Læsetid: 3 min.

Gemte skatte frem i lyset

Kobberstiksamlingen viser 10 års indkøb frem og har indledt den videnskabelige bearbejdning af 300.000 værker
1. november 2001

Tegnekunst
Kunst på papir er skrøbelig: Fra tilblivelsestidspunktet går det støt og roligt imod tegningers og grafiske værkers nedbrydning. Papir står sig ikke så godt i kampen med lyset, så derfor er samlinger af kobberstik og håndtegninger nødt til at passe særligt godt på deres skatte.
Har man fået øje for denne stilfærdige del af billedernes verden, kan man på grund af og på trods af dette beklagelige faktum få de herligste oplevelser i studiesalene på alverdens museer.
Selv indledte jeg mine museumsbesøg som studerende med at få alle Michelangelos, Rafaels, Mantegnas, Botticellis, Dürers og Rembrandts tegninger bragt til mit bord på British Museums Department of Prints and Drawings – og som mandelgave bad jeg om den engelske naturmystisker Samuel Palmers skitsebøger.
Det er en mulighed, der ligger åben for alle da museumssamlingerne tilhører os alle – og man kommer kunstnerne på nærmeste hold på en måde, som malerierne i al deres pragt sjældent tillader det.
Her er århundreders slid og konservering og farvernes nedbrydning ofte ubekendte faktorer som tegningens umiddelbarhed ophæver ved en enestående følelse af samtidighed med kunstnere. Derfor har også generation efter generation af danske kunstnere opsøgt Den kongelige Kobberstiksamling i Statens Museum for Kunst for at kigge forgængerne i kortene og gøre sig til gode med Abildgaard, Lundbye og Melchior Lorcks tegninger fra Konstantinopel i 1550’erne – eller Goyas sortkunst.

Tyske tegninger
I dag finder ikke så mange frem til Kobberstiksamlingens studiesal, men papirkunstens vogtere under ledelse af Chris Fischer, der med stor kløgt har videreudviklet denne del af Statens Museum, kan nu vise både en interessant status over de seneste 10 års indkøb og præsentere det første bind i den videnskabelige publicering af tegningbestanden.
Begge dele vækker respekt for en stædig tro på, at formidling sker bedst når kyndige folk knokler sig frem til erkendelse om kunstværker og gør sig umage for at bringe resultaterne videre til os andre.
Det er kunsthistorikeren Mikael Bøgh Andersen, der står bag udgivelsen German Drawings before 1540, en væsentlig del af bestanden af ældre tegninger, som delvist blev vist i en særudstilling tidligere på året.
Nu er forskningen fremlagt for et verdenspublikum i en tiltalende bog med fine farvegengivelser af tegningerne, der spænder fra de naturnære studier af Hans Baldung Grien (et sovende barn, en sælhund, en paradisfugl) til den ældre Holbeins intense armbrøstskytte og Erhard Altdorfers svampede og urovækkende store fyrretræ i uvejrstoner.
Værket lægger derved den for tiden tilgængelige viden om tegningernes historie og indhold ud til glæde for læg og lærd med mange forskningsrelevante lister over samlingssammenhænge og et indeks af beslægtede håndtegninger i andre samlinger.
En del andre bind er på vej med en lignende videnskabelig bearbejdning af italienske og franske tegninger, og det er glædeligt at se frem til, at Kobberstiksamlingen fylder nogle af hullerne i katalogmanglen på Statens Museum for Kunst.

Indkøb
Spændende er det at se, hvordan man holder hus med de omkring 1.2 mill. kroner, der står til rådighed for det årlige indkøb af kunstværker på papir. Trods de voldsomt stigende priser på originalgrafik, hvor man kan komme af med halvdelen af denne sum for et enkelt værk, lykkes det at holde fanen højt.
Der er herlige ting iblandt de ældre indkøb: Den rabiate Sturm- und Drangkunstner Füsslis Macbeth og heksene, Sergels satire over den opblæste og naragtige danske ambassadør hos Gustaf III og stilfærdige kridttegninger af Søren Hjorth Nielsen.
Der bliver gjort pædagogisk rede for erhvervelseskriterier på udstillingen, sådan at man forstår, at der samles Tiepolo-grafik fordi det savnedes og Hammershøi-tegninger fordi man i forvejen er storbesidder af hans kunst.

Fortsætter i Studiesalen
Men Kobberstiksamlingen er også legeplads for samtiden, med ømme sømænd af Michael Elmgren og Ingar Dragseth, hårnålsæstetik af Sophie Fleury eller den underholdende Sigmar Polkes afsindigt ’primitive’ kuglepensbilleder. Den spændende udstilling åbner lørdag – men når den er slut, kan man stadigvæk opsøge værkerne i den venlige atmosfære på Studiesalen.

*Udstilling; Nyt fra Kobberstiksamlingen. Fra lørdag til 20. jan. Intet særskilt katalog

*Mikael Bøgh Rasmussen: German Drawings before 1450. 186 s. ill. sort-hvid og farve. 359 kr.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her