Læsetid: 3 min.

Flugten til Amerika

Det halvgamle stykke ’Rumænere’ hører ikke til Lars Noréns bedste. Heller ikke på Hippodromen, hvor spillet aldrig kommer i kog for alvor
24. november 2001

Teater
Den svenske dramatiker Lars Noréns skuespil Rumænere, som nu spiller på Hippodromen, stammer rent faktisk helt tilbage fra 1992. Med sin indignerede kritik af det superliberale samfund som stedet, hvor mennesket går til grunde, er det en forløber for de voldsomt samfundsrevsende og politiserende socialgysere, som Norén senere skulle gå i flæsket på velfærdssamfundet med. Både så det både kradsede og sved, som det skete i for eksempel det udmarvende taber-oratorium Personkreds tre.
Forinden havde Norén, som bekendt, skrevet sig igennem intimsfæren med gift i pennen og endegyldigt skudt sine sortbrutale familier og opslidende ægteskaber en kugle for panden for i stedet at male bredere lærreder. Rumænere befinder sig et eller andet sted på skillelinjen.

Norén til hudløshed
Og som sådan er det, for nu at sige det pænt, inderligt overflødigt at præsentere teksten herhjemme, hvor vi har spillet Norén til hudløshed. Ikke mindst fordi Rumænere rent faktisk ikke hører til den produktive, ondskabsfulde svenskers mest vellykkede.
Der mangler hemmeligheder og udviklingsmuligheder i den klaustrofobiske tekst, der lader to rumænske flygtninge med uopfyldelige drømme og mishandlede skæbner snerre ad hinanden på det snuskede hotelværelse i New York, som de aldrig kan forlade. Havnet ’det forkerte sted’, det fortabte paradis, bittert-ironisk klistret op på bagvæggen med scenograf Jesper Corneliussens plakatvæg med palmestrand.
Parret er smedet sammen i en uvirkelig situation, der
ikke bliver anderledes, skønt de naturligvis drømmer om alt det, der kunne have været, alt det, der kunne blive. De har kun hinanden og slider langsomt forholdet op indefra med korporlige og psykiske knockouts dag ud og dag ind.
»Hvis du ikke havde mig, så havde du ingenting,« siger hun til ham. Og så er det meste sådan set også sagt. Grusom gennemførthed eller dramatisk småtræt ståen i stampe? Begge dele.

Stift spil
Stine Stengade gør alt, hvad hun kan for at ramme en desillusioneret, resigneret angst som kvinden, der bruger sin krop for at skaffe penge til parret. Forgræmmet, slidt, usund og med enkelte, rørende glimt af oprigtig hengivenhed for den mand, hun er bundet til. Gjort hård, men sårbar bag det trætte fjæs.
Og Peter Gantzler demonstrerer den amputerede he-mans desperation med lurende aggressivitet under en nervøst tikkende overflade af perfid spot og spe. Men instruktøren Jonas Cornell har ikke formået at presse dem ud over det pænt spillede. At brydningen mellem håb og fortvivlelse aldrig for alvor bliver spændende er selvfølgelig dels Noréns skyld, når han ikke har andet i ærmet end en række gruopvækkende historier fra en invaliderende fortid, der i deres udpensling af incest, druk og vold nærmest virker som en smådårlig parodi på forfatteren selv.
Men spillet forbliver tillige stift, uden den selvforglemmende, grænseoverskridende nerve, der undertiden kan gøre Noréns stykker til en velgørende, sjælerystende oplevelse at overvære.
Stengade og Gantzler når ikke ud over demonstrativt dygtigt skuespilleri, hvor der kræves identifikation. Lidt sker der trods alt, når underboen pludselig banker på og inviterer til en håndbajer i underetagen. Jacob Cedergreen er direkte uhyggelig i de indledende passager som satanistisk skyggedreng og skrækyngel fra kælderdybet. Urovækkende med sin ludende skikkelse og montone psykopat-stemmeføring. Hvad fanden foregår der i hovedet på ham? Sammen med Christine Exners udvendigt spillede teaternummer som hans neurotisk sitrende vrag af en rottekæreste udgør de naturligvis den skræmmende spejling af hovedparret. Men heller ikke dette møde i mørket med den komplette forråelse får Norén eller Cornell svunget op til andet end mere af samme.

*Rumænere. Skuespil af Lars Norén. Oversættelse: Synne Rifbjerg. Iscenesættelse: Jonas Cornell. Scenografi: Jesper Corneliussen. Hippodromen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu