Læsetid: 2 min.

Den forsvundne hvalfisk

Det gamle Testamente er for voldsom en bid for Tim Rushton, der omskaber historien om ’Jonas og hvalen’ til sval lyrik
8. november 2001

Ny dans
Optakten er pirrende: Christianskirken i Strandgade med sine loger og gigantiske glaslysekroner fyldt af havgus og med spotlight på prædikestolen, rummets centrale element. Guds øje i gips stirrer ned fra loftet og man venter, at Ingmar Bergman lige straks vil komme og filme kirkens publikum. Tim Rushton har valgt den kendteste blandt de små profeter, Jonas og hans sjælerystelser on a mission from God til sit kirkespil. Barokken havde en teatergenre med masser af mekanik og guddommelige tilsynekomster, der kaldes ’sacra rappresentazione’ – og Nyt Dansk Danseteater lukker sig ind i denne tradition med et stort træskibsdæk med mange luger og knirkende opsendelse af en angelisk sangerinde til kirkens øverste luftlag.
Desværre kommer logistikken og problemerne med at lægge luger pænt på plads, og dreje mænd og kvinder op og ned igennem trægulvet til at suge alt for megen energi ud af forestillingen. Der tøves for længe før danserne forsigtigt glider ind og ud af de sorte huller, og Rushton får aldrig rigtig givet dansen et musikalsk flow. Historien om Jonas har nogle ordentlige dramatiske højdepunkter – en voldsom storm, skrækken i fiskens bug, selvmordsønsket efter Vorherres tilsyneladende svigt, men Rushtons fire hvidklædte er anonyme laboranter i en enstonig koreografi. Man mangler en rytme, der skaber tyngde i Jonas råb fra dybet, med tryglende røst og hans desperate Guds-opgør efter den slemme by Ninives forbløffende omvendelse: De går i sæk, som skrevet står.

Malmtoner
Det gamle Testamente er for voldsom en dansepartner, som det fremsiges med malmrøst af Nis Bank-Mikkelsen fra prædikestolen, i øvrigt med fravalg af den seneste bibeloversættelse. Den guddommelige urimelighed i Jonas-historien og den inderligt krænkede profet med hans flugtforsøg, væk fra Herrens åsyn, fik ikke nogen fylde i de spæde, lyriske bevægelser, Rushton gav sine personer at danse. Selv ikke, når de melder ud med forsigtig break-dance. Koreografen ønsker tydeligvis ikke at illustrere Bibelens ord med søndagsskolebilleder, men det er alligevel svært at undvære den centrale figur, Jonas, som dynamisk midtpunkt for forestillingen. Spaltet i to, Peter Vikström og Jason Nelson, eller fire, når Anne-Claire Theissen og Victoria May kom til, mistede dramaet sin hovedperson.
Og så var der slet ingen stor fisk – endsige nogen hval.
Jonas-fortællingen levede mere overbevisende i Werner Meyers følsomme musik, formidlet igennem Grethe Kroghs orgelkunst og i de tre gammeltestamentelige salmer, der kom kønt ud af sopranen Bente Vists mund, også når hun var guddommelig pælesidder.

*Jonas & Hvalen. Koreografi: Tim Rushton. Musik af Werner Meyer. Premiere Christianskirken, Christianshavn 6. nov. Nyt Dansk Danseteater, organist Grethe Krogh, sopran Bente Vist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu