Læsetid: 3 min.

Digterdrengene på heden

Fire digteres rejsebeskrivelse fra den jyske hede hæver sig ikke over værkstedsplanet
2. november 2001

(2. sektion)

Rejseberetning
Steen Steensen Blicher, Albert Dam, I. P. Jacobsen, Henrik Pontoppidan... Vi render rundt med et litterært dansk landskab i os; sætninger og stemninger, som vi husker og leder efter i litteraturen, i landskabet, i ansigter, så vi glimtvis igen kan høre den, den der moderstemme, der sødt velsignet gennem hjertet går, eller hvad det nu er, vi er på jagt efter.
I en ny bog drager fire danske digterdrenge ud i en bid af dette landskab. For et par somre siden tog Pablo Llambías, Jeppe Brixvold, Lars Frost og Lars Skinnebach til Ry: Installerede sig på højskolen, drak vin og sejlede på åen, vandrede ud på Blichers hede, kæmpede med myggene, blev kørt rundt til de blicherske sights af Hans Otto Jørgensen, diskuterede velfærd og næstekærlighed, kiggede på piger, blev irriterede på hinanden, tog hjem eller videre. Derefter skrev de hver deres beretning om turen: I bekendelses-, essay- , novelle-, brevform, eller et mix af det hele.
Den bog, der kom ud af det, bærer titlen Kærlighed til fædrelandet var drivkraften. Det er et citat fra en sten på heden, et monument over den store opdyrkning mellem 1850 og 1950. Var kærligheden til fædrelandet også drivkraften bag digterdrengenes Blicherprojekt? Eller var det kærlighed til moderstemmen og kvindekroppen? Til de letpåklædte piger på de jyske stationer, til det landskab, der flere steder i bogen kvindeliggøres: Hos Brixvold som ’Diana’, hos Lars Frost som ’lyngprinsesse’...
Blichers opdyrkede hede er selvfølgelig et centralt sted at anbringe sig, hvis man vil diskutere forholdet mellem natur og kultur, mellem landskab og mentalitet, mellem lyng og sprog. Og det er til dels, hvad digterdrengene gør.

Lyng og tanker
Llambías i et (melankolsk og) socialhistorisk perspektiv, Brixvold i et (euforisk og) posthumanistisk. Brixvold mener, vi har brug for mørket, som forsvandt (eller flyttede andre steder hen) med heden; Skinnebach mener, vi har mere brug for højspændingsmasten, som skæmmer landskabet.
Brixvold finder en tankeformende kraft i naturen: »Hvor mange snørklede langsommeligheder i disse tanker ville f.eks. ikke være utænkelige uden lyngen her?« skriver han. (Opfordrer lyng også til trefoldig negation?) For at føre læserens tanke derhen, hvor han vil have den, må Brixvold dog forlade det danske landskab og ad essayets stier føre os til en sten i Schweiz, hvor Jung sad som dreng og ikke længere vidste, om han var dreng eller sten, og til en svensk birketykning, hvor Jeppe selv var tæt på at opleve verden fra rævens perspektiv.
Spørgsmålet bliver hvordan Blichers landskab, både det geografiske og det litterære, siver ind i teksterne. Drengene sidder på en høj på heden og læser højt af Blichers noveller; de tænker lidt på ham indimellem, og lettere antikverede formuleringer væver sig ind i deres sprog. De to Lars’er forsøger (med en vis udtrykt modvilje) at skrive deres tekster hen i en blichersk stil: Lars Frost ender med to små noveller befolket med stille, provinsielle eksistenser; Lars Skinnebach ender med at kaste et forelskelsens skær over den »ferske« Johanne, som danser »ind og ud af kæderne« til højskolens Sankt Hans-fest og smiler til ham, »god af sind«.

Myg
Men det hele forbliver noget anstrengt, og gennemgående udtrykker teksterne da også selv (Brixvolds måske undtaget) en skepsis over for hele projektet. »Nej, jeg har virkelig fortrudt at deltage i dette Blicherprojekt,« rapporterer Lars Skinnebach fra landevejen, »Skulle det interessere mig at gå på en nyasfalteret landevej uden for Karup og være høflig?« Og Llambiás bedømmer situationen, som kritikeren kunne bedømme bogen: »Kun en lille bitte tynd tråd af litteratur holdt os fast, men det var ikke nok.«
Hvis det danske landskab har smittet af på firmandsbogens udformning, er det mest som en uforløst stemning af myg, parcelhuse, irritation og høflighed.
Bogens mest interessante litterære eksperiment er for mig at se gennemskrivningen af samme situation fra fire forskellige perspektiver: Alle fire digtere fokuserer på den dag, hvor de vandrede ud for at overnatte på heden, men måtte flygte fra myggene. Man kan ane de litterære muligheder i sådan en multiperspektivisk historie om én og samme vandring. Men så skulle man måske have rendyrket denne historie, skåret teksten ind til benet. Som bogen fremstår nu, har den for meget karakter af digterværksted. Gladest er jeg for de steder, hvor digterne ikke leger filosoffer, men faktisk digter (det sker for Frost og Skinnebach). Hvor det lykkes skriften at føre en stemme og et landskab med sig.

*Brixvold, Frost, Llambías, Skinnebach: Kærlighed til fædrelandet var drivkraften, 178 s., 200 kr. Lindhardt og Ringhof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her