Ny bog
Allerede i sin samtid var Jens Otto Krag (1914-78) en fjern skikkelse. Mærkeligt nok, for han var en af periodens mest synlige og omtalte politikere med en kometkarriere: Handelsminister som 33-årig, ledende økonomisk minister seks år senere, dernæst udenrigsminister og fra 1962-72 statsminister, kun afbrudt af Hilmar Baunsgaards tre-årige mellemspil.
Alligevel var Krag ikke til at komme ind på livet af: Nok så velforberedt, stærk i argumentet, men et talende jakkesæt, en voksmaske. Meget sigende viser det portræt, der er ophængt af Krag på Christiansborg, en mand uden ansigtstræk, kun sammenknebne øjne: En betragter af verden.
Krags kirkeminister Bodil Koch talte fra sit tætte hold om Krags »bundne varme«. Den slap han kun offentligt løs én gang: På sit pressemøde den 3. oktober 1972, hvor han dagen efter at have opnået vælgernes tilslutning til EF havde meddelt sin afgang som statsminister. Pludselig var det en anden Krag: Munter, vittig, varm, nærmest kærlig. Man undrede sig: Hvorfor fik vi ikke den mand at se noget før?
Krag set af Krag
Nu får vi forklaringen: Den betragtende Krag set indefra betragtet af ham selv. For Krags omhyggelige dagbogsoptegnelser gennem hele hans livsforløb er en hovedkilde til historikeren Bo Lidegaards første bind af to: Jens Otto Krag, 1914-61.
Lidegaard har tidligere vist sine evner til personlig indlevelse og bred samtidsskildring i sine biografier over de to danske diplomater Henrik Kauffmann og Povl Bang-Jensen.
Denne gang går Lidegaard tættere på, så tæt, at læseren får lyst til at råbe: Nej, nej, det gør for ondt!
Ikke at Lidegaard snager, men vi kommer helt ind under huden på Krag: Hans ulykkelige, livslange ærgerrighed om at blive en stor samtidsskildrer i ord eller billeder. En udfoldelse, som hans indre vekslen mellem nøgternhed og rastløshed ikke tillod.
Skrive kunne Krag, rigtigt godt endda, men til mere end kroniklængde rakte koncentrationen ikke.
Hans kunst var, hvor nødigt han end ville indse det, først og sidst politik. Dér var han til gengæld en af det forrige århundredes største danske udøvere.
Ene af alle havde Krag en sammenhængende vision, én, der gjorde udenrigs- og indenrigspolitik til et hele: Kun fuld dansk deltagelse i de vestlige landes samarbejde kunne skabe økonomisk fremgang til at virkeliggøre velfærdsstaten som til gengæld ville give Danmark tyngde i samarbejdet.
Intet at tabe
Netop fordi Krag egentlig helst ville lave noget helt andet, fik han til sin politiske gerning en distance, der gjorde, at han ikke havde noget at tabe. Han stod til rådighed, hvis hans parti så en nytte i at bruge ham. Hvis ikke, nå ja, han var jo selv på vej ud hele tiden. Krags afhopning i 1972 var ikke en pludselig indskydelse. Allerede i 1950 var han første gang sprunget fra dansk politik, til et friliv som økonomisk rådgiver ved ambassaden i Washington. Og han pønsede jævnt hen på igen at gøre sig fri.
Men det lykkedes aldrig. Den tragedie, det førte Krags liv til ende i, får vi først udfoldet i Lidegaards næste bind, der kommer til marts.
Allerede i det foreliggende bind er varslerne. Den slipsebundne stramhed i sit arbejde søger Krag lindret i et løssluppent, uansvarligt privatliv. Også det har sine omkostninger: Kvaksalver-aborter, knækkede kvindeskæbner, Krags tømmermænd og anger.
Under læsningen spørger man sig: Hvordan kan han holde til det? Druk, udskejelser, vilde scener med naboklager og tilkaldt politi, kvinder i nærkamp om ministerens gunst og tidligt næste morgen myndigt tilbage i ministeriet eller på den internationale konference; bagefter i gang med tale- og kronikskriveriet og boglæsningen. Og så på den igen næste nat. Svaret på spørgsmålet er: Han holdt heller ikke til det.
Chancen
Det foreliggende bind slutter med en begivenhed, der kunne have ændret Krags livsforløb: Ægteskabet med Helle Virkner. Sammen med hende finder han en fast form, udadtil fremstår de med en kennedysk 1960er coolness. Man læser om deres lykke og føler den sorg, der kommer af at vide, hvad der siden skete.
Undervejs i skildringen opruller Lidegaard et samtidsbillede: Mellemkrigstidens armod, besættelsens mange dobbeltspil, efterkrigens evindelige valutakriser, vankelmodet mellem neutraliteten, det nordiske fatamorgana eller forpligtelsen på NATO og det overstatslige samarbejde i Europa. Om de politiske dilemmaer efter 1945 var Krag ikke i tvivl uanset hvor meget i denne verden han ellers var usikker på.
*Bo Lidegaard: Jens Otto Krag 1914-61. 752 s. Ill. Indb. 399 kr. Gyldendal. Udkommer i dag
