Ny bog
Hele den danske venstrefløj for i flint og i blækhuset, da Henrik Dahl, Christine Antorini og Lars Goldschmidt sidst skrev en debatbog. Dengang skrev de bogen Borgerlige ord efter revolutionen sammen med et par andre skribenter; og bogen virkede som en rød klud på en hel generation af venstreorienterede politikere og aktivister. Særligt i nærværende dagblad var tonen barsk. Bogen var barnlig, forkælet og letkøbt hed det dengang fra lederplads og i læserbreve.
Bogen Borgerlige ord efter revolutionen var på mange måder et forsøg på at skabe en ny type venstrefløj, der var mere pragmatisk, udogmatisk og som havde rod i en ny samfundsanalyse, der på en lang række områder var væsensforskellig fra den type analyser, som venstrefløjen har været præget af de seneste tredive år.
»Vi vil egentlig gerne være venstreorienterede«, hed det dengang fra forfatterne, der dog havde det svært med stort set alt, der har med den etablerede venstrefløj at gøre, politisk, strategisk, æstetisk og kulturelt.
Det var trist, at debatten om bogen endte hvor den gjorde, for flere af de bærende kapitler i Borgerlige ord efter revolutionen var solide og velskrevne analyser med udgangspunkt i sociologer som Manuel Castells og Anthony Giddens. Det var rent faktisk vældigt gode introduktioner til disse forfatteres arbejder, og på alle måder relevant i den danske debat.
Omvendt var der i særdeleshed i de indledende kapitler en skinger tone, der var unødvendig og som hæmmede alle de gode ting, og som gjorde bogen til et hadeobjekt på hele den traditionelle venstrefløj.
Nu har de tre skrevet en ny bog. Den virker som om den er et brændt barn af den gamle. Det må have været en dårlig skribentoplevelse, at få alle sine gode pointer sovset ind i en skinger debat, og derfor er den nye bog langt mere analytisk og mindre kontroversiel end forgængeren. Helt grundlæggende er bogens pointer gode; de tre forfattere har med andre ord ret i deres analyse af hvorledes vilkårene for politik har forandret sig så meget, at der må et institutionelt systemskifte til, hvis det politiske og det sociale i det danske samfund igen skal fungere og have substans. Men i modsætning til forfatternes tidligere bøger er den jævnt kedelig. Analysen er ellers relativt kompleks.
Systemskifte
Ifølge bogens tre forfattere skete det sidste systemskifte i Danmark ved overgangen til det 20. århundrede som reaktion på et politisk system, der ikke længere passede til samfundssystemet. Estrups provisorieregeringer forsøgte at forhindre demokratiseringen af det politiske system og inddragelse af de nye sociale klasser af arbejdere og bønder. Konflikten blev løst i de første årtier af det nye århundrede med indførelse af parlamentarismen, der var en grundpille i systemskiftet. Den betød, at en regering ikke kunne have et flertal imod sig i Folketinget, og dermed blev den politiske magt overdraget til den folkevalgte forsamling. Systemskiftet blev yderligere udbygget med indførelsen af den almindelige stemmeret, så også kvinderne var omfattet, og med indgåelsen af den første socialdemokratiske regering. På det grundlag delte de nye parti i det moderne firepartisystem magten i samfundet. Hjørnestenene var efterlevelse af det parlamentariske princip, brede velfærdsforlig i Folketinget og fire partier, der var i stand til at organisere de sociale klasser og dermed den brede befolkning.
Det er dette system, der i dag er brudt sammen og som nu gør det påkrævet at diskutere mulighederne for et nyt systemskifte. For ligesom i provisorietiden er der i dag en uoverensstemmelse mellem det politiske system og det samfund, systemet skal administrere. Det ser man efter de tre forfatteres mening i partiernes svigtende medlemstal. De sociale klasser er i opløsning, og derfor appellerer de gamle partier ikke til moderne mennesker. Men sprækkerne i det nuværende system viser sig også i uenigheden mellem befolkningen og politikerne om visionerne for EU, og de viser sig i det generelle problem, at den enkelte borger har svært ved at koble sine private, daglige dispositioner med en overordnet politisk vision. Systemet kan ikke skabe fælles mening og retning ud af de private handlinger og holdninger. I det hele taget kan meget få vælgere tage deres politikere seriøst.
Delt Socialdemokrati
Den pointe i bogen der har nået pressen, er naturligvis, at dette systemskifte rummer en opsplitning af flere af de store partier. Det giver ganske enkelt ikke længere mening, at holde deres medlemsbaser i samme parti længere. Hovedeksemplet i denne sammenhæng er naturligvis Socialdemokratiet, der er splittet i en indadvendt identitetspolitik og en offensiv realpolitisk fløj. Det er så forskellige mennesker, der her er tale om, at det ikke giver mening, at holde dem i sammen parti; de bør ret beset dele sig efter anskuelser.
Den ene halvdel kunne man slå sammen med Det Radikale Venstre og dele af Socialistisk Folkeparti, medens den anden halvdel vil have det bedre i Dansk Folkeparti. Det vil skabe et nyt parti, med en substantiel vælgertilslutninger, der er enige om at samfundet har forandret sig, at EU er sundt, og at globaliseringen er en spændende udfordring, der er altafgørende at forholde sig til som samfund.
Opstamning tiltrængt
Det er alt sammen meget udmærket, men eksemplerne er for ustrukturerede og forfatterne gentager deres pointe alt for mange gange til at det er tåleligt at læse. Det er højest sandsynligt ligeså meget forlagets skyld, som det er forfatternes. Man kunne have strammet grundigt op omkring flere af kapitlerne og det hæmmer pointens kraft at forlaget har taget så løst på dén opgave.
Men lige meget hvad, så udgør det hold, der har skrevet bogen en meget tiltrængt del af den offentlige debat, nemlig den offensive venstrefløj, der forholder sig realpolitisk og konstruktivt til samfundsforandringerne. På sin vis er de selv en del af den elite, de håber på kan spille en større rolle i det danske samfund. Den del af befolkningen som formår at skabe symboler og analyser, som vi sammen kan møde verden med.
Gennem de tre forfatteres arbejde er der flere positioner, flere analyseredskaber og flere symboler til at fortolke vores samtid med. Og det er godt. Så selv om den venstrefløj som forfatterne gerne vil være en del af ikke har lyst til det, burde de tage denne og de foregående bøger særdeles alvorligt. Det er med andre ord godt, at der er flere bud på hvorledes fremtiden ser ud. Og Henrik Dahls, Christine Antorinis og Lars Goldschmidts er kvalificeret, underbygget et af slagsen.
I de seneste fem år har de tre talt om at lave et parti, som tog udgangspunkt i analysen. De har også regnet på, at det giver vælgermæssigt mening. Det skulle de tage at få gjort noget ved.
*Christine Antorini, Henrik Dahl og Lars Goldschmidt: Det ny systemskifte. 240 s., 175 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
