Læsetid: 2 min.

Dansk-svensk-finsk zen

Mammutteatrets meditative teaterleg er en underfundig øvelse på mange planer, blandt andet i aflæring af amerikansk turbotænkning
8. november 2001

Teater
Kaurismäkis film fra 1990 med Truffaut-ikonet Jean-Pierre Leaud i hovedrollen er en underfundig sag om at finde livets mening ét minut i tolv og én af anmelderens 10 yndlingsfilm – deraf en vis agtpågivende forhåndsattitude, som imidlertid hurtigt kunne pakkes sammen.
Helt fra start indgås en kontrakt med publikum: Her arbejdes med et koncept, som hedder I hired a contract killer, dvs i træningstøj, med rå rekvisitbrug og med – tilsyneladende – åbne kort.
Hvad der er tilbage af offstage sceneangivelser og personkarakteristikker består af monologstumper i stiliseret arkaisk sprog a la stumfilmtekster og den resterende dialog, der ikke fylder alverden, kører lettere ad lib, nogle gange lovligt løst. Kontrakten indgås over en langstrakt åbningssession i form af opvarmningsøvelser på gulv, der fungerer efter hensigten: At køre publikum ned i omdrejninger og ind på et andet niveau af modtagelighed.

Som olie og vand
Historien om lille franske monsieur Boulanger, der mister sit job, og som en anden anti-Ninus hverken har venner eller slægtninge, men nu kun tomhed, både spilles og bruges som påskud for disgressioner – melankolske eller vittige.
Personligt kan jeg se længe på Ulver Skuli Abildgaards humoristiske tegninger af små mænd, på Olaf H. Johannesens kontrært-skeptiske attyder eller Tina Gylling Mortensens evne til at udstråle altafværgende og –tilgivende kærlighed og langt hen af vejen kører legen i olie på mange planer – som antydningens kunst, opvisning i skuespilteknik og gestisk teater med vid og menneskelig føling.
De syv spillere mødes og skilles som olie og vand på det store scenegulv; enigmatiske Morten Suurballes lejemorder, som Boulanger hyrede på sit nulpunkt før han fik smagt på livet, whiskyen og kærligheden, lurer i de mørke sidegange, selv jagtet af en større jæger. Musikken spiller, livet leger med os og vi klumrer med vores indsatser.
I længden – syv kvarter – bliver legen lidt lang, tråden lovligt tynd og Anders Mosslings karisma for lille til den løbende Boulanger (løbende hovedpersoner er ren fetisch efter Wilsons og Spottags Woyzeck). Men med lidt stramning var teaterværkstedformen – selvom den er postuleret – forløsende i sine associationsspring og generøsitet.
Anders Paulin stod også bag forrige sæsons Hr. Bengt og hans hustru (og denne sæsons Urene hænder) på Det Kongelige Teater; han er tydeligvis en instruktør med formeksperimenterende nysgerrighed og et ikke ringe, barsk lune.

*I hired a contract killer af Aki Kaurismäki. Instr.: Anders Paulin. Scen.: Joakim Hamou. Mammutteatret, Trianglen Teater. Til 24.nov.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her