(2. sektion)
Design i krise
For nylig led min bordtelefon af en løs forbindelse, og da jeg tog apparatet med hen i en autoriseret TDC-butik for at få fejlen ordnet, ville de ikke reparere, men kun bytte ud.
Ombytningen var gratis, hvis jeg valgte dén med færrest gadgets og devices. Så det gjorde jeg, ærgerligt nok for TDC.
Den er tomatrød, og ellers temmelig anonymt udformet. Men det har vist sig, at røret nemt glider en anelse ud af sit skrå leje, så nummeret melder optaget. Det kan man da kalde originalt design, eller branding, ærgerligt nok for mig.
Måske regner en ny og hip IT-verden ikke den slags gammeldags brugerproblemer for noget. Men indtil alt er indopereret på Nettet og i hjernen, trådløst og virtuelt, så man slipper for både at skrive breve, lave mad og læse avis, er der i ventetiden, ud over stylede telefoner, stadig brug for stole, bekvemt tøj, blændfri skærme, gennemtænkte kabelstik, kaffemaskiner, døre og vinduer.
Dansk Design Center uddelte for en måneds tid siden den årlige designpris. De præmierede genstande er udstillet i DDC-huset på H.C. Andersens Boulevard i København, og showet er ikke videre opmuntrende: En slankt stylet plasticflaske, en glat støbejernsovn, en halvdårlig industrilampe, en syvogtyvende buslæskærm og Den Danske Banks flade skriftbranding, for at tage et par eksempler.
Hver især nette produkter, men uden gnist af perspektiv. Ingen præmierede eksempler på nye måder at tænke design i videre sammenhænge eller som løsning af påtrængende problemer inden for kontormiljø, bygningsindustri, transport eller økologi.
ID-prisen uddeles på grundlag af producenternes egen tilmelding af produkter til vurdering. Men billedet var lige så mistrøstigt på Danmarks Designskoles udstilling af afgangsopgaver nu i efteråret: uden formmæssig kompetence, og uden fagligt fokus.
Hvad er det, der har ført dansk design ind i de sidste årtiers blindgyde? Har fagets udøvere og pædagoger i en menneskealder hvilet så tungt på 1950ernes nationale design-laurbær, at kransen er blevet en båredekoration? En hvil-i-fred opmærksomhed?
Klassikerne fra dengang var baseret på interessen for at fremstille billige holdbare genstande til løsning af hverdagens praktiske problemer, så overskuelige de end kan synes i dag. Stabelstole, rimelig belysning, moderne og elektriske husholdningsredskaber. Og som noget nyt fremstillet under gryende industrielle betingelser.
Men det var ikke bare problemløsningerne, der gav succesen.
Det var i lige så høj grad formgivningen, som det under stor moro kom til at hedde. Eller Design til De segner! som arkitekten og forfatteren Habakuk formulerede det.
Formgivning var en ny og nødvendig praksis i overgangen mellem håndværk og industrifremstilling. Og de arkitekter, der gik ind i feltet, var endnu af den gamle skole.
De havde som unge kæmpet med matematik eller tegnet efter klassiske gipsmodeller. Nogle af dem havde derfor præcision i både stregen og den billeddannende formfornemmelse, der nu skal hedde branding eller produktfortælling.
På Kunstindustrimuseet i København kan flere af klassikerne ses frem til januar på udstillingen Plagiat! fordi produkterne straks fra starten blev efterlignet af andre producenter, som troede, at de derved kunne spare udviklingspenge.
Men på udstillingen gøres der ikke rede for hverken udsalgspriser, holdbarhed eller tekniske specifikationer.
Der er heller ikke lys i hverken PH-lamperne eller de skuffende kopier, og ingen mulighed for at prøvesidde eller rokke på efterligningerne af Arne Jacobsen-stolene. Og der er slet ingen brugte eksemplarer, så man kan se, hvad det i længden er, man betaler eller bliver snydt for. Det kunne jo nemlig også være, at klodsede Jacobsen-kopier er mere holdbare til en billigere penge. Fabrikanten Fritz Hansen har gennem årene gjort sit til at devaluere de originale stole rent teknisk. Hvorimod Louis Poulsens PH-lamper alt andet lige stadig er af høj fremstillingsmæssig kvalitet.
Andre dele af Kunstindustrimuseets særudstilling om inspiration og efterligning er designhistorisk oplysende at gå rundt i, og udstillingskataloget fyldt med interessante artikler om ophavsret eller fri kopi.
Men ved at bruge så meget plads på at udstille stribevis af tvivlsomme kopiprodukter (venligst udlånt af krænkede originalproducenter) bidrager landets hovedmuseum på området til den standende designkrise hvor nye arbejdsmåder og livsvilkår råber på samkørende problemløsninger frem for design-nostalgi.
Kikker man nærmere på et kontor eller en IT-virksomhed i dag, er det slående, hvor mange ledninger og kabler der flyder rundt i lokalet. Og hvor mange grimme bagsider de smarte maskiner har.
På den ene side er der ikke meget overensstemmelse mellem det tekniske niveau og det æstetiske. På den anden side er roderiet udtryk for en stor fleksibilitet og foranderlighed.
Om ti årer det hele måske trådløst, og så er en række aktuelle problemer uden videre løst. Men under alle omstændigheder er økonomien og de fysiske omgivelser i disse år præget af lige så store omskiftelser som omkring forrige århundredeskifte.
Derfor er det belært af kuriøse klunkeskræmmebilleder fra dengang vigtigt ikke at designformalisere for tidligt i stylede produkter, men at tænke i åbne systemløsninger og undersøgende materialeprincipper.
Det var de nu så forkætrede PH-lamper et godt eksempel på tilbage fra 1920erne og frem til opfinderens død sidst i 1960erne, hvor producenten frøs en enkelt PH-lampetype fast som firma-ikon frem for bredt at videreudvikle principperne i nye belysningstyper.
Poul Henningsens lampesystem var baseret på tre hovedgreb: flerskærmsprincippet, det indirekte lys og den logaritmiske spiral som ledetråd for skærmkurverne. Det sidste som svar på behovet for rationel og varieret projektering af kunstlysets ind- og udfaldsvinkler.
Henningsens bløde syn på lys var ganske vist præget af hans tidligste ungdoms såkaldte valeurmaleri. Men skærmkurverne gjorde det i et halvt århundrede muligt for ham inden for samme (kønne) principper at produktudvikle og specialdesigne alt fra tandlægelamper til tennisbane-armaturer.
Så historien om PH-lampen er ikke bare design-nostalgi, men tværtimod et lærestykke! i øvrigt også hvad angår betegnelsen PH som branding (dengang: varemærke) for alt, hvad der var frækt og moderne.
