Læsetid: 9 min.

At digte er som at ånde

Preben Major Sørensen fortæller fra sit eksil på Langeland om hvorfor romantikken stadig har et litterært potentiale
24. november 2001

Litteratur
Lidet påagtet af den læsende offentlighed er Preben Major Sørensen en romantisk fortæller af et helt særligt format. Siden debuten i 1965 har han udgivet en række bøger, primært kortprosa og fortællinger, der i sære drømme-
agtige sekvenser tager livtag med de mere ekstreme og spekulative sider af det menneskelige bevidsthedsliv. Alt sammen skrevet med stor sans for fortælling og sprog. Hvis Major Sørensen kan kaldes arvtager til romantikken, så er det vel at mærke ikke den romantik, der i Tranekær, en snes kilometer fra Majors hus på Langeland, resulterede i »Der er et yndigt land«. Snarere er det den romantik, der undersøger det dæmoniske i menneskelivet og som gennem den absolutte splittelse forsøger at aflure kosmos dets hemmeligheder. Det er Hofmanns fantastik, Poes gys og Nervals romantisme noir.

Det fantastiske
– Hvad var din vej til fantastikken?
»Jeg har siden jeg var femten haft et forhold til det fabulerende. I første omgang begyndte det fantastiske med E.T.A. Hofmann. Via den danske romantik blev jeg sporet ind på den tyske. Da jeg så opdagede romantikerne, Hofmann, Novalis, Jean Paul og alle de folk, skete der noget. Det var nogenlunde samtidigt at jeg stødte på Villy Sørensens to fortællesamlinger. Og dertil kommer så endelig min gode ven Svend Holm, som debuterede i meget ung alder. Jeg selv debuterede noget senere.«
– Du var påvirket af Villy Sørensen?
»Ja, han satte en masse ting i gang på det tidspunkt. Jeg tror, det var den tyske romantik, jeg genkendte i hans tekster. Også hans kritik af Søren Kierkegaard optog mig meget. Det var meget filosofisk alt sammen. Men det er egentligt først med alderen, at jeg er begyndt at opdage at digtning egentlig er en modsætning til filosofi og hele tiden prøver at trænge ud af refleksionens fængsel. Villy Sørensen siger et sted, at Kierkegaard vidste, hvor skoen trykkede, men H.C. Andersen skrev Lykkens Galocher! Og det er også rigtigt nok. Man kan jo filosofere sig så langt væk, at man ender i det hegelske vanvid. Hvad Kierkegaard også er klar over, men han var nødt til at betjene sig af den etablerede hegelianske filosofis terminologi. Kierkegaard har en fornemmelse for den goldhed, filosofien kan føre til.«

Den vilde splittelse
Selv om Major Sørensen advarer mod goldheden i den grænseløse refleksion, skal man ikke vente i hans bøger at finde den gyldne middelvejs poetik. Ganske vist er hans prosa blevet stadig mere køligt reflekteret og sprogligt afbalanceret, men hans fortællinger har til gengæld også udviklet sig mod mere og mere mareridtsagtige tableauer af menneskets sjæl.
– Du advarer mod refleksionens vanvid, men betjener du dig ikke selv af den for at drive dine tekster til det ekstreme?
»Digtning og tænkning går jo hånd i hånd. Helt til ekstremerne. Mange af mine historier foregår på moralens overdrev, og derhen drives de af refleksionen, humoren og den digteriske fantasi. Refleksionen er, når den parres med fantasien uendelig. Den kender ingen grænser og fører dermed direkte til det fantastiske. Hvis man kan fantasere sig til hvad som helst, kan man jo også sætte sig ind i de mest ekstreme filosofiske systemer, moralske spekulationer og politiske ideologier. Og så kan man, undskyld udtrykket, tage røven på det hele ved f.eks. at tilføre det en humor, det ikke selv har. Og det kan du godt kalde et moralsk anliggende. Der er jo så mange former for tænkning og ideologi, der er så satans destruktiv. Det er til en vis grad et spørgsmål om at udfordre det moralsk, men først og fremmest morer det mig at bevæge mig i hele den der hyperreflekterede indforståede form for bevidsthed. Jeg kender den sære tomhed, der gemmer sig bagved.«
– Hvad stiller du op med den?
»Jeg har en teori om, at mange om ikke alle digtere har været igennem en periode af deres liv, hvor de vildt og rasende har forsøgt at få en løsning på deres eksistens problem ad tankens vej. Og så er de i en nådesakt sluppet igennem porten og ind til digtningen. Og er blevet forløst på den måde. Det er jo noget organisk, der i høj grad har med sansning at gøre. Jeg har altid sat digtning i forbindelse med det at trække vejret. Når jeg ikke kan skrive er jeg træt og kan ikke ånde. I de perioder hvor jeg ikke kan digte, kan jeg dårligt nok skrive breve og går bare rundt og har det skidt.«

Romantikeren
– Er det romantikken, der sætter dagsordenen for dig?
»Jeg er da ikke blind for hvad der er sket efter romantikken. Men i den tyske romantik er det det dæmoniske element, der optager mig. Det spænder så vidt, lige fra Goethe til Bader-Meinhof. Den tanke er jo fascinerende, ikke sandt? Overalt hvor det skabende er til stede, er det ødelæggende der også. Og det er noget kristendommen ikke er særligt optaget af. Men det er inderne til gengæld: Shiva er både den skabende og den ødelæggende gud. Goethe vidste det også, når han lader Mefistofeles sige: »Ich bin einer der verneint. Ich bin ein Theil von jener Kraft, die stets das
Böse will und stets das Gute schafft.« (»Jeg er en, der fornægter. Jeg er en del af den kraft, der altid vil det onde og altid bringer det gode«). Her definerer Goethe den dialektik, som er romantikkens. Det onde er en forudsætning for det gode.«
– Er det også din opfattelse?
»Ja, jeg frygter, at det forholder sig sådan. Og det er i øvrigt en indsigt der manifesterer sig så mange steder i religion og tænkning i diverse kulturer, at der må ligge en sandhed i det. Man finder det i den vesterlandske gnosticisme og i de orientalske religioner.«
– Og det er her man skal søge begrundelsen for din stadige kredsen om grumhed og ondskab?
»Ja, det vil jeg tro. Det er nok det, der ligger bag. Jeg betoner meget det ondes tilstedeværelse. Det er illusionsløsheden jeg vil frem til. Jeg tror, at den er gavnlig. For så er der da håb om, at vi ikke stiler for højt. Folk vil det hele, og så går det galt, fordi man ikke tager højde for det onde.«

En moralist?
»Jeg har selv ofte spekuleret på, om jeg moraliserer. Moraliserende litteratur plejer at være så kedelig. »Man merkt Absicht, und wird verstimmt.« Jeg tager probate midler i brug. Men jeg gør det fordi jeg synes, at det er sjovt, at sætte tingene på spidsen. Jeg ved ikke om, der er en moralsk hensigt med det. Jeg aner det ikke? Det moralske er da en del af det litterære, men det er ikke drivkraften. Drivkraften er noget infamt jeg har i mig, og som alle mennesker har. Men lige så snart jeg kalder det infamt, moraliserer jeg.«
– Synes du, at det infame mangler plads i civilisationen?
»Ja, bevidstheden om det infame gør. I dag har vi, som du selv siger, en civilisation. Engang havde vi en kultur, hvor kulten og religionen gav plads til mere. Civilisationen giver ikke nogen forudsætninger for at forstå livets sammenhænge med de mere dunkle sider. Man arrangerer sig med paragraffer og menneskerettigheder og får på den måde arten til at overleve. Men det er jo en sølle tilværelse. Der er et behov for sammenhænge, som civilisationen ikke giver. Det, der er sandhed i dag, er løgn i morgen.«
– Vil du have kunsten til at erstatte den tabte kult?
»Ja, for der er et rituelt moment i kunsten. Vi savner brug og ritualer, som Rilke siger. Det er da rart at kunne komme i narkose, når man skal opereres, men prisen har også været høj.«
– Det lyder som om du stadig er optaget af alle romantikkens civilisationskritiske problemstillinger?
»Åndeligt set tror jeg stadig, at vi grundlæggende kæmper med de samme problemer som dengang for 200 år siden. Man ser det også i vores forhold til teknikken, hvor romantikernes forestilling om kraftgeniet efterhånden er en realitet. Vi kan jo nærmest selv komponere vores egne vidunderbørn. det er en romantisk drøm, som går helt tilbage til gnosticismen. Det guddommelige er i mennesket og venter bare på at blive frigjort. Men hvor man engang ville blive Gud ved at frigøre sig fra kroppen, vil man i dag frigøres til kroppen. Som Gud. Drømmen om at blive Gud er ældre end den franske revolution.«

