Farvel og tobak til tekstens stof

Essay
1.
Kl. 23.59 tirsdag d. 7. maj 1996 stod jeg og pulsede løs på min pibe, mens jeg gennem røgskyerne stirrede ned på armbåndsuret, hvor sekundviseren ilede. Netop idet den ramte 12, lagde jeg piben fra mig, for da fyldte jeg fyrre, og præcis da holdt jeg op med at ryge efter at have holdt dampen oppe i 27 år. Der var intet, jeg hellere ville end fortsætte med at ryge – det skulle da lige være at fortsætte med at leve. Og netop derfor måtte jeg lægge min højtelskede tobak helt fra mig, eftersom tiden og adskillige velmente forsøg havde vist, at jeg idiotisk nok var ude af stand til at holde mit forbrug nede på de sundhedsmæssigt acceptable tre-fire stop om dagen, som alligevel er de eneste, der smager rigtig godt, mens resten bare holder abstinenserne fra døren og hovedpinen ved lige. Jeg røg, når jeg arbejdede, og når jeg skulle slappe af. Når jeg morede mig, og når jeg kedede mig. Når noget skulle fejres, eller en dårlig nyhed fordøjes. Når jeg ventede på noget, og når noget var overstået. Kort sagt: Jeg røg altid og kunne kun ryge konstant eller slet ikke. Stop eller non-stop. Ligesom kommissær Maigret havde jeg altid to, gerne tre, piber på mig, så når den ene var røget for varm, kunne jeg tænde den anden, mens den første lagdes til afkøling og så videre og så videre, døgnet rundt, dag ud og dag ind. Mens årene gik. På det seneste havde jeg tilmed fået den hæsligt afdankede vane også at ryge, når jeg vågnede om natten, og når jeg næste morgen slog øjnene op, hostede og harkede jeg som en gammel havneluder i et tre kvarter langt støjende og storkremtende anfald, der kun kunne lægges låg på ved at få ild på dagens første pibe og så ryge godt igennem. Til gengæld for den kolossale nydelse, jeg aldrig vil nægte, at tobakken gav mig, var jeg helt indstillet på at måtte snappe efter vejret, have knaldende hovedpine, være tynd og træt og fremvise et af tobaksplak totalt karamelliseret tandsæt. Men på det seneste var jeg blevet bange.

2.
Jeg var blevet bange, fordi folk, der kun var omkring ti år ældre end jeg, var begyndt at dø. Den ene efter den anden. Hans-Jørgen Nielsen døde i 1991, Dan Turèll i ’93, fem år senere også Harly Sonne, der længe havde set frygtelig skidt ud – og ingen af dem blev 50. Som ung oplever man et år som uoverskuelig lang tid, ja, man kan slet ikke forestille sig, hvor man til dén tid vil være henne, og når den 17-årige ser tilbage på sig selv som l6-årig, kan han knapt kende sig selv, så ofte og så radikalt mener han at have ændret sig. Man ’udvikler’ sig og ryster overbærende på hovedet ad de bøger og de plader, som for et år siden betød alt. Da jeg selv var 20, og Turèll 30, syntes jeg, at livsafstanden imellem os var astronomisk, men da jeg sytten år senere boede i Bakkehuset og tit mødte en svedende, afmagret og tydeligvis meget syg Dan Turèll på vej til købmanden på Frederiksberg Allé, var det slet ikke svært for den 37-årige at forestille sig, at han selv – om et øjeblik – var ti år ældre. Og dermed på alder med denne mand, som jeg savnede, allerede før han var væk. Når man som 40-årig pludselig er gammel nok til at kunne sige »for tyve år siden« (og huske en datidig hændelse med samme sanselige skarphed og fylde som man husker solen, der væltede ind ad vinduet i morges), er det samtidig blevet muligt ikke bare at sige »om tyve år«, men også rent faktisk at se sig selv for sig som 60-årig. Og lige så let det altid har været at forstå, at det, man foretager sig i dag, får følger i morgen, lige så indlysende er det nu, at det, man gør eller undlader i dag, får konsekvenser om ti år, for pludselig opleves et tiår - om ikke så kort som en dag – så dog som kortere end nogensinde før. Jeg tror, at dette sælsomme fænomen, som vist slår de fleste med undren – at tiden synes at gå hurtigere og hurtigere, jo ældre man bliver – har sin egen logik. For hvis man som ung ikke synes, at man har oceaner af tid og når som helst kan slippe, hvad man står med i hænderne og begynde forfra på noget helt femte, vil man mangle dét sorgløse overskud, der skal til for at turde kaste sig ud i eksperimenter, som for 90 procents vedkommende ender i intet, men takket være hvilke de sidste 10 procent viser sig at resultere i ny medicin, nye digte, nye måder at leve i verden på. Og hvis man som voksen omvendt savner fornemmelsen af, at det ’strammer til’, vil man bare sjuske med livet, hverken passe på sig og hinanden eller økonomisere med tid og kræfter, så man får gjort og set og givet og nydt alt det, man skal.

