Læsetid: 3 min.

Det dårlige selskab

Niels Arden Oplev går op imod dansk films pænheds-trend i den smagløse, men ikke smagsløse farce ’Fukssvansen’
2. november 2001

Film
Humor kan forsones med meget. Det misantropisk forenklede menneskesyn, der skæmmede Niels Arden Oplevs debutspillefilm Portland om Ålborgs underverden, går mindre udpræget igen i hans udspil nummer to, Fukssvansen. Men denne gang er prætentionerne stort set skruet ned til farce- og parodiniveau, og den sorte grovhumor breder sig som formildende ringe i vandet, mens den makabre skrøne går sin skæve gang over lærredet.
Fukssvansen er ikke noget unikum af farce-kunst, men en tiltrængt modgift mod de lidt for renskurede og indsmigrende danske lurmærke-film. Velfriseret er Fukssvansen hverken i miljø eller virkemidler. Den tegner sine karikaturer af afstumpede bondejokke-danskere med en egen saftig vellyst, og den appellerer ikke til de finere humanistiske instinkter.

Bundskrab
I centrum står brødrene Dennis og Carl, der virker som groteske skyggebilleder af sinken og yuppien i Mifunes sidste sang – så meget mere som Anders W. Berthelsen begge steder har rollen som sin mentalt retarderede lillebrors vogter.
Men her er han tidligere indsat, stadig småkriminel og bosat i en ussel rønne langt ude på landet. Dennis og Carl er ærligt og redelig socialt bundskrab, mens naboerne Anton (Tommy Kenter) og Elly (Birthe Neumann) aspirerer til en småborgerlig parcelhusstandard, der udfordres af de mindre pæne ting, som foregår hos brødreparret. Som for eksempel den utilsigtede aflivning i to tempi af plageånden og syrehovedet Finn (Thomas Bo Larsen), der ender i brændeovnen.

Kenters fabeldyr
Fukssvansen er et ramt stinkende sammenkog af levn fra absurdismen og brokker fra Coen-brødrenes værste slumture. Måske har Jes Ørnsbo også inspireret.
Der smøres i hvert fald på med fed satirisk pensel, når parcelhusparret hænges ud som smågale livsløgnere, men med både Tommy Kenter og Birthe Neumann i formidabel form kommer portrætterne ud på den anden side af misantropien og bliver lifligt vanvidskomiske.
Tommy Kenter fremtræder bigger than life som et æklende fabeldyr af vitriolsk væskende vrede, hvad enten han smækker konen én (hvad hun tager uden at blinke), lægger op til det store opgør med gedden Jern-Hans (som åd fire af hans tæer) eller går på Rambo mordtogt mod sine naboer. I billedet af hans opdukken, efter navnløse opgør i den lokale sø, når Arden Oplev endelig på højde med Coen-brødrene.
Det sker sjældnere i det tragikomiske drama hos brødreparret, der begge oplever kærligheden, mildest talt på hver sin måde. Her kører humoren mere på det jævne, med en stadig lysere tone. For nok er Carl ikke et af Guds bedste børn, men han tager sig oprigtigt af uskyldsvæsnet Dennis. Og brødrene hæver sig til slut mod nye idealer – småborgerskabets pletfrie idyl-dyrkelse, nu i selskab med den dukkekønne Rita, der midlertidigt har mistet talens brug. En rolle, hvor mimikeren Sidse Babett Knudsen demonstrerer, at hun også kan være morsom berøvet sin umiskendelige stemme.

Råt for usødet
Filmen rammer ikke altid lige præcist i sine komiske pointer og tramper passagevis for tungt rundt i pløret. Men det er en fornøjelse at se Birthe Neumann opretholde en subtil balancegang mellem skrap udlevering af og rørende forsvar for den underdanige Elly, der blomstrer op, da tyrannen Kenter fordufter. Her redder Neumann med dødsforagt situationer, der mildest talt er lagt meget grovkornet op.
Gardiner spiller en mere underfundig rolle i historien, men en gardinprædiken er den ikke. Snarere en slags animeret vulgær-tegneserie, rå i stregen og demonstrativ ufin i humoren. Med alle svagheder en god modvægt mod det alt for glatte, søde og artige i dansk film.

*Fukssvansen. Instruktion: Niels Arden Oplev. Manuskript: Niels Arden Oplev og Håkan Lindhé. Dansk (Grand, Dagmar, Palads, Empire, CinemaxX)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her