Digt og drøm
Når Preben Major Sørensens forfatterskab bevæger sig fra det lykkeligt drømmende til mareridtets tomhed, hænger det sammen med hans arbejdsform: han skriver sine drømme ned og forarbejder dem litterært. Derfor kalder han sig digter og ikke forfatter. Ud fra den skelnen at mens forfatteren forholder sig kritisk til sit stof, når han skriver, da har digteren allerede forholdt sig kritisk, når han begynder at skrive.
»Det sker ofte, at jeg vågner og straks begynder at skrive. Men jo mere jeg skriver, jo mere usikker bliver jeg på, hvad jeg egentligt drømte. Der begynder historien at tage over. Drømme er ofte meget diffuse, men jeg tror at man kan lære sig selv at drømme sammenhængende drømme«
– Hvad har du egentligt levet af. Er der nogen af dine bøger, der har solgt godt?
»Nej, ikke en eneste. Hvis ikke det var fordi, jeg på et tidspunkt arvede mine forældre tror jeg, at jeg var blevet nødt til at ernære mig af noget andet. Der er mange forfattere, der kan lave andet ved siden af. Men det tager mig altid et år at få gjort en kronik færdig. Bøgerne sælger ikke. Det er næsten kun forfattere, der læser mig. Men langt om længe er det lykkedes at komme på finansloven, så jeg holder skindet på næsen. Men det har holdt hårdt, for jeg er i mange kredse persona non grata. Sådan går det, hvis man ikke solidariserer med sine kolleger og erklærer sig enig. Jeg er en af de få forfattere, der aldrig blev indrulleret på venstrefløjen, og det har kostet dyrt« fortæller Major Sørensen, men betoner samtidigt, at han ikke ser sig selv som en martyr. Det ville væ-
re forfængeligt. Og forfængelighed er latterlig, siger han.
– Hvordan har det været at leve så isoleret?
»Nu har jeg levet det meste af mit liv i København, men alligevel relativt isoleret. Jeg har aldrig været gift og har altid overstået mine parforhold relativt hurtigt og undgået ægteskab. Hvor grotesk det end lyder, så benyttede jeg mig af de muligheder ungdomsoprøret gav for at tillade sig hvad som helst. Det var spillets regler, og det gjorde ondt på mange. Folk ravede rundt fra den ene til den anden. Formålet med forelskelser var for mig at skaffe energi til at skrive, og på den måde bekom den seksuelle revolution mig slet ikke så dårligt. Det lyder vældig kynisk.«
– Det var det vel også?
»Bestemt, og jeg var ikke mindre kynisk end de andre. Alle var nogen dumme svin. Det hele fik sig nogle skud for boven. Der var mange sympatiske ting ved at de unge tog over, men pludselig blev alt forvandlet til magtkampe.«
Hegel beskriver et sted overgangen fra Den skønne sjæl, der hyller sig i længsel efter det uendelige, til Det hårde hjerte, der gør sig kold over for omverdenen. Beskriver det ikke meget godt udviklingen i dit forfatterskab?
»Hegel har haft en fornemmelse for det, man i psykologien kalder den psykæstetiske proportion. Altså hvordan man kan svinge fra det meget sensitive til det ufølsomme. Han har sikkert kunnet se det helt klart på folk, han kendte som Hölderlin og Novalis. Det er nok rigtigt, at der er sket en desillusionering undervejs i mit forfatterskab. Det skyldes nok blandt andet, at jeg har haft hårdheden som en slags ideal. Rent formelt er der nogle dramatiske muligheder i brutaliteten, som man ikke kan betjene sig af, hvis man bare svæver omkring i æteren. Tingene hører jo sammen. Men verden er sgu også blevet hårdere. Under den Anden Verdenskrig havde man stadig vibratoet i den klassiske musiks violinspil. Men denne sjælelighed, som dog overlevede krigens gru, er der ikke plads til længere. Verden har mistet sin sjæl.«

FAKTA
Forfatterskabet
Preben Major Sørensen er født i 1937 og debuterede i 1965 med novellesamlingen Ildmesteren. Han har siden udgivet kortprosa, romaner, digte, enkelt essaysamling (Skræmmebilleder) og først og fremmest noveller, senest Faldgruber (1999). Centralt i forfatterskabet står I vinden begynder samtalerne (1973), Rappaccinis have (1983), Søvnen og skyggerne (1987) og Bevægelser i mørket (1994).

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her