Læsetid: 2 min.

Det grønne flertal smuldrer

I valgkampen har Venstre konsekvent undgået at diskutere miljø, siger Auken
17. november 2001

Venstre var fraværende da ni grønne organisationer i går kaldte til valgmøde om miljø på Københavns Bymuseum.
»Sådan har det været i hele valgkampen,« siger miljøminister Svend Auken. »Jeg har prøvet igen og igen at få en diskussion om miljø med Venstres kandidater. Det er ikke muligt. Jeg tror, deres spindoktorer har sagt: Det skal vi ikke diskutere.«
»Jeg ved, at 90 procent af formålet med mødet i dag var at få Venstres medlem af Miljøudvalget, Hans Christian Schmidt, til at komme. Selvfølgelig kunne Venstre være her, hvis de ville.«
Også SF har gentagne gange inviteret Venstre til diskussion. »De har overhovedet ikke svaret,« siger formanden for Folketingets Miljøudvalg, Jørn Jespersen.
»Jeg har plaget hver eneste avisredaktion, spurgt Morgen tv og radio. Ingen vil bringe indslag om, at det grønne flertal er i fare for at smuldre,« siger Svend Auken.
»Det er en dybt alvorlig situation. Enhver, der kender til det, ved at der er en evig kamp om miljø og energi mellem de to sider i Folketinget. Hvis V, K og O vinder valget, vil Danmark miste sin rolle som foregangsland på miljøområdet.«
Selv om både S, SF, Enhedslisten, De Radikale, CD og Kristeligt Folkeparti regnes med til det grønne flertal, er der kun 86 mandater efter et vejet gennemsnit af meningsmålingerne.
Disse partier har stået bag langt de fleste miljøbeslutninger i Danmark siden midten af 1980’erne.
Der vides ikke meget om VKO’s miljøpolitik. Men i hvert fald har de sagt, at de er imod nye grønne afgifter, de vil skære ned på miljøbistanden og nedlægge den grønne fond – som blandt andet bruges til at støtte de grønne organisationer.
»Det er en meget alvorlig svækkelse af civilsamfundet. Den modsatte side, erhvervenes interesseorganisationer, er jo totalfinansieret,« siger Auken.
Han minder også om, at den konservative tidligere miljøminister, Per Stig Møller, opfordrede til at droppe Kyoto-aftalen om verdens klima, da USA’s præsident Bush i marts sidste år vendte sig imod den.
Forslagene fra det såkaldte Wilhjelm-udvalg om beskyttelsen og forbedringen af Danmarks natur har ikke en chance uden et grønt flertal, mener Auken. Det samme gælder efter hans mening forslag om produktionsafgift på svinefarme og opretholdelsen af et pres i EU for at modstå den kemiske industri når kemikaliepolitikken skal revideres – under det danske formandskab i efteråret 2002.

FAKTA
Miljø: 0 procent
Ugebrevet Mandag morgen undersøgte i sidste uge, hvilke temaer de to hovedkandidater, Poul Nyrup og Anders Fogh er trængt igennem med i medierne. Langt de fleste indlæg handlede om udlændinge, det politiske spil og den internationale situation. Der var ingen indslag om miljø, hverken i aviser, radio eller TV.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu