Fremtiden
Afghanistan-eksperter gruer for, at Den Nordlige Alliance vil bruge sin militære magt over hovedstaden Kabul til også at sætte sig på den politiske magt. Det kan føre til en gentagelse af mareridtet fra begyndelsen af 1990erne, hvor ca. 50.000 afghanere blev dræbt. En bred, bæredygtig overgangsregering spås ikke mange chancer.
Jublende soldater fra Den Nordlige Alliance kørte ifølge Reuters i går rundt i Kabul i deres køretøjer påklistret fotos af deres dræbte militære leder, Ahmad Shah Masood. Scenerne fra den hærgede hovedstad bringer mindelser frem fra begyndelsen af 1990erne.
Da hængte de samme styrker den gang som mujahedinere i bogstaveligste forstand det sovjetstøttede styre. I kølvandet fulgte fra 1992 indtil Talebans indtog i 1996 blodige kampe i byens gader mellem rivaliserende grupper. Kampe, der kostede anslået 50.000 mennesker livet og drev mindst en million mennesker på flugt.
»Jeg frygter, at Den Nordlige Alliance sætter sig på magten i Kabul og blæser på den største etniske gruppe, pash-tunerne, som alliancen slår i hartkorn med Talebanerne.«
»Det vil udløse konflikter som i 1990erne, fordi pashtunerne anser alliancen for at være domineret af usbekere og tadsjikere,« siger antropo-log og Afghanistan-ekspert Gorm Pedersen.
Pres på FN
For at undgå en gentagelse af post-sovjet æraens blodsudgydelser og ruinerende kampe presser blandt andre USA, FN og Afghanistans nabolande på, for at der dannes en bred overgangsregering.
»Intet vil være værre end en overgangsperiode, hvor der ingen koordination er,« siger den franske præsident, Jacques Chirac.
FNs generalsekretær, Kofi Annan, har bebudet, at organisationens Afghanistan-udsending, Lakhdar Brahimi, i løbet af denne uge vil samle repræsentanter fra Afghani-stans forskellige etniske grupper med henblik på at sammensætte en overgangsregering.
Det samme har den 87-årige eks-konge, Zahir Shah, forsøgt uden held fra sit eksil i Rom gennem seks uger.
»Hvis FN er heldig, så accepterer grupperingerne i Afghanistan, at organisationen får en faciliterende rolle i form af for eksempel at afholde konferencer. Hvis jeg skal drømme lidt, så bliver eks-kongen et samlingspunkt, men ikke leder for en bred regering, hvori der også kommer nogle repræsentanter fra den yngre generation af af-ghanere, for eksempel den såkaldte udenrigsminister fra Nordalliancen, Abdullah Abdullah. Men jeg er alvorligt bange for, at det ikke kommer til at gå sådan,« siger Gorm Pedersen.
Bland jer uden om
USAs udenrigsminister, Colin Powell, har givet udtryk for, at USA snarest muligt ønsker indsat en fredsbevarende styrke i Kabul be-stående af soldater fra mu-slimske lande som Tyrkiet, Indonesien og Bangladesh samt en eller form for FN-tilstedeværelse. Også Pakistans præsident, Pervez Musharraf, ytrede i går et sådant ønske. Han sagde, at en FN-styrke med muslimske deltagelse var »meget vigtig« for at »sikre stabilitet«.
Noget tyder imidlertid på, at Den Nordlige Alliance ikke har tænkt sig i større omfang af lade udlandet blande sig eller lade andre etniske grupper komme til fadet. I går sagde alliancens proklamerede indenrigsminister, Yunis Qanuni, at hans »styrker hverken søger lederskab eller anbefalinger fra nogen som helst unden for Afghani-stan«.
Jonathan Eyal fra den britiske tænketank Royal United Services Institute slår fast, at Nordalliancen har fat i den lange ende, når det drejer sig om magtdeling: »Når man har det militære herredømme, har man realpolitisk ni tiendedele af magten. Så hvem, der end kommer til Kabul for at deltage i en koalitionsregering, må gøre det på de betingelser, som Den Nordlige Alliance dikterer,« siger han til Reuters.
FAKTA
Mulige post-Taleban-ledere
*Afghanistan er et kluddetæppe af etniske grupper, og der er et større galleri af personer, som kan få stor indflydelse, når og hvis Talebanstyret falder. Her er nogle af de mest markante:
*Den 87-årige konge, Zahir Shah, har siden 1973 levet i ek-sil i Rom. Han er bredt respekteret i Afghanistan af de forskellige klanledere og menes at være et godt bud på et samlingspunkt for en ny regering. Hans høje alder vil dog sandsynligvis kun gøre ham til en overgangsfigur.
*Nordalliancens præsident, Burhan-uldin Rabbani, er tadsjik og har et dårligt omdømme. Han var præsident i det første overgangsstyre i Kabul efter det Sovjet-støttede styres fald, men brugte det meste af sine kræfter på at bekæmpe rivaliserende bevægelser.
*Nordalliancens militære leder, Abdul Ra-shid Dostum,
er usbek og regnes for at være brutal og krigsforbryder. Han er en opportunist og vendekåbe, som har kæmpet både med og imod det daværende Sovjetunions styrker.
*Den radikale militsleder Gulbuddin Hekmatyar kæmpede i begyndelsen af 1990erne mod adskillige overgangsregeringer i Kabul med det resultat, at tusindvis blev dræbt. Hekmatyar har kontakt til ledere i Nordalliancen. Han kan finde på at splitte alliancen. Fra sit eksil i Iran fordømmer han alliancens samarbejde med USA.
hai
