Læsetid: 7 min.

Fantasien flyder frit

Fantasy-genren giver sin læser mulighed for at leve med i et eventyr og lade sig bekræfte i en naiv, men behagelig forestilling om, at verden ikke er helt så håndgribelig, som man går rundt og tror
23. november 2001

(2. sektion)

Fantasy
Jeg tvivler på, at der er så meget mere mellem himmel og jord, end det jeg kan se eller tage og føle på. Formodentlig er det derfor, at jeg – og så mange andre mennesker – elsker at læse eventyr og fantasy. Til alle tider har eventyrerne – det være sig opbyggelige folkeeventyr, brødrene Grimms samlede, H.C. Andersens fermt konstruerede, moralske historier eller J.R.R. Tolkiens episke fortællinger fra Midgård – taget udgangspunkt i en fælles fortid eller genkendelig hverdag og vist hårdhudede agnostikere som mig alternative, pirrende verdener fulde af magi og, ja, eventyr, samtidig med at de har tumlet med nogle af livets større spørgsmål: Tro, kærlighed, seksualitet, det gode over for det onde etc.
For tiden er de litterære eventyr så populære som aldrig før. Takket være Harry Potter, en bebrillet knægt med strithår og et lynformet ar i panden, har millioner af børn, unge og voksne verden over i de seneste fire år kunnet tale med om Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab, Norske Takhaler og de spændende butikker i Diagonalstræde.
Harry Potter-bøgerne er et klassisk stykke fantasy om en dreng, der kæmper for at skabe sig en identitet og finde sin plads i verden. Undervejs får han gode venner, arge fjender, oplever kærligheden og udsættes for en masse prøvelser.
Som fantasy-genrens fader J.R.R. Tolkien gjorde det i Hobitten og Ringenes herre konstruerer Rowling, der har planlagt syv bind om Harry Potter, sin fortsatte historie som en dannelsesrejse, hvor hovedpersonen rejser ud i verden og er blevet klogere og mere moden og voksen, når han kommer hjem.
På den måde er det ikke mindst drenge og piger på Harrys alder – han bliver 11 år i den første bog og et år ældre for hvert bind – der synes, at det er spændende at følge den unge troldmand og hans gode venner Ron og Hermione, som de vokser op og uddannes i livet og den svære kunst at få en fjer til at levitere.

Mindre på spil
Der er nok mindre på spil i Harry Potter-bøgerne end i Tolkiens Ringenes herre eller Philip Pullmans beslægtede trilogi om pigen Lyra. Men Rowlings gevinst er, at hun har fået så mange børn til at læse i stedet for at se tv eller spille computerspil. Det har hun klaret med en solid og opfindsom blanding af litterær fastfood – action, spænding og humor – bedst beskrevet som et mix mellem Tolkien, De fem og Jan- og Puk-bøgerne.
Rowling skriver godt – ikke for at moralisere eller uddanne, men for at underholde og fortælle historier, som hun selv gider læse, og som handler om børn på samme alder som læserne og foregår i en parallelvirkelighed, der slet ikke er så fjern fra vores. Identifikationen er stor på trods af de fantastiske elementer, og deri ligger en stor del af seriens tiltrækningskraft.
»Der er noget helt specielt ved den bog, som jeg først rigtig blev klar over, da jeg gik i gang med andre bøger bagefter,« sagde 13-årige Emil til Aktuelt sidste år. »Det er måden, den er skrevet på. Det virker, som om forfatteren virkelig har oplevet det hele. Det er så levende beskrevet.«
Hvor Tolkiens bøger, især Ringenes herre, i høj grad er litterære oplevelser, som taler til et ældre og voksent publikum, der kan overse mere komplekse strukturer og virkeligheder, favner Rowling bredere, fordi hun stiller færre og mindre krav til sine læsere.
Omvendt må man ikke glemme, at Rowlings univers og karakterer udvikler sig i takt med, at Harry Potter bliver ældre – som det allerede er sket med den fjerde bog, Harry Potter og flammernes pokal, i hvilken tonen er skærpet i forhold til den første bog, bl.a. dør en af de faste karakterer, hvilket giver Rowling mulighed for beskæftige sig med et alvorligt og relevant emne.

