(2. sektion)
Radio
»Ingen kan med rette påstå, at jeg ikke ved, hvad jeg taler om.« Ordene faldt i lørdagsprogrammet Den skånselsløse forsvarsadvokat (gentaget torsdag), og de blev udtalt af den legendariske sagfører og kommunist Carl Madsen (1903-1978).
Da jeg åbnede for programmet, var jeg uforberedt på, at det var ham, det handlede om. Men allerede denne første sætning, udtalt med en let genkendelig ironisk vagtsomhed over for tvivlere af hans ords troværdighed, skar hul på en boble af erindringer fra en tid, da samme Madsens og mine veje krydsede hinanden flere gange. Ikke i kommunistpartiet, hvor jeg aldrig har sat mine ben endsige mine kryds, men hvor han til gengæld havde været medlem siden 1928, året efter jeg blev født. Næh, vore veje krydsede først hinanden på Rådhuspladsen, hvor jeg igen og igen så den lille, runde, travle, altid veloplagte mappemand med rappe skridt på kurs mod enten Hovedbanegården eller mod domhuset eller mod landsretten, hvor han forsvarede luddere, lommetyve og massemordere, mens jeg selv bare var på vej op eller ned ad H.C. Andersens Boulevard i mindre glorværdige ærinder.
Og så mødtes vi ved et par for mig minderige lejligheder i hans bondehus i Lejre. Anledningen var, at jeg lavede en dokumentarfilm om magtens korridorer, og til den ende ville jeg gerne interviewe Carl Madsen. »Det kræver sine forberedelser,« sagde Madsen, og de blev henlagt til en søndag i foråret 1967. På opfordring medbragte jeg mindst en flaske snaps »så giver Leni frokosten« og den gik ikke stille af.
Dybeste mistillid
Det var ved sådanne lejligheder, Madsen udfoldede sig som det renæssancemenneske, han også var, og citerede Schiller og Goethe foruden naturligvis Brecht. Ellers fyrede han fra hoften mod landets dommere, advokater og politifolk, der alle med ganske få undtagelser kunne bade sig i hans dybeste mistillid.
»Anklagemyndigheden er en stat i staten med udvalgte konservative jurister fra pæne hjem og skoler uden kendskab til det samfund, de lever i, og for hvis borgere de træffer skæbnesvangre afgørelser,« messede Madsen aldeles frygtløst og med skinger foragt. Han nedvurderede dommerne og anklagerne så groft, at de blev totalt mundlamme, kørte helt ud til grænsen af det injurierende uden nogen sinde at få en sag på halsen. Alle vidste de, at han var velforberedt og kunne sin retsplejelov bedre end nogen.
Om det nyoprettede advokatråd skrev han:
»Tolv skødeskrivende lommeprokuratorer kalder sig nu advokatråd. Valgt af en bestemt klike af ejendomshandlere og gesjæftssagførere. Niveauet er lillebyens borgerforening. Raflebægeret ved hånden. Et godt og dækkende dansk ord erstattet med fællesmarkedsglosen advokat.« (Fra forordet til Carl Madsens Vi skrev loven, Stig Vendelkærs Forlag, 1968).
Efter 45 år i DKP oplevede Carl Madsen at blive ekskluderet, fordi han opponerede mod partiets betingelsesløse partidisciplin. »Ingen skal bestemme, hvad jeg vil skrive,« som han skrev. Et endnu længere liv i retslokalerne havde givet ham en indsigt i en juridiskpolitisk sammenspisthed, der i særdeleshed prægede dette land i midten af forrige århundrede. Han havde på sin egen krop oplevet det danske politis ihærdige jagt på kommunister såvel før som, og navnlig, under besættelsen.
Jo, Carl Madsen, der kaldte sig selv en »grundtvigiansk kommunist«, vidste, hvad han talte om. Kun skade, vi ikke skal høre ham kommentere de nye terroristlove i Danmark.
