Læsetid: 2 min.

Grønne græsrødder mugger

De pacifistiske medlemmer af det tyske miljøparti går i ’indre emigration’ og truer med boykot af valgkampen 2002
30. november 2001

BERLIN – Efter partiet De Grønnes landsmøde i Rostock breder oprørsstemningen sig blandt partiets græsrødder.
Under landsmødet sidste weekend »accepterede« et overraskende stort flertal på 80 procent af de delegerede, at et flertal af partiets folkevalgte i Forbundsdagen »har stemt for at stille enheder af Forbundsværnet til rådighed for kampen mod den internationale terror.«
Forud for landsmødet havde blandt andre partiafdelingen i delstaten Nordrhein-Westfalen markeret sig som stærk modstander af tysk deltagelse i Afghanistan-krigen. Efter nederlaget på landsmødet truer flere af delstatens lokalafdelinger med at boykotte partiarbejdet under valgkampen næste år.
»Vi har ingen lyst til at lade os overfuse på gaderne,« forklarer formanden i Münster, Rüdiger Sagel, til avisen Süddeutsche Zeitung.
Formanden i Dortmund, Markus Kurth, overvejer at stoppe indbetalingen af penge til partihovedkvarteret.
Modsat andre partier udbetales den offentlige partistøtte decentralt hos De Grønne. Partihovedkvarteret får efterfølgende penge fra lokalafdelingerne til at drive sekretariatet og fremstille valgmateriale. I Dortmund håber man, at hovedkvarteret vil »forbløde finansielt,« når pengestrømmen svinder ind.

Nye konflikter i sigte
I Essen og Bonn vil man ikke gå så langt. Her er der snarere tale om en »indre emigration«, fortæller lokalformændene, der tvivler på, at medlemmerne lader sig motivere til den kommende valgkamp.
»Eliten har sat sig ud over basis,« siger Thomas Rommelspacher fra Essen.
Hos partiledelsen i Berlin er vurderingen af det overståede landsmøde ganske anderledes.
Partiformand Fritz Kuhn mener, at partiet er gået styrket ud af Afghanistan-debatten, og han udtrykker glæde over, at det blødt formulerede ja til krigen i Afghanistan blev vedtaget med et solidt flertal; hellere det end et snævert flertal for et klart og kontroversielt tilsagn om at udsende tyske soldater.
Nu vil partiet forsøge at komme videre i dagsordenen og markere sig positivt på felter som økonomi og energi.
Men næppe har bølgerne lagt sig efter Rostock-mødet, før en ny konflikt baner sig vej: I starten af ugen fremlagde økonomiminister Werner Müller beregninger, der viser, at de tyske miljø-ambitioner på C02-området vil koste 2.000 milliarder kr. at gennemføre.
»For mig handler det kun om diskussionen,« forsikrede ministeren tirsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her