Læsetid: 3 min.

Alle frygter Nordalliancen

Alliancen er klar til at indtage hovedstaden i et Afghanistan splittet på kryds og tværs
12. november 2001

Frygten breder sig for, at Nordalliancen efter indtagelsen af Mazar-i-Sharif i det nordlige Afghanistan skal gentage de plyndringer, voldtægter og overgreb på civilbefolkningen, der i 1990’erne ledsagede dens sejr over Sovjetunionen.
Pakistans præsident, general Pervez Musharraf, forudser en gentagelse af mudjaheddins grusomheder, hvis Nordalliancen går ind i Kabul. Og landene omkring Afghanistan opfordrede lørdag i en erklæring, viderebragt af FN’s generalsekretær Kofi Annans særlige Afghanistan-repræsentant, alliancen til at afstå fra hævn over Talebans støtter i Mazar-i-Sharif.
Mazar-i-Sharif er en prøvesten for, om befolkningen vil slutte op bag Nordalliancen, mener flere.
»Mazar-i-Sharif vil blive opfattet som et mikrokosmos, der afslører hvad alternativet til Taleban kommer til at bestå i,« siger således Ahmed Rashid, forfatter til Taliban: Militant Islam, Oil and Fundamentalism in Central Asia til New York Times.
»Det mest kritiske element inden for de næste 48 timer bliver at sikre en civil administration i Mazar, bestående af alle fire etniske grupper, tadsjikker, usbekere, hazarer og pashtuner,« siger han.
Dette vil især berolige den største gruppe, pashtunerne, Talebans egen stamme, og denne tillid er nødvendig, hvis pashtunerne skal bryde med de religiøse ledere, mener han.

Ny nationalisme truer
Rashid frygter imidlertid, at talebanerne vil bruge Nordalliancens sejr til at oppiske pashtunsk nationalisme i Syd-Afghanistan. Nordalliancen domineres af tadsjikker og usbekere.
Samme frygt giver Hamid Karzai, pashtunsk leder og anti-talebaner udtryk for. Karzai har de seneste tre uger samlet støtter i Syd-Afghanistan. Ifølge ham er det af yderste vigtighed, at afghanerne får mulighed for at deltage i brede, stammebaserede råd, der ikke domineres af Nordalliancen, så de kan se, at der kommer noget positivt ud af bombningerne af deres land, siger han til avisen.
Nordalliancen var i går meget tæt på at have etableret fuldkommen kontrol over hele den nordlige del af landet.
Alliancen stod lige nord for Kabul efter – ud over Mazar-i-Sharif – at have indtaget den strategiske mineby Pul-el-Khumri nord for Kabul og Qala-e-nau i den vestlige provins Badghis. Herfra er vejen til den vigtige vestlige by Herat åben.
»Vi har nu nået Kabuls porte fra nordsiden og vore tropper kan når som helst angribe Kabul,« siger Ashraf Nadeen, en talsmand for Nordalliancen til Reuters.
Præsident Bush har ligesom Musharraf advaret alliancen mod at indtage Kabul, mens Storbritanniens forsvarsminister Geoff Hoon gerne ser, at Nordalliancen erobrer Kabul.
»Jeg vil gerne se Nordalliancen storme gennem det nordlige Afghanistan og tage Kabul fra Taleban-styret inden vinter,« siger Geoff Hoon til The Sunday Times.

Helst bred aftale, men...
Hvad Nordalliancen selv vælger var i går stadig uklart. Abdullah Abdullah, alliancens udenrigsminister sagde: »Vi ville foretrække en bred politisk aftale, før vi går ind i Kabul, men det er ikke noget, vi vil forpligte os på, hvis der opstår et politisk tomrum.«
Og foreløbig er der ikke skabt noget politisk alternativ til krigsherrerne. Efter seks ugers debat er det endnu ikke lykkedes at udpege den bredt sammensatte gruppe på 60 repræsentanter, der skal mødes med Afghanistans eksilkonge Mohammad Zahir Shah med henblik på dannelsen af en efter-Taleban-regering.
Også inden for Nordalliancen breder splittelsen sig, nemlig mellem de moderate, fortrinsvis yngre mennesker som Abdullah Abdullah, der ønsker samkvem med resten af verden, og de ældre fundamentalister under ledelse af alliancens præsident, Burhanuddin Rabbani.
Men i Mazar-i-Sharif har kommandanten, general Abdul Rashid Dostum lovet, at kvinder nu både må arbejde og studere, rapporterer BBC. De første kvinder har smidt burkhaen, og foran barbersalonerne står mænd i kø for at få skægget raget af.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her