Læsetid: 4 min.

’Egentlig er det en forførelse’

Debutanten Lone Hørslev Rasmussen om at skrive og læse med kroppen
6. november 2001

Litteratur
Da Erik Skyum-Nielsen i torsdags anmeldte Lone Hørslev Rasmussens digtsamling TAK, kaldte han hendes digte for »poetisk fuldemandsgang«. Det var en karakteristik, den 26-årige debutant blev særligt glad for.
»Den beskrivelse viser, at det er lykkedes at få digtene til at virke på den rigtige måde. Jeg er meget optaget af, at digte skal have krop og bevægelse. Derfor blev jeg glad for Skyums metafor. Den har ligesom fanget projektet.«
– Hvad er projektet?
»Jeg tænker teksten som en slags krop, læseren skal bevæge sig sammen med. Jeg vil gerne have, at teksten kan byde op til dans og føre eller forføre læseren hen mod nye steder. Men det kræver at læseren er villig til at bevæge sig og til at lege med. Det er vigtigt for mig, at teksten fungerer som en krop, og derfor betyder det mundrette også meget for mig. Det er stemmen der skaber flow’et og rytmen, ligesom det er
syntaksen og linjebruddet, der dikterer retningen i dansen.«
– Hvordan bliver en stemme kropslig?
»Det gør den ved at være troværdig. Jeg bryder mig personligt ikke om digte, hvor ordene skal udtales anderledes end i virkeligheden. Jeg kan godt lide at prøve at ramme en mundtlighed, som er nutidig og minder om den måde, vi almindeligvis henvender os til hinanden på. Derfor taler digtene også meget om dagligdags ting.«

Hverdagen t/r
Nu skal man ikke tro, at Lone Hørslev Rasmussens digte er specielt tilforladelige af den grund. Dagligsproget afbryder, overlapper og nedbryder sig selv i hendes digte, akkurat som det gør i virkeligheden. Men det bliver også bogstaveligt på de ’forkerte’ tidspunkter, metaforerne rammer galt eller løber løbsk, og dagligdags vendinger vender sig en ekstra gang. Hvorved det, der umiddelbart er letflydende, mundret og dagligdags, bliver underligt og forunderligt.
»Skridtet ud i det absurde er ikke særlig langt. Netop som man forsøger at skrive noget, der er troværdigt, kommer der en skævhed ind. Når man kigger lidt efter, er der jo ingenting, der er troværdigt eller hyggeligt. Hvis man bare stoler på det, der er, så har man ikke øjnene åbne. Så er man ikke åben for virkeligheden.«
– Er dine digte søgende?
»De er snarere rådvilde. Selv om de nogle gange nærmer sig det mystiske, er de i hvert fald hverken søgende i religiøs eller filosofisk forstand. Det ville være for langt fra hverdagen. Jeg kan egentlig bedre lide at opleve end at forstå. I lang tid var jeg besat af Kirsten Hammanns forfatterskab. Hun gik mig så meget i blodet, at jeg til sidst var nødt til at skrive en opgave om hende på universitetet for at analysere mig videre. Hendes stemme er så insisterende, at jeg måtte pinde hende ud, så jeg selv kunne gøre mig fri og skrive noget andet. Hun er Mester-forførersken.«

Kvindelig skrift?
– Hvorfor skal litteratur forføre?
»Jeg læste en fransk forfatter, der hedder Hélène
Cixious. Hendes begreb om écriture féminine satte virkelig nogle ting på plads for mig. Pludselig kunne jeg forbinde alle mine store heltinder fra 90’er-digtningen ud fra nye begreber om krop og stemme. Jeg forstod, at det gælder om at tage teksten alvorligt som krop. Ligesom så mange andre taler jeg kropsligt om litteratur ved f.eks. at sige: ’den gik i blodet på mig’ eller ’den slog benene væk under mig’. De metaforer viser, at teksten skal virke kropsligt. Man skal røres på en fysisk måde, »så de små hår rejser sig i nakken«, som man siger. Det er derfor, jeg blev så glad over, at Skyum sammenlignede mine digte med fuldemandsgang.«
– Er den kropsbevidsthed specielt kvindelig?
»Det tror jeg ikke. Forfattere som Peter Laugesen og Dan Turèll arbejder også meget med det mundtlige og det kropslige. Men til gengæld tror jeg, at der er forskel på mænds og kvinders måde at skrive og læse kropsligt. Det må være, fordi vi har forskellige kroppe. På Forfatterskolen har jeg opdaget, at de fleste af de mandlige elever udelukkende læser andre mænd. Jeg spurgte en af dem, hvorfor han aldrig læste kvindelige forfattere, og han svarede, at det var, fordi mænd skriver bedre. Jeg kan kun sige, at det er ikke min oplevelse.«
»Når jeg selv er så glad for 90’erne, hænger det sammen med, at det var et årti med mange store kvindelige digtere: Kirsten Hammann, Katrine Marie Guldager, Pia Juul og Naia Maria Aidt. De er alle sammen gået ’under huden’ på mig.«
»Problemet er, at man tit kommer til at tale om det kvindelige som det sekundære. Det lyder næsten befængt at sige, at man er inspireret af andre kvinder. Men man må lære at acceptere det kvindelige for at være mange ting. Det er så ærgerligt, at man ikke kan tale om det mandlige og det kvindelige uden at knytte det til en masse modsætningspar: Det rationelle og det irrationelle, det dynamiske og det statiske, herren og slaven. Det må vi ud af! Kønnene er så meget mere komplekse end det!«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu