Læsetid: 7 min.

Fortiden er 58 sekunder op med elevator

Hvad der i New York blev tabt i højden, skal vindes i bredden, mener mange, der vil erstatte industrialismens kontorskyskrabere med hjemmearbejde via bredbånd. Men virkeligheden vil noget andet
10. november 2001

Få taler om det i dag, men mange newyorkere hadede World Trade Center – især fordi tvillingetårnene var en langtrukken katastrofe at arbejde i, og det gjaldt ikke blot den 11. september. WTC gik for at være rotteræsets klaustrofobiske skamstøtte, og arkitekter med hang til havenisser har efter den 11. september stået i kø for at erklære højhusbyggeri for stendødt.
Men var World Trade Center virkelig så sygt?
En hverdag, da alt – næsten – var business as usual, skråede jeg over den centrale plaza mellem WTC’s syv bygninger og blev mødt af de hvirvelvinde, som ofte gjorde plazaen utålelig og
skyet af bygningernes faste brugere og turister. For at bøde lidt på stedets umenneskelighed, stod der nogle x-large skulpturer af blandt andre Fritz Koenig og James Rosati. De er nu knust.
Plazaen skyldtes byggelovene, som foreskriver et bestemt forhold mellem bygningsmassen – som her var enorm – og det omgivende frie areal. Men loven foreskriver ikke menneskelighed.
Inde i tvillingetårnene hobede de problemer, som storskalaen skabte, sig op i højhushøjde. Jeg sad snart fast i morgenmyldretidens køer ved rulletrapper og bygningskompleksets 95 elevatorer. Køerne var et dagligt irritationsmoment for titusinder af kontorfolk i WTC – og de skulle vise sig at blive skæbnesvangre otte år senere, da de fleste af ofrene for terrorangrebet døde stående i en trappekø.
Mens jeg ventede, kunne jeg rundt omkring i lobbyarealerne se spor efter det terrorangreb, som WTC var blevet udsat for, et par måneder før jeg i denne runde besøgte stedet. Den 26. februar 1993 bragte terrorister – af samme overbevisning som 11. september-flykaprerne – en kraftig bombe til eksplosion i parkeringskælderen under tårnene. Fire tilfældige mennesker blev dræbt i kælderen, telefoner og elektricitet – herunder alle nødsystemer – brød sammen, og 17 børnehavebørn på udflugt fra Brooklyn sad fast i en elevator mellem 35. og 36. etage i fem timer.
Skaderne var omfattende, men reparationerne skete i lynfart, og jeg kunne nu blot se et par afspærrede gange og nogle bøjede loftsplader i lobbyen, hvor trykbølgen overraskende havde fundet vej.
Nogle af firmaerne i WTC udleverede for en anden gangs skyld en nødhjælpspakke til medarbejderne med bl.a. lommelygte og ansigtsmaske, men ellers var alt tilbage i det normale tempo. Råvarebørsen, der lå i huset, var endog startet to dage efter attentatet i lokaler uden aircondition.
Noget af en bedrift.
Halvt oppe i tårnet slog det mig, at det nærmest endeløse kontorlandskab virkede sært beklumret. Vinduerne i de vidtstrakte lokaler kunne ikke åbnes, og der slap ikke meget lys ind. Det skyldtes en kynisk kalkule.
Normalt har skyskrabere et bærende skelet af stålbjælker, men for at undgå søjler i kontorerne og dermed spild af dyrebare kvadratmeter og dermed rare lejeindtægter, havde WTC bærende ydervægge. Det betød, at vinduerne kun kunne være ganske smalle. Glas udgjorde blot 30 procent af facaden. Med et pennestrøg havde arkitekten således dæmpet dagslyset drastisk og i stedet kastet lysstofrør i nakken på de ansatte.
Men hva’, vinduesløse kontorer er langtfra et særsyn i New York, så WTC var i det henseende nærmest et skridt fremad.

