Down: Toxicity (American/Sony)
*I den bedre ende af de der se-dig-selv-i-spejlet-slå-dig-selv-i-hovedet-nu-metalgrupper, der er populære blandt utilpassede rockfans for tiden, findes Los Angeles-kvartetten System Of A Down, der både har lyttet til Rage Against The Machine og Janes Addiction, men alligevel byder på noget personligt. Plakfjernende og indædte passager veksler med melodisk mættede ditto, og det er denne kontrast, der gør gruppens andet album, Toxicity, både lytteværdigt og medrivende. Gruppens libanesiske sanger, Serj Tankian, tilføjer gruppens efter amerikanske forhold venstreorienterede attituder troværdighed.-lyn
Jazz
Mike Stern: Voices (Atlantic)
*Den elektriske jazz/rock-guitarist Mike Stern overraskede ikke, da han forleden gav koncert i hovedstaden med det energiske, sprintende og dynamisk stigende guitarspil, som han siden midt i 80erne har profileret sig succesfuldt med. Stern undgår heller ikke sit spils redundans på dette nye udspil. Til gengæld er iscenesættelsen ny. Stern har undertrykt sin hang til boppede fusionstemaer til fordel for mere varmt melodiøse, men stadig kontant rytmificerede numre, hvor klokkeklart harmoniseret vokalarbejde fra bassisten og sangeren Richard Bona og sangerinden Elizabeth Kontomanou tilføjer et afrikansk islæt. Og selvom musikken ikke stikker dybt, fungerer den effektivt inden for de afstukne rammer og er mere interessant end mange mere forsødede eller muskelspillende plader indenfor genren.
Ralph Towner: Anthem (ECM)
*Den akustiske guitarmester RalphTowner har igen skabt en fornem soloplade. En klangfuld flakken ud og ind af musikhistoriske referencer fra middelalderlig trubadurmusik over spanske strejf og romantiske dufte til modale stemninger og jazzharmoniske kniplinger i en række udsøgte kompositioner. Den andægtige titel er nok typisk for ECM-selskabets højtidelighed, men angiver også den klassisk skolede Towners traditionsbestemte udgangspunkt i kunstmusikken, som han herefter bryder ned med sin eklektiske tilgang til komposition og improvisation. Foruden den sprøde spanske guitar snydes man ikke for Towners syngende traktement af sin 12-strengede guitar. Blandt mange fine indslag er hans egensindige fortolkning af Scott LaFaros »Glorias Step«. cmh
Klassisk
Béla Fleck: Perpetual motion. Værker af Scarlatti, Bach, Debussy, Chopin o.a.. Sony SK 89610.
*Forestil Dem en banjovirtuos, som er forelsket i klassisk musik, som blev døbt Béla Anton Leos efter komponisterne Bartók, Dvorak og Janácek. De store forventninger til den lille dreng blev til fulde indfriet. Fantastisk lyder det, når Fleck spiller de gamle mesterværker. Aldrig havde man forestillet sig, at en banjo kunne lyde så smukt Bach og banjo lyder næsten som en dårlig vits. Blandt de musikalske gæster på cden finder vi så prominente navne som guitaristen John Williams, Evelyn Glennie på marimba og violinisten Joshua Bell. Samtlige musikere tilhører eliten på den internationale stjernehimmel. Musikken og fortolkerne anbefales varmt.
Vagn Holmboe. Chamber works for flute. Claus Ettrup Larsen, fløjte. Rondo RCD 8362.
*For fløjteentusiaster, der er føler sig veltilpas i Vagns Holmboes verden, er der godt nyt. En cd med fløjtenisten Claus Ettrup gengiver loyalt danskerens naturinspirede musik. Det går sagtens an at spille hele cden og stadig være det samme menneske. Holmboe er ufarlig og rykker aldrig ud af de vante former. Man bliver hverken eksalteret eller sørgmodig under lytningen. Hvilket beror på det faktum, at komponisten ville holde sig på den gyldne middelvej. Holmboe var bange for at slippe følelserne ud og give udtrykket en på hatten. Desværre. beyer
Verdensmusik
Miriam Makeba: The Guinea Years. (Sterns Africa/Amigo)
*En række enestående gamle plader fra 70erne er blevet støvet af så godt det nu kan lade sig gøre! Heldigvis ikke højglanspoleret, som det ellers er kutyme med gamle vinyler: Ægte perler kendes jo netop på ujævnhederne. Og The Guinea Years er i sandhed musikalske perler med nerve og sjæl fra de år, Miriam Makeba havde Guinea som sin faste base. Sammen med sin guineanske kvartet udvider Makeba i disse år sit repertoire med traditionelle mandingomelodier, men henter også inspiration fra arabiske klangflader. Tilsæt Makebas modne stemme og personlige sydafrikanske touch, og en varm, varieret klassiker er født på ny.
Refugee Voices: Building Bridges. (UNHCR/Amigo)
*Youssou NDour er en vigtig medspiller på Building Bridges, der er indspillet i NDours Xippi-studie i Dakar af 11 afrikanske musikere, som alle lever i eksil. NDour har produceret og blander sig lystigt i koret på flere af de 14 skæringer, der om noget i hvert fald demonstrerer den afrikanske musiks spændvidde. Glem alt om afrikansk musik, og luk blot disse frejdige (og veletablerede) musikere ud af din højttaler. Hvis du tør: For her er både sensuelle sudanesiske Rasha, traditionel mbira fra Zimbabwe, rap, soul og pop.moh
