Læsetid: 5 min.

Mod diskurspolitiet

Skarpe programmatiske nøgletekster af Michel Foucault samlet i ny bog
16. november 2001

(2. sektion)

Filosofi
Den franske filosof Michel Foucault skrev store værker, som var omfangsrige undersøgelser. Af seksualitetens historie, af overvågning og straf, af historiens adskillelse af galskab og fornuft og af viljen til viden, som den viser sig i historien fra førsokratiske digtere og frem til det 19. århundrede.
Men Foucault skrev også korte koncise tekster og taler, der finder sted som en tankevækkende klar tanke gennem et kompliceret felt. F.eks. Hvad er en forfatter?, som kritisk reflekterer konsekvenserne af forestillingen om en forfatter som tekstens suveræne skaber. Eller Dette er ikke en pibe, der udkom på dansk for et par år siden, hvor Foucault med udgangspunkt i Magrittes maleri af samme navn afdækker relationen mellem sproglig og figurativ repræsentation i vestlig tænkning og kunst.
Talens forfatning samler to korte nøgletekster i Foucaults forfatterskab: Hans berømte tiltrædelsestale ved Collége de France fra 1970 og den kongeniale forelæsning om Nietzsches genealogiske historieopfattelse.
Der er tilføjet en kuriøs lille forelæsningsrapport fra 1971, hvor Foucault refererer det første års arbejde. Og bogen konkluderes med et personligt præget interview, som oversætteren Søren Gosvig Olesen i 1980 lavede med Foucault på dennes privatadresse i Rue de Vaugirard nr. 285. Hvor Foucault fortæller om sine studier af magt og sit arbejde som korrepondent for den italienske avis Corriere della Sera under den iranske revolution. Tilføjer en celeber anekdote om sin elev Jacques Derrida, der holdt op med at hilse på sin gamle lærer, efter Foucault havde svaret på Derridas kritik.
Og endelig komplimenterer Foucault en overrumplet Gosvig for hans danske forord til den første udgave af Talens forfatning, som kom i 1980. »Jeg anede ikke,« skriver Gosvig, »at Foucault havde kunnet se mig over skulderen.« Men »Jo,« forklarede han, »jeg har nemlig engang lært svensk. Jeg var engang fransk lektor ved universitetet i Uppsala.«

Diskursens struktur
Titelteksten Talens forfatning er bogens tyngdepunkt. For en Foucault-intern betragtning antyder den en overgang i forfatterskabet. I 60’erne udgav Foucault de overvejende strukturalistiske hovedværker Ordene og Tingene og Klinikkens fødsel, mens han i de senere Viljen til viden og Overvågning og straf synes at bevæge sig mod en mere Nietzsche-inspireret tænkning, hvor dynamiske begreber som vilje og magtudøvelse bliver omdrejningspunkter.
På den ene side skitserer Talens forfatning fra 1970 programmatisk orienteringen for Foucaults senere produktion, på den anden side er det en isoleret undersøgelse af de omstændigheder, der regulerer og kontrollerer talen som produktion af betydning. Som Gilles Deleuze har skrevet: For Foucault »er sandheden uadskillelig fra den procedure, som etablerede den.« Det er således den indledende præmis for Foucaults tiltrædelsestale, at han som kritik af en historie, der startede med Platon og fuldbyrdes i det moderne projekt, forskyder fokus fra sandheden som løsrevet udsagn til de omstændigheder, under hvilke sandheden er udviklet. Foucault afdækker de udelukkelsesprocedurer, der konstituerer æstetiske, filosofiske, politiske og historiske diskurser: Der er elementære forbud som tabuer, konventionelle adskillelser som f.eks. fornuft vs. galskab, og der er privilegier i forhold til hvem, der siger hvad.
Som eksempel på hvorledes disse udelukkelsesprocedurer stadig er operative, kan man prøve at forestille sig, hvordan man ville opfatte den Sokrates, hvis man i dag så ham spadserende rundt mellem taxaer og lysreklamer i København talende med alle og enhver og stoppe op, fordi han mente sig tiltalt af sin ’daimon’.
Foucault anfører endvidere, at der inden for enhver disciplin er visse tvingende principper, som sætter standarder for, hvad der kan betragtes som sandhed. Det er jo almindelig kendt, at det der betragtes som medicinsk gennembrud i et århundrede, regelmæssigt degraderes til kvaksalveri i det næste. Som Foucault siger: »Man er kun i det sande for så vidt, man adlyder vedtægterne hidrørende fra det diskursive ’politi’.«
Følgelig foreslår Foucault strategier til at afsløre den vilje, der som afgørende strukturmoment producerer sandheden. I stedet for begreberne ’betydning, originalitet, enhed, skabelse,’ der ifølge Foucault har domineret traditionel idehistorie præsenteres alternative begreber som ’regulerende princip for analysen: begivenhed, rækkefølge, regelmæssighed, mulighedsbetingelse.’