3.
Af en eller anden grund virker en pibe mere nisseagtigt harmløs end cigaretter, en opfattelse min far, der selv er sammenbidt piberyger, altid har understøttet ved at hævde, at rygningens skadelige virkninger slet ikke skyldes selve tobakken, men derimod cigaretpapirets »høje forbrændingstemperatur«. Tidligt mistænkte jeg denne bekvemme teori for at være en anelse hjemmerullet, men uanset hvad, kan det næppe være sundt at bappe uophørligt livet igennem. Og at det lige præcis var dét, jeg havde gjort, gik på en rystende overbevisende måde op for mig, da jeg for en seks-syv år siden gennemgik gamle familiefotos og var ude af stand til at finde bare et enkelt billede af mig selv uden pibe – ja, selv på klassebilledet af 1. Real B, St. Heddinge Hoved- og Realskole, 1971, har jeg som den eneste Gudhjælpemig den evindelige snadde i munden. Når jeg nu sammenholdt billedernes tydelige tale med min alder og de kun-lidt-ældre kollegers død, følte jeg, at jorden for alvor begyndte at brænde under mig. Samtidig fik jeg den fornemmelse – som jeg naturligvis ikke kan bevise videnskabeligt – at det er årene, fra man er fyrre, til man bliver tres, der er de rigtig farlige, hvad giftstofferne angår, hvad enten vi nu taler om nikotin, alkohol eller forskellige former for narkotika. Som 40-årig har man nemlig haft så lang tid til at indarbejde sin afhængighed, at den er blevet meget svær at slippe af med igen, og samtidig er ens krop holdt op med at regenerere og mirakuløst genopstå hver morgen, som den gjorde, da man var tyve og klokken 7.30 kunne gå direkte på arbejde efter at have kævet og kæderøget natten lang. Fra at være en uudtømmelig energikilde og en størrelse, der kontinuerligt forynger sig selv, er kroppen pludselig noget, man forbruger, og som kræver omhyggelige tilførsler af næring, søvn og almen vedligeholdelse for overhovedet at være til at holde ud at slæbe rundt på. Desuden tror jeg, at der er stor forskel på, om man bruger giftstofferne, når man har det sjovt og gerne vil have det endnu sjovere, hvad man jo typisk gør som ung, eller om man bruger dem, fordi man har det ad Helvede til og ønsker lidt opmuntring, hvad man får god grund til, som årene går. Når man runder de fyrre, kan de fleste godt trænge til en opstrammer, for pludselig skal folk, der ikke er så fandens meget ældre end èn selv, i tide og utide til hospitalsundersøgelser, der foruroligende beroligende omtales som »ren rutine«, venskaber, man troede skulle vare hele livet ender i underlige blindgyder af trykkende tavshed, og uanset om karrieren er gået godt eller dårligt, er der grunde nok til at tage sig en smøg og bunde glasset: Er det gået godt, har man meget at tabe og mærker nu de unges pust i nakken, er det gået knapt så godt, må man indstille sig på, at så meget mere bliver det nok heller ikke til. Er der bare èn dag mellem man er fyrre og tres, hvor der ikke er en god, objektiv grund til bekymring? Og er det ikke netop i dette tidsrum at kroppens tolerance over for gift bare falder og falder?

4.
Selvom jeg nu nægter mig nydelsen, kunne det aldrig falde mig ind at lyve om nikotinens fantastiske egenskaber. Først og fremmest er den tekstens stof par excellence, for som enhver læsende og skrivende ved, rejser nikotinen teksten op i 3-D, gennemlyser skriften med en svimmel klarhed, skarpsliber konsonanternes kanter og mætter sætningerne med hemmelighedsfulde transmissioner fra vokal til syngende vokal. Og lige som forfattere viger tilbage for at gå i psykoanalyse og få løst deres problemer – hvad skulle de så skrive om ? – opgiver de nødigt tobakken: Hvordan skulle de så overhovedet kunne skrive ? For uanset om man sidder og læser sin yndlingspassage fra Marie Grubbe (dén, hvor unge Marie vrider sine nøgne arme rundt i rosenbladene), eller man arbejder på et af sine egne små, haltende poemer, indgyder giften lige det ekstra sus i syntaxen, der gør hele forskellen. Desuden har nikotinen den mærkelige evne, at den så at sige gør, hvad man beder den om: Hvis man vil samle sig, hjælper den virkelig på koncentrationen, vil man derimod adspredes, sørger den for afslapningen, mens man med blikket dovent følger røgens blå gespenst. Og for at det ikke skal være løgn, kan nikotinen oven i købet udvirke, at man på én gang er adspredt og koncentreret og dermed løftet over i den mærkeligt privilegerede tilstand, der er optimal til intellektuel kreativitet. Endelig vil jeg hylde et særligt fortrin, denne stimulans har frem for så mange andre, nemlig at der først skal betales for nydelsen senere. Og her tænker jeg ikke på de dystre langtidsudsigter til lungekræft og hjerteslag, men simpelthen på den drønende hovedpine og totale udmattelse, enhver storryger ramler ind i et par gange om dagen. Men inden disse daglige skavanker punktligt sætter ind, potenserer nikotinen for et par timer helt omkostningsfrit arbejds- og fokuseringsevnen, modsat f.eks. spiritus, der ligesom tobakken nok bringer nyderen i en ønsket tilstand, men samtidig øjeblikkeligt kræver alkoholens akvarieagtige sorgløshed betalt med snøvlen, fumlegængeri og almindelig tåbelighed.

5.
Da jeg omsider lagde tobakken på hylden, opdagede jeg til gengæld, at nikotinens højt besungne evne til beroligelse ganske enkelt er en illusion. Rygere, der overvejer at holde op, kvier sig af gode grunde ved at give afkald på en af tilværelsens 5-stjernede nydelser, men er ikke mindst skrækslagne ved tanken om, hvordan de skal komme igennem livets mange ængstende øjeblikke uden den dulmende tobak. Hvordan udholde tyve minutter i tandlægens venteværelse? Afvente en afgørende telefonopringning? Tale ’under fire øjne’ med kæresten eller ’give møde’ på et bistert kontor? Kort tid efter at jeg var holdt op med at ryge, var jeg i alle den slags stressende, bekymrende og tvetydige situationer langt mere rolig og modig, end jeg nogensinde havde været som ryger. Forklaringen er enkel. Hver gang man ryger en cigaret eller en pibe tobak, mættes et behov for nikotin, som imidlertid blev skabt af den forrige smøg, ligesom den cigaret, der netop nu beroliger trangen, i sig selv producerer nye abstinenser, som kun kan dæmpes med nok et hug osv., osv. Har rygeren således helt ret i, at røgen virker beroligende, gør han sig dog sjældent klart, at lige netop til dét formål vil han nok slet ikke savne tobakken, eftersom det er den selv, der skaber størstedelen af den uro, der skal bekæmpes.