Efterfølgerne
I sin tid inspirerede Tolkiens værker – der selv er inspireret af oldgamle fortælletraditioner og sagn og myter – andre forfattere til at bevæge sig ind i fantasifulde verdener. Bl.a. skrev hans ven og kollega i Oxford, C.S. Lewis, en række bøger om Narnia, det magiske land hinsides klædeskabet.
En serie, mange har læst som børn, men som med sine åbenlyse kristne symbolik og moraliseren er noget sværere at sluge som voksen. Tolkien havde også et kristent fundament, men docerede mindre end Lewis, og lidt populært kan man vel sige, at Tolkien skabte en vidtrækkende verden, fordi også skabelsesprocessen interesserede ham, og den verden blev selvfølgelig præget af sin skaber. Lewis synes mere at have skabt sin verden, fordi han ville have et sted for børn, hvor han kunne komme af med sit mere bastante, kristne budskab.
Tolkien har sat sit præg på generationer af fans, siden Ringenes herre første gang udkom i 1950’erne. Karen Syberg beretter andetsteds her i i2 om, hvordan blomsterbørnene tog Tolkiens bøger til sig som utopien om et bedre liv, mens deres børn – min generation – har brugt bøgerne som inspiration til de rolle- og brætspil, som var så populære i 1980’erne.
Spil, hvor man i kraft af sin fantasi og en række medspillere simpelthen tager del i en handling, der som f.eks. Dungeons & Dragons (Grotter & Drager) lægger sig op ad Tolkiens tankespind.
Siden er opstået en milliardindustri omkring adventure-computerspil baseret på Dungeons & Dragons og Tolkien.
Og ind imellem kom filminstruktøren George Lucas med sin vanvittigt populære Star Wars-trilogi, der er mere fantasy end science fiction og tydeligvis har lånt elementer fra Tolkien, samtidig med at Lucas selv har digtet kraftigt videre. Hans utopi er ikke kristen som Tolkiens, snarere buddhistisk eller new age-agtig. (Rowlings er anarkistisk, antiautoritær og ateistisk.)
Men fælles for Lucas og Tolkien og deres unge kollega Rowling er, at de har skabt udstrakte universer med egen historie, egen flora, egen fauna, egen kultur og særegne sprog, alt sammen bygget op fra bunden.
Lader man sig overbevise og bliver transporteret til Midgård, Hogwarts eller den fjerne galakse for så længe, længe siden, er der mulighed for at rejse rundt på egen hånd og udforske universet eller endog være med til at udvikle det. Med Lucas som undtagelsen er det en af grundene til, at fantasy fungerer bedst på skrift – genren taler i udpræget grad til fantasien og giver læserne mulighed for at danne egne forestillinger om det, de læser.

Harry og det store hysteri
Interessen for fantasy og verdensbyggeri har altid været stor hos forbrugere og skabere af film, tegneserier og litteratur, og etablerede forfattere som Stephen King og danske Dennis Jürgensen har prøvet kræfter med genren. Men det er med udgivelsen af den første Harry Potter-bog, Harry Potter og de vises sten, at genren som litteratur har fået tag i et både ungt og millionstort publikum verden over.
Interessen er ikke blevet mindre med Chris Colombus’ filmatisering af Harry Potter, som får dansk premiere i dag, eller med Peter Jacksons ambitiøse, tre film store filmatisering af Ringenes herre – hvoraf den første får verdenspremiere den 19. december.
Harry Potter-feberen har hensat bogbranchen i en tilstand af hysteri, og mange kræfter bruges på at opspore eller opdyrke den næste litterære succes, den næste Harry Potter. Resultatet er det problematiske, at der udkommer meget bras, men også det positive, at unge, danske forfattere med en fortid som rollespillere og Tolkien-læsere får en chance med deres egen fantastiske litteratur.
En af dem er den kun 24-årige Kenneth Bøgh Andersen, der har ladet sig inspirere af især C.S. Lewis til fantasy-trilogien Slaget i Caïssa, om den helt almindelige dreng Frode, der bliver involveret i kampen mellem godt og ondt.
»Jeg har læst meget af den slags, hvor der er en parallelverden,« sagde han i et interview, da trilogien udkom sidste år. »Man skal fortælle en spændende historie, mine bøger er jo en hyldest til den genre, til Narnia-bøgerne og al det, der har betydet noget for min fantasi. Netop i sådanne universer er der ingen grænser for, hvad der kan ske. Det er lækkert bare at kunne lade sin fantasi flyde derud af.«
Og det er præcis dét, fantasy handler om: At lade fantasien flyde frit!q

*Alan Lees tegninger på denne opslag stammer fra David Days og Alan Lees Tolkiens Ring, som er omtalt på side 5, 6 og 7. Bogen er netop udsendt på Gyldendal.

FANTASY
Med hovedværket, det tre bind store Ringenes herre, og forløberen Hobitten – skrevet mellem 1936 og 1955 – har den engelske forfatter og sprog- og litteraturforsker J.R.R. Tolkien (1892-1973) stået fadder til den afart af eventyret, som med et forjættende ord kaldes fantasy. Det engelske fairy-tale – fe-fortælling – favner ikke bredt nok, ejheller den danske oversættelse, eventyr. I Encyclopedia Britannica beskrives fantasy således: »Fantaserende fiktionsgenre, der opnår sine effekter i kraft af fremmedartethed i omgivelser (såsom andre verdener eller tider) eller fremmedartethed i figurer (såsom overnaturlige eller ikke-naturlige væsener).«
Om fantasy-genren – eventyret – skriver Tolkien selv i essayet ’Om eventyr’ fra bogen Træ og blade: »En ’eventyrhistorie’ er en historie, der handler om eller benytter Eventyrverden, uanset hvad hovedformålet måtte være: Satire, spænding, moral, fantasi. Eventyrverden kan måske nærmest oversættes ved Magi. (...) Eventyrland rummer meget andet end elverfolk og feer, samt dværge, hekse, trolde, kæmper eller drager – det rummer nemlig også havene, solen, månen, himlen; og jorden og alt, hvad der findes der: Træer og fugle, vand og sten, vin og brød, og os selv med, almindelige dødelige mennesker, når vi er fortryllede.«
Og han fortsætter: »Eventyr drejede sig ganske enkelt ikke om sandsynlighed, men om evnen til at vække lyst. Hvis de vakte lyst og tilfredsstillede den, samtidig med at de ofte skærpede den uudholdeligt, så var de vellykkede.«
CMC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her