(2. sektion)
*Jane Fonda og Vanessa Redgrave markerede sig især op gennem 1970erne som de mest politisk engagerede blandt de kvindelige filmstjerner af første rang. Så det var oplagt at placere dem i rollerne som et venindepar, der netop træder i karakter gennem deres politiske kamp. Vanessa Redgrave er da også meget troværdig og på alle måder smuk som Julia, den politiske aktivist, hvis opposition mod 1930ernes nazi-styre får næsten mytisk statur for veninden Lillian, der har sit på det tørre som fejret dramatiker i USA.
Men Lillian rejser til Europa og yder også sin skærv til modstanden mod nazismen. Filmen bygger på en historie fra den fremtrædende dramatiker Lillian Hellmans erindringer Pentimento en bog, der af den uvenlige forfatterkollega Mary McCarthy blev kaldt for løgn fra ende til anden (»selv kommaerne er løgn!,« skrev McCarthy). Men bedømt som den fiktion, der sikkert er tale om, i hvert fald delvis, hævder Julia fra 1977 sig som et umiddelbart medrivende drama om kvinder, der turde tage sagen i egen hånd på et tidspunkt, hvor den slags handlestyrke som oftest fandtes i den mandlige lejr. Og Jane Fonda skaber intensitet og menneskeligt nærvær i en af sine bedste roller som forfatterinden, som føler angstens uheroiske koldsved, da hun debuterer som handlingskvinde. Den østrigsk fødte veteran Fred Zinnemann, der kom til Hollywood i 1930erne, har instrueret, mere med solid omhu end inspireret fantasi.
Julia. Sverige 4, lørdag kl. 00.15-02.15
*Engelsk film, når den er tæt på at være bedst sådan er Priest fra 1994. En højdramatisk, men også virkelighedsnær historie om en ung katolsk præst, der prøver at leve op til kirkens høje idealer i sit fattig-sogn i Liverpool. Han tror på åndelig genopbyggelse, for den menneskelige elendighed er ikke fattigdommens skyld man bruger bare samfundsmanglerne som syndebuk, mener han. Men hvad skal præsten stille op med livets barske kendsgerninger: En ung pige bekender under skriftemålet, at faderen på det groveste misbruger hende seksuelt. Præsten kan ikke gribe ind, for han er jo bundet af tavshedsløftet. Og samtidig prøver præsten desperat, men forgæves, at undertrykke sine homoseksuelle tilbøjeligheder. Præstekaldet forpligter, stærkt og uafviseligt, men hvordan skal præsten udøve det uden at øve vold mod sig selv som person og mod sin medmenneskelige samvittighed? Antonia Bird har instrueret det tætpakkede problemdrama med både djærv humor og samfundskritisk skarphed. Og Linus Roache leverer et velafvejet forsvar for præstens ung-konservative noble idealisme og lader sig ikke friste til at overspille det uundgåelige sammenbrud. Desuden medvirker så gode navne som Tom Wilkinson og Robert Carlyle, begge kendt fra Det bare mænd.
Priest. Sverige 4, lørdag, kl. 21.30-23.45
*Johan Jacobsen var ung og sprudlende veloplagt, da han instruerede denne komediefarce. Den er fra 1942, men bærer sin alder med en ynde, der ikke er mange andre 59-årige beskåret. Gunnar Lauring og Beatrice Bonnesen ses i deres faste roller som det unge kvikke sagførerpar Jessen. De har kontor dør om dør, konkurrerer i al ægteskabelig drilagtighed med hinanden og indvikles i en intrige, som fører til sprælske scener i datidens frække og folkelige Nyhavn. Her bor kriminalforfatteren Rodian på hotel for at få ro til at skrive, og hans krimiplots er så gode, at tre indbrudstyve i miljøet stjæler dem og fører dem ud i virkeligheden. Gunnar Lauring og Beatrice Bonnesen er i topform som det elegante advokat-par, der kan minde om nogle af datidens populære amerikanske komedie-duoer, f.eks. William Powell og Myrna Loy fra Den tynde mand-filmene. Christian Arhoff ses som vaneforbryderen og tryllekunstneren Matthisen, der holder til i Nyhavn med sine to forbryderkolleger og danner en hel lille Olsen-bande. De to andre bandemedlemmer spilles af Knud Heglund og Schiøler Linck. En særlig rolle får den smukke Gull-Maj Norin, der ellers er mest kendt for sin hovedrolle i Bodil Ipsens Mordets melodi. Hun er en ung forførerske, der ankommer fra Sverige skarpt forfulgt af sin svenske kæreste, en ung savværksejer fra det allernordligste Lapland. Gunnar Lauring betages af hende, men gør regning uden Edvin Tiemroths store brød af en svensker i islandsk sweater. Tiemroth, der i mange år var en af danske teaters førende instruktører, er meget morsom i denne rolle. Og det samme er Carl Fischer i rollen som en velorienteret og polisk bartender. Den dengang 30-årige Johan Jacobsen var klart datidens bedste lystspilinstruktør. Senere blev han seriøs og lavede film som Den usynlige hær, Tre år efter, Soldaten og Jenny (hans mesterstykke) og En fremmed banker på. Jacobsen genindspillede i 1956 sin film i en noget mere mat version med Dirch Passer. Da hed den Den store gavtyv.
Ballade i Nyhavn. DR1, lørdag kl. 20.35-22.05
*Dansk film cementerer sit internationale ry ved at være med i hele tre kategorier, når arrangementet European Film Awards det europæiske sidestykke til Oscar-uddelingen finder sted i Berlin. Lone Scherfigs dogmefilm Italiensk for begyndere konkurrerer i kategorien bedste film, og Jesper Christensen er nomineret for sit fremragende hovedrollespil i Per Flys Bodilvinder Bænken. Og i kortfilmkategorien optræder vi med outsiderfilmen Kuppet, der var sidste års vinder af konkurrencen CloseUp, hvor filmfolk fra alle egne af landet kan indsende et værk på otte minutter eller derunder. DR2 er på banen både med en direkte reportage fra Berlin og med stof fra dette års Close Up-konkurrence, der fandt sted 18. november i Store Vega
og havde den lille psykologiske gyser To minutter som vinder.
Temalørdag: Filmfest ude og hjemme. DR2, lørdag kl 19.00-22.45