6.
Skønt mandefaldet blandt mine kun ti år ældre kolleger efterlod et voldsomt indtryk på mig, var det nok i sidste ende alligevel ikke dét, der gjorde udslaget og fik mig til at sige farvel til tobakken. For hvor skræmmende det end er, at mennesker, man tager for lige så givet som Karlsvognen og De Gule Sider, pludselig bare lægger sig ned og dør, gør kendsgerninger dog kun et begrænset indtryk på rigtige rygere, som nok anser det for overvejende sandsynligt, at de andre vil dø af deres skørlevned, men som samtidig føler sig selv omfattet af en mystisk undtagelsesparagraf. Man satser kort sagt på at have ’gode gener’ og elsker derfor historier som dén, min veninde Pernille for nylig fortalte efter en begravelse, hvor hendes 99-årige faster Grethe havde feset cerutter af, så det var en gru. »Hvor længe har du røget de dér,« spurgte Pernille. »Uafbrudt siden 1939,« svarede faster Grethe. Nej, hvad der virkelig fik mig til at stikke piben ind var, at jeg inderst inde godt vidste, at jeg for mit vedkommende løj, når jeg – i kor med alle forfaldne – erklærede, at »jeg vil hellere ryge, og så dø de år tidligere, end kede mig resten af livet.« For samtidig med at jeg bekendte mig til denne stoiske lære, var jeg helt på det rene med, at dén kækhed kunne jeg bare ikke stå inde for, den dag en mand med hvid kittel og le under armen kom ind og sagde »Og så er det din tur«. »Øh.. nææ.. jeg tror alligevel hellere, at jeg vil kede mig et par år. Skal vi så sige, at jeg holder op nu? Okay? Okay?« Jeg har under ingen omstændigheder lyst til at dø, men den dag, det ikke kan være andet, vil jeg i det mindste helst ikke føle mig ubærligt åndssvag og knust af fortrydelse over, at det er min egen skyld, klokkerne ringer. Dén erkendelse udgjorde beslutningens bundlinie.

7.
I årevis, inden det lykkedes, havde jeg ønsket at holde op og forgæves forsøgt mig med alt mellem himmel og jord. Det modbydelige nikotintyggegummi såvel som de fornedrende plastre. Udsigtsløse nedtrapninger, der ved det første det bedste påskud nødvendigvis måtte dispenseres for. Selv den stygge hypnotisør Ali Hamann fik jeg opsøgt, fordi jeg havde læst, at manden havde bragt adskillige kvinder i trance og forlystet sig med deres viljesløse kroppe. Han må være virkelig effektiv, tænkte jeg. »Det er meget vigtigt, at du ikke ryger bare et enkelt stop bagefter,« indskærpede han »ellers virker behandlingen ikke«. Det er sgu’da klart, det er jo det, jeg betaler dig 700 kroner for at forhindre mig i, tænkte jeg og måtte i toget hjem fra Silkeborg lige have en snadde at tygge dét paradoks igennem på. En dag gik det op for mig, at så længe der skal tyggegummi, nikotinplastre, troldmænd og komplicerede afvænningskure til, er det fordi man i virkeligheden ikke selv har viljen til at slippe tobakken, men skal have noget andet til at gøre arbejdet for sig. Og har man ikke viljen, må selv de mest udspekulerede hjælpemidler i sidste ende komme til kort. Altså besluttede jeg simpelthen at holde op fra den ene dag til den anden, og hvilken dag kunne være mere velvalgt end min runde fødselsdag? For efter højtideligt at have afsværget sin last på så symboltung en dag, ville det jo være en uafvaskelig vanære at begynde igen tre uger efter.

8.
Den gode nyhed er, at de fysiske abstinenser kun varer tre-fem dage, hvor man til gengæld stinker til himlen af nikotrang og irritation. Og vil man af andre grunde måske savne tobakken resten af livet, vender disse pinagtige symptomer aldrig tilbage, medmindre man begynder at ryge igen. I mit tilfælde var den dårlige nyhed, at jeg – efter at have udholdt den korte, fysiske abstinensperiode – i de følgende fire måneder skulle befinde mig i en sælsom og særdeles ubehagelig psykisk tilstand. Som bedst kan beskrives ved, at selv det mest velkendte blev fuldstændigt fremmed for mig. Og jeg mener ikke ’fremmed’ i en eller anden overført, eksistentiel forstand, men ganske bogstaveligt. Når jeg kom gående hen ad Gothersgade, hvor jeg dog har haft min næsten daglige gang siden 1972, føltes det, som gik jeg på en mig ukendt gade i en vildfremmed by. Ikke sådan at forstå, at jeg ikke var klar over, at om et øjeblik vil første sidegade på venstre hånd være Linnésgade, dernæst Rømersgade, hvor Arbejdermuseet jo ligger, osv., men i alt, hvad jeg så, var hele stemnings- og oplevelseskvaliteten så forrykket, at jeg fik en fornemmelse af, hvor uhyggelig en psykose må føles. Selv når jeg hver dag låste mig ind i min kære lejlighed, hvor ting og billeder og fotografier fra et helt liv kiggede på mig, føltes det, som kom jeg ind i rum, hvor jeg aldrig før havde sat mine ben. Jeg mistede hverken min evne til at arbejde eller omgås andre, og skønt jeg følte, at denne intense fremmedhedsfølelse hele tiden truede med at tage pippet fra mig, gjorde den mig vist alt i alt bare rigtig nedtrykt (– og oplevelsen har fået mig til at spekulere på, om nikotin i virkeligheden skulle være et langt stærkere stof, end vi normalt regner det for, og at netop dets evne til i første omgang kun at skærpe brugerens arbejdsmæssige og sociale evne, måske tilslører stoffets virkelige voldsomhed for os?). En dag blev jeg så inviteret til Edinburgh for at læse digte op, og denne rejse så jeg virkelig frem til, for da jeg aldrig havde besøgt byen, forudså jeg, at den uhyrlige uoverensstemmelse mellem en ydre verden, som jeg jo udmærket godt kunne genkende, og en indre oplevelse af den selvsamme verdens totale fremmedhed ville forsvinde, eftersom Edinburgh jo faktisk var mig fremmed, og dermed kongenial med min sindsstemning. Denne særegne logik viste sig at holde stik, og fra og med min Skotlandsrejse lettede det indre mareridt. Men samme aften jeg kom hjem fra Edinburgh, begyndte virkelighedens. Uden at tænde lyset stillede jeg kufferten i gangen, fordi jeg straks ville begive mig til Rigshospitalet, hvor min tidligere kæreste netop var blevet opereret for brystkræft. Telefonsvarerens lille røde øje blinkede i mørket. Der var besked om, at min far samme dag var blevet indlagt med buldrende blodforgiftning og lå på etagen under min veninde. Det viste sig, at jeg ikke kunne komme til at tale med nogen af dem, for de henlå begge i dyb, anæstetiseret søvn. De har det godt i dag, begge to, men det kunne ingen vide den aften for fem år siden, hvor jeg med uforrettet sag stod i Rigshospitalets trøstesløse foyer og egentlig godt kunne bruge en pibe tobak, men modstod.

9.
Det er en kendt sag, at nikotin tager appetitten, og når man har røget siden sit trettende år, heraf de seneste i hvert fald ti som storryger, er det klart, at der ikke levnes plads til mange kalorier. Fordi jeg ganske enkelt røg altid, havde jeg slet ikke lyst til mad, ja, til sidst var det kommet så vidt, at jeg oven i købet havde regnet ud, hvor lille en dagsration føde jeg kunne klare mig med, hvis kroppen stadig skulle holdes nogenlunde lodret. Men ikke så snart havde jeg sagt tobakken farvel, før jeg i stor stil begyndte at tage næring til mig, og tre måneder efter vågnede jeg så en morgen og lignede en kørelærer. Og jeg, der hele livet havde været tynd som en piberenser, fulgte nu fascineret i spejlet min forbløffende transformation fra magert udråbstegn til trivelig herre. Fordi det altid havde pint mig at være en tændstikmand, var jeg til en begyndelse faktisk svært forgabt i uformeligheden, og det var ikke uden en vis stolthed, jeg promenerede min nyvundne embonpoint. Nu, hvor forelskelsen i fedtet måske er kølnet en smule, frygter jeg, at det nok ikke bliver lettere at skære ned på vommen end på rygningen. Jeg har overvejet både grønsager og Bogensepille. Eller sku’ man ringe til Ali Hamann ?

