Udstilling
En af det forgangne århundredes kæreste klicheer lyder sådan: De store fortællingers tid er forbi. Dette postulat hviler som dødens hånd over Nationalmuseets forsøg på at dokumentere og illustrere Danmarks og danskernes historie fra Enevældens indførelse til hvad man med en Orwellsk eufemisme kalder de fredsbevarende styrkes indsats på Balkan.
Den Danmarkshistorie, der ligger til grund for de samlinger, Nationalmuseet ejer, er de national-liberales, junigrundlovens, det såkaldte folkestyres. Man har erhvervet og modtaget gaver, der følger slægternes spor i stort og småt, men nu viser det sig med smertelig tydelighed, at en stor del af genstandene er ekstremt dårligt egnede til at fortælle historie for nutiden.
Er det for eksempel stadigvæk interessant at se de etnografiske opstillinger af dragter fra land og by og herregård? Hvad fortæller folkedragter om Islands stilling i det danske samfund og dagliglivet i jordhytterne, for ikke at tale om den islandske folkekultur teksten hævder blomstrede på sagaøen? Hvad beretter en fin snedkers paneler, når det ikke er Diderich Schäffers egne møbler, der står i stuerne fra Magstræde? Hvor karismatisk er Thorvaldsens hårlok eller en syæske, der angiveligt har tilhørt Hans Egedes kone, Giertrud Nielsdatter Rasch (1673-1735), selvom den har et maleri på låget, der må stamme fra omkring 1840erne? Grumme lidet kan den i hvert fald berette om Grønland under enevælden!
Anekdotisk fortællen
Hele problemkomplekser kommer derved til at falde i det anekdotiske, som når man fortæller, at »I København var jøden med silkebånd og jøden med piskebånd kendte skikkelser. Jøder måtte drive handel, ikke håndværk.« Hvor blev Jødefejden af? Eller grosserer Nathansson og Meir Aron Goldschmidt? Debatten mellem assimilerede og ortodokse? Det kan ikke vente, til vi får et Jødisk museum.
På samme måde kommer den første chauvinistiske krise under Tyskerfejden i det 18. århundrede helt ned i petit-afdelingen med en potpourridåse (et begreb, der formodes bekendt for ethvert skolebarn) med et portræt af A.P. Bernstorff, ligesom loven om indfødsretten i 1776 (Pia, læs her!) ikke visualiseres. Når man kun ville give embede til de folk, der tilfældigvis var kommet til verden her i landet, tvang man de mest begavede kunstnere ud: Jean-Francois Saly, N.-H. Jardin og den poetiske portrætmaler Pilo fra Sverige.
Problemet i udstillingen er blot, at de fremmede aldrig træder i karakter, efter de
etnografiske opstillinger i det kronogisk første rum, som minder lidt om modellerne af nordmænd i det etnografiske museum i Sankt Petersborg.
Idylliserende
Ekstremt bliver dette i formidlingen af de sidste halvtreds års historie, der blander det registrerede partnerskab med Daells varehus og B&Ws lukning og bløde formuleringer om »fattigfirserne«, hvor »der blev flere posedamer«, mens »yuppierne, de unge, succesrige karriereorienterede, kunne lide at spejle sig selv og hinanden i cafeernes rustfrie ståldiske.«
I udstillingens sidste montre kan man læse, at »Krigene i bl.a. ex-Jugoslavien rejste en debat om NATOs og FNs roller i den nye verdensorden. Her kæmper den intetsigende neutrale sprogbrug med amerikansk politisk newspeak.
Krigen på Balkan har ingen realitet, og man skal tilbage til svenskekrigene for formuleringer som: »Soldaterne var krigens umiddelbare ofre«, »udplyndringer af gårde og voldtægt var ikke ualmindelige«, men det havde også der været oplysende at få at vide, hvor mange, der var under våben, og hvordan deres koner og børn klarede sig.
Generelt gives der for lidt statistik: Hvad skal man uddrage af udsagnet: »Nogle bønder gik over til økologisk produktion, men de fleste satsede på stordrift og specialisering.« Hvem, hvor, hvor mange? Så er man glad for en tekst, der beretter at i 1872 var omkring 10 procent af alle industriarbejdere børn eller oplysningen om, at i perioden 1915-19 blev 225 kvinder studenter mod 726 mænd.
Nul i formidling
Nationalmuseet har valgt at lade ting-ting-ting og tekst-tekst-tekst berette om tre århundredes dagligliv og, i mindre grad, åndelige strømninger. Man har dynget så mange genstande på hylderne i de kedelige sorte montrer med skiffergrå hylder, at ethvert overblik forliser allerede i de første minutter af rundgangen, særligt da intet er forståeligt uden læsning af de uindbydende tekster. Museet oplyste, at en poetisk kontrol af dette informations-overkill ikke havde været økonomisk muligt.
Det er oprørende, at landets vigtigste forsknings- og formidlingsinstitution i den grad opfører sig, som om museologi og viden om, hvorledes man kan iscenesætte og skrive fængslende ikke var tilgængeligt i Danmark.
Siden 1970erne har der på landets universiteter været undervist i museumsproblematikkerne, og en række danske museer har højst vellykkede permanente udstillinger. Torkil Funders banebrydende arbejde har sat sig spor i det fremragende lille museum i Års, hvor sansen for den enkelte genstands magi bærer igennem præsentationen af egnens fortid: Man glemmer ikke den kommodeskuffe, hvor Thit og Johannes V. Jensen tilbragte deres spæde barndom!
Når det gælder sproglig information gjorde Peter Seeberg et betagende job i Viborg, men man behøver ikke gå længere end til Vikingeskibsmuseet i Roskilde for at se, hvor præcist man kan udtrykke sig på dansk.
Det er ikke muligt, at man på Nationalmuseet ikke skulle have råd til et seminar med for eksempel staben fra Nationalencyklopædien og et par danske digtere. Men sproglig kontrol har altid været svagt prioriteret på landets kulturhistoriske flagskib som i de nye tekster endog demonstrerer en vaklende indsigt i dansk grammatik. Godt de indfødte ikke skal afkræves en eksamen i korrekt dansk!
Der er meget stor forskel på de enkelte tekster, men de fleste repræsenterer en klæg almengørelse, som ikke når frem til en egentlig pointe. Rent galt går det, når man en sjælden gang når frem til åndslivet med nogle upræcise generaliseringer om den nationale kunst, der ikke dateres præcist og et senere eksempel: »Gud er død! og mennesket et produkt af naturen. Denne videnskabelige og filosofiske erkendelse blev formuleret i 1800-tallet af naturforskeren Charles Darwin og filosoffen Friedrich Nietzsche.«
Gå på Københavns Bymuseum og se, hvor elegant man kan forklare Søren Kierkegaard igennem genstandene!
*Danmarkshistorier 1660-2000. En sammenhængende historie om landets historie og befolkning fra 1600-tallet til i dag. Nationalmuseet fra lørdag og ti år frem i tiden