Da jeg forlod tårnene, bevægede jeg mig ned i dybet under dem - det syv etagers hul, hvor ligene og resterne af tårnene og indkøbsarkadens 60 butikker i dag ligger massivt sammenpresset - for at tage subway'en.
Jo, WTC havde virkelig brug for en kæmpemæssig indbygget station. WTC var dybt afhængig af omfattende input- og output-systemer. 100.000 mennesker skulle dagligt fragtes til og fra bygningerne i en by, hvor biler spiller en sekundær rolle. 50.000 kilo affald skulle dagligt fjernes uset, og oceaner af vand skulle pumpes rundt i komplekset gennem flere hundrede kilometer vandrør.
WTC var en maskine, og som sådan var WTC barn af den svedige industrialisme, der lige efter forrige århundredeskifte skabte de første skyskrabere i byen. WTC var et stift stykke mekanik mast ind på et sted, hvor der knap var plads til det, og det forudsatte, at folk opførte sig som dele af maskinen på samme måde som lokomotiver forholder sig til skinner. Folk forventedes at følge den slagne vej, gå og komme på bestemte tidspunkter og bruge tårnene til administration og kun det. Ikke til osende fabriksfremstilling, hvis markedet pludselig skulle have brug for det, ikke til boliger, biografer eller badehaller. Og WTC’s utallige toiletter, 40.000 dørhåndtag og aircondition bag de forseglede ruder skulle simpelthen bare fungere.
WTC var en overplanlagt klods om benet på den metropol, som på sigt kun kan overleve som kviksølv.
Derfor har arkitektur-retningen New Urbanism presset sømmet i bund efter den 11. september. Hvad sagde vi, siger de kloge arkitekter: WTC var en pestilens for de ansatte, en anakronisme bygget af overambitiøse arkitekter med cement i årerne, en økologisk ulykke for nærområdet og udtryk for endimensional tankegang.
Genopfør ikke katastrofen, lad dette blive startskuddet til decentralisering af finansdistriktet på sydspidsen af Manhattan. Flyt til forstæderne i lave bygninger, som hverken er tiltrækkende for terrorister eller miljøsvin. Flyt gerne helt hjem og lad digitale netværk via bredbånd binde jer 'symbolanalytikere' sammen til fleksible virksomheder. Så slipper vi for en masse mekanisk transport. Begynd at gå, venner, og byg en by, som er blød som en krop.
Det lyder smukt, og de hundreder af virksomheder, som er blevet hjemløse efter 11. september, er alle optaget af mere eller mindre desperate redningsplaner, som ligner New Urbanisms drømme en smule, og som derfor kan forekomme bekræftende over for tankegangen.
Mange har fundet midlertidige lokaler i sovebyen Queens eller i Jersey City et kvarters sejlads borte på den anden side af Hudson-floden – og dét i et antal, så Jersey City nu kaldes New Yorks nye hemmelige bydel. Andre har indrettet kontor hjemme i et ubrugt børneværelse og tændt for Internettet.
IT-systemer til omkring tre mia. kroner gik ned med tårnene, men de fleste firmaer havde backup, så der mistedes ikke mange data, og arbejdet har kunnet fortsættes i midlertidige kontorer.
Over halvdelen af de 75 største
firmaer i WTC har meddelt, at de vil forlade Manhattans sydspids for evigt. Angsten for nye terrorangreb opgives ikke som grunden – og ville næppe blive det, hvis det var årsagen. Nej, man orker ikke at vente i årevis på opførelse af nye kontorbygninger og vil ikke risikere at blive fanget i kaotisk byggerod i den bydel, som har verdens fleste højhuse omgivet af landsbygade-smalle passager.
New Urbanism-folkene ser det for sig: WTC-katastrofen bliver startskuddet for en ny byorden.
Og så er det, at virkeligheden losser overraskende tilbage – Wall Street overgiver sig aldrig.

Fondsmæglerselskabet Fred Alger, der havde hovedsæde på 93. etage i WTC, er eksempel på den sejhed, som findes netop i New York. Firmaet, der forvalter formuer på tilsammen 15 mia. dollar, mistede den 11. september 24 af sine 32 analytikere, heriblandt ejeren Fred Algers bror.
Men allerede en måned efter katastrofen var alle stillinger genbesat – mange tidligere ansatte var overtalt til at vende tilbage. Og firmaet var i drift i New Jersey, 50 kilometer uden for Manhattan, i det fuldt udstyrede ekstra-kontor, som Fred Alger allerede kort efter bombeattentatet i 1993 for en sikkerheds skyld havde ladet oprette.
Her kunne Fred Alger blive. Men nej, så snart lejligheden byder sig, vil Fred Alger tilbage til finansdistriktet på Manhattan, »fordi det er her, tingene sker«.
Hvad er det, der sker? Storbyens sjæl, såmænd, den råt berusende fornemmelse af at være del af noget vældigt, vitalt og visionært. Sådan en oplevelse af almagt kan være svær at banke i vejret blandt provinshuse og stilleveje i New Jersey, for slet ikke at tale om det ombyggede børneværelse, hvor man kan kigge langt efter tæthed med kolleger, den fortrolige samtale og mange af de sansepåvirkninger, som en arbejdsdag også kan bestå af.
Mylderet i højhuskontorerne, de overfyldte gader, cafeer og undergrundstog har en kvalitet, som ikke er synlig for New Urbanism. Og New York har igennem generationer – hærdet af traditionerne fra det barske liv som indvandrer – frembragt en mennesketype, som begår sig og fungerer bedst i stærkt urbaniserede omgivelser.
New York Times offentliggjorde den 13. oktober en meningsmåling om new yorkernes syn på deres by efter 11. september. 54 procent sagde, at byen var et bedre sted at være i dag sammenlignet med 34 procent før den 11. september. 93 procent af de adspurgte sagde, at New York havde et godt image. Og to tredjedele sagde, at de forventer at bo i byen også om fire år.
Undersøgelsen fortalte også, at byens beboere føler et større sammenhold. 60 procent var sikre på, at deres nabo ville hjælpe dem, hvis de var i nød, sammenlignet med 43 procent før Den Sorte Tirsdag.
Når jeg trygt hjemme i Danmark ryster min tre dollar dyre Hongkong-snekugle med Manhattans skyline, fyger det med hvide plasticstumper omkring World Trade Center, næsten som den byge af papirer, der en uforglemmelig sensommerdag hvirvlede ud af bygningen. Kuglen er købt før den 11. september, og den er dyrebar, for efter katastrofen i New York er souvenirs med de faldne tårne blevet meget efterspurgte.
New Yorks drømmebefordrende skyline, der måske er byens vigtigste attraktion, er smadret et kvart århundrede tilbage. Forretningslivet holder vejret, men foretagsomhedens kerne kan ikke slås ihjel.
Franskmanden Philip Petit gik i 1974 ulovligt på line mellem World Trade Centers to tårne i 400 meters højde – katastrofen den 11. september har fremkaldt nye modige balancekunstnere i de genskabte virksomheder, som holdt til i tårnene.q

*New Urbanism-diskussioner af World Trade Center kan blandt andet følges på www.planetizen.com/oped

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her