& Nietzsche
Foucault har i en anden sammenhæng bemærket, at han opfatter sin egen tænkning som så nært beslægtet med Nietzsches filosofi, at han helst vil ’forblive tavs, når det drejer sig om Nietzsche.’ Sat på spidsen: Fordi fortolkning af Nietzsche som praksis næsten er det samme som udvikling af Foucaults egne tanker. Teksten Nietzsche – genealogien, historien er en fremragende gennemgang af den germanske filosof, som samtidig udkaster kriterier for Foucaults egne projekter.
Som det fremgår af ovennævnte alternativ til ’almindelige’ idehistoriske standarder vender Foucault sig væk fra forestillingen om historien som én kontinuert, fornuftig bevægelse styret og indledt af et overhistorisk princip. Han sætter rækkefølge i stedet for enhed, mulighedsbetingelse i stedet for skabelse.
Først udfolder han Nietzsches kritik af en oprindelighedsmetafysik. Det vil sige forestillingen om en oprindelse bagved hele det historiske forløb, hvor ’sagens’ sande væsen skulle være gemt. Det er en kritik af en historiekonstruktion, men ligeledes en kritik af et dualistisk sandhedsbegreb, hvor sandheden som noget idealt ligger bagved utroværdige konkrete sanselige fremtrædelser. Triumferende konstaterer Nietzsche efter Darwin, at menneskets oprindelse ikke er det sande, hellige menneske, men derimod aben. Som Foucault indlejret i et citat proklamerer:
»Lad os ikke mere tro, at ’sandheden forbliver sandheden, når man trækker sløret af den, – vi har levet længe nok til at være overbeviste om det.’« Herefter angriber Foucault ideen om, at historien skulle have en retning som en skæbne. At fremstille historien som en konstrueret fortælling, der med logisk nødvendighed fører til nutiden som konklusion: »Ved at placere nutiden i oprindelsen får metafysikken os til at tro på en skæbnens bestemmelse, som fra første øjeblik af arbejder på at komme for en dag.« Foucault lancerer genealogien som alternativ udlægning af historien. Med Foucault egne ord: »Genealogien, derimod, genfremstiller de forskellige trælddomssystemer: ikke en betydnings foregribende kraft, men herredømmeforholdenes tilfældige spil.«
Man kan indvende, at Foucaults pointer er banale. At man efterhånden er fortrolig med den tanke, hvor ’metafysikken’ og ’traditionen’ er det ondeste onde, og det dynamiske, omstyrtende fremtræder som frihedshelt, som redder det diskriminerede og fortrængte fra rationalitetens uretfærdige dominans.
Men den oplevelse af banalitet kommer måske af den succes, som Foucaults værk har oplevet indenfor humanvidenskaber og samfundsvidenskaberne i både Amerika og Vesteuropa i de sidste 25 år. Og netop derfor er udgivelsen to af Foucaults nøgletekster så meget desto relevant som tilgængelige grundtekster. Det eneste man kan bebrejde Gosvig, der har præsteret en glimrende oversættelse, er, at han ikke har inkluderet det forord, som Foucault roser i det mere end 20 år gamle interview.

*Michel Foucault: Talens forfatning. Overat af Søren Gosvig Olsen. 96 s. 129 kr. Hans Reitzels Forlag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu