Læsetid: 4 min.

Han døde af at være Gould

De gådefulde modsætninger i Glenn Goulds liv og kunst formidles blændende af Karl Aage Rasmussen i ny bog
26. november 2001

Ny bog
Blandt de stakkevis af cd’er og bøger, som finder vej til musikredaktionen, er langt de fleste udgivelser, man kan leve foruden, færre man finder tankevækkende og inspirerende, meget få man decideret ville give penge for at eje. Karl Aage Rasmussens bog om pianisten Glenn Gould hører til sidste kategori.
Den kreative løgn er ikke stor af omfang, men hver eneste af de 12 kapitler er fyldt med så spændende iagttagelser og så levende formidlet, at man sluger de 121 sider som var det spændingsroman.
Med graciøst swung i sætningsopbygninger, hvor tårevædet humor er kontrapunkteret af lattermild tragik, trækker forfatteren det ene interessante paradoks frem efter det andet. Uden brug af indforstået fagjargon.
Som alle gode bøger bliver også denne et spejl for læseren, der kan genfinde sig selv i det skrevne. Forfatteren selv skriver en del af sin egen biografi i nedskriften af historien om Gould: Rasmussen er selv barn af 60’ernes antidogmatiske brug af materialer, med afvisning af de gamle begrundelser for fremskridt, og med gode argumenter for den ahistoriske kompositionspraksis. Ganske som Gould var det, efter at han havde sagt farvel til koncertsalen.

Komponisten Gould
Bogens forfatter er først og fremmest den forstående analytiker, der vil skabe nye indsigter snarere end at foretage kritiske udmålinger. Rasmussen diskuterer med sig selv, stiller en række facts om Gould på en lang række, som tilsammen danner et bestemt billede. Derefter går Rasmussen bag om disse billeder og hiver nye vinkler frem for derved at godtgøre kunstnerens tilsyneladende mærkværdige måde at være menneske og kunstner på.
Med røntgen-agtigt blik og sans for psykoanalytikerens metode gennemlyser Rasmussen Goulds liv og finder, ikke overraskende, hændelser i barndommen, herunder den moderlige opdragelse, som konstituerende for det, der senere ligner en ophobning af paradokser og sygelig trang til selviscenesættelse og behov for personlig bekræftelse.
Metoden er hele tiden at stille kvalificerede spørgsmål i stedet for afrundede svar. Karakteristisk nok ender bogen med et spørgsmål. Gennem denne metode inddrages læseren i sonderingerne, man føres med og lærer at se nye sider af Goulds kreative virke.
Nyt er det at se Gould som komponist ved det tekniske montagebord i studiet, efter at pianisten som 32-årig megastjerne havde trukket sig tilbage fra podiehelvedet for at dyrke hvad han kaldte »min kærlighedsaffære med mikrofonen«.
I de nye omgivelser dekomponerer Gould med alle midler.
Han eksperimenterer med materialet og angriber selve avantgardebegrebet – altså den gamle ide om at der er en bestemt udviklingslogik i materialet.
Gould ønsker på den ene side den totale kontrol over materialet og i det hele taget enhver situation, men han bruger den nye teknologi til at skabe lyd og billedet, hvor al musik og al lyd – uafhængigt af tid og tid – er tilgængeligt som råmateriale for den kunstneriske proces. Kontrollen henviser til Schönbergs bogholderi, men resultatet, stilarternes heterofoni med pastiche, ironi, masker og lag-på-lag-teknik, peger mod Cage som æstetisk mentor. Deraf bogens titel fordi det musikalske resultatet er ’urigtigt’, ’sammensat’, i ordets egentligste forstand et kunstgreb.
Adskillige gange må Rasmussen en tur rundt om Cage for at forklare sammenhænge. Man forstår at Rasmussens sympati for Cage er
usvækket og at han gerne tolker Gould ind i den forståelsesramme. Det kammer dog aldrig over, som hos f.eks. Stockhausen-apologeterne, der ikke kan høre noget musik uden at det øjeblikkelig minder dem om noget, papa Stockhausen har skrevet eller tænkt før.
Rasmussen er cageianer, men med kritisk distance og højt til loftet og med mod til at trække det modsatte synspunkt ind i diskussionen. Dialektikken og den æstetiske friktion er centralt i hele måden, Karl Aage Rasmussen nærmer sig stoffet på. Til formålet egner outsiderne sig, fordi de repræsenterer det urene i kunsten, det utilpassede. Deres liv og kunst er som drivremme i den rasmussenske motor: Ives, Scelsi, Busoni, Nancarrow, Nono ...

Kunst og liv
Den kreative løgn mimer sin genstand i den forstand, at den ikke er bygget op efter en bestemt udviklingslogik. Emnet angribes fra et væld af forskellige synsvinkler og med brug af lægevidenskab, psykologi, mentalitetshistorie, musikvidenskab, filosofi ...
Hvor man i andre sammenhænge irriteres af forfattere, som ustandselig skal udbasunere, at dette og hint minder dem om alt muligt andet, som forfatteren i øvrigt har kendskab til, ender Rasmussens tag-selv-bord ikke med et ædegilde, men nøje udvalgte ingredienser, der ene og alene har til formål at belyse et bestemt område.
Efter læsningen føler man sig beriget og frem for alt klogere på bestemte forbindelser mellem kunst og levet liv. Karl Aage Rasmussen er god at være uenig med, fordi hans diskussioner aldrig har finalkarakter. Når han skriver at »... musikhistorien næppe ville have set stort set anderledes ud om Mozart aldrig havde sat sine ben i den ...«, så er det en af de provokationer, der kalder på både refleksion og modstand.
Karl Aage Rasmussen skriver så irriterende godt, at man – ofte modvilligt – må se sig selv adoptere hans tanker og formuleringer. Hans bog er lige vedkommende – jeg havde nær sagt nødvendig – for læg som lærd.
Anskaf desuden pianistens fortolkning af Bachs Goldbergvariationer, der er noget af den smukkest klingende arkitektur, verden har set.

*Karl Aage Rasmussen: Den kreative løgn’. Tolv kapitler om Glenn Gould. 124 sider. Gyldendal. Udkommer i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her