10.
Da jeg blev ikke-ryger, svor jeg aldrig at synke så dybt som til at blive anti-ryger, eftersom disse emsige og selvretfærdige plageånder gennem årene havde forpestet og forpurret så mange gode stunder for mig. Selv i restaurantens eller lufthavnens fjerneste hjørne, hvor man mente, det nok gik an med en koger, blev man opsøgt af dirrende prædikanter, som kom anstigende fra lokalets modsatte ende og tydeligvis ikke havde følt sig det bitreste generet af røgen, men bare glædede sig sådan til at slukke et medmenneskes glød, omedelbart. Hvor tit har jeg ikke høfligt spurgt en forbipasserende om ild og fået det stolte svar »Jeg ryger ikke!«, selvom det jo egentlig ikke var det, jeg spurgte om, og hellere ville have en tændstik end et godt eksempel. Jeg har altid stakke af askebægre stående klar til mine gæster, og skønt jeg ikke ligefrem sætter mig ind i rygekupéer, er det – af frygt for at virke misbilligende – blevet et princip for mig ikke at rejse mig og gå, når der smøges i min nærhed (selvom andres røg jo sandt at sige aldrig har bekommet nogen, ej heller rygere, vel). Et halvt år efter mit afkald var jeg inviteret til New York for at læse digte op sammen med to virkelig hårdkogte rygere, nemlig Inger Christensen og Naja Marie Aidt, og de skulle få strenge tider i Amerika, for i dette land af puritanisme og excesser har man drevet helsehysteriet så vidt, at der i hele New Yorkstrup vist kun er en enkelt underjordisk klub tilbage, hvor rygning ikke er ildeset. En aften forlod de to damer en indisk no-smoking restaurant mellem to retter for udenfor at nappe en enkelt i en kælderhals ti trin under gadeniveau. Knapt havde de fået ild på cigaretterne, før en anden dansk forfatter, vi ikke anede var i byen, kom spadserende hen ad fortovet. »Hej Sven!«, råbte Inger Christensen nede fra dybet, og stor må Sven Holms forbløffelse have været, da han skævede hen mod slugten, hvorfra den kendte stemme lød og røgen bølgede som fra Helvedes nederste kammer. Herhjemme kan det stadig gøre mig grædefærdig af raseri i en taxi at se skiltet med teksten »Tak fordi De ikke ryger i vognen«, for det er dog den mest utåleligt sleske måde at udstede en ordre på. Næ, må jeg så bede om den cabdriver, jeg standsede engang på The Strand. Da jeg sprang ind i hans høje, sorte London-taxi og spurgte »Can I smoke in here?« svarede han venligt »You certainly can, Sir, as long as you do it quietly.«

11.
Hvis jeg bliver så gammel, vil jeg på min 70-års fødselsdag begynde at ryge igen, for selvom abstinenserne for længst er forsvundet, savner jeg stadig tobakken. Jeg skriver udtrykkeligt hvis, jeg bliver så gammel, for jeg bilder mig hverken ind, at livet er en søndagsskole med præmier til dem, der opfører sig ordentligt, eller at rationel adfærd giver magisk magt over virkeligheden – en indsigt, kunne man sige, der på den anden side bare ikke er fribillet til at handle imod bedre vidende. Det er langt fra hver eneste dag, jeg savner tobakken, men visse stjernestunder ville bestemt ikke funkle mindre festligt af, at der blev fyret lidt op under dem. Da jeg her i foråret stod og glædede mig over synet af mine genudgivne bøger i Knud Oddes smukke kassette, var der så afgjort lige noget der manglede, for hvor ville jeg dog gerne samtidig langsomt have ført tændstikken hen over pibehovedet, mærket nikotinen skylle i blodet og beundret hele herligheden gennem røgens vajende gaze. Den sidste, meditative time inden sengetid – dén hvor man sidder henslængt og falder i staver over natteskyernes rejse hen over byens tage – er stadig vidunderlig, men alligevel ikke helt den samme. Og ligesom film noir og smægtende, melankolsk storbyjazz er utænkelige uden røg, hører nikotin, sex og spiritus sammen; nætter på anløbne værtshuse med udsigt til noget med nøgne damer er ikke helt så herlige, nu hvor jeg har påbegyndt en tredive år lang rygepause. Til min 70-års fødselsdag ønsker jeg mig i øvrigt: 1 dåse tung, krydret mixture af mærket P.O. fra serien My Own Blend, plus en dåse af den på én gang skarpere og lidt lettere Premier Cru fra Alfred & Christian Petersen, Horsens. Desuden en tobakspung af bordeauxfarvet kalveskind, en Ronsonlighter i det klassisk strømlinede fremtidsdesign, der allerede længe har været rørende gammeldags, og endelig en slank, sandblæst Savinelli med sølvbeslag mellem hals og bid. Jeg kan næsten ikke vente.

*Søren Ulrik Thomsens essay er hentet i bogen ’E som Encyklopædi’, som udkommer på Gyldendal d. 13. november