Læsetid: 3 min.

Guerillakrig i vente

Kommandostyrker optrapper deres operationer, mens Pentagon overvejer at indsætte 4.000 marineinfanterister
24. november 2001

Jagten
BOSTON – Natten til fredag i sidste uge gjorde tre køretøjer lastet med benzin og olie holdt på landevejen mellem Iran og Pakistan i det sydlige Afghanistan. Det var tusmørke, og de seks chauffører turde ikke køre videre af frygt for, at deres billygter ville tiltrække amerikanske bombeflys opmærksomhed.
Det var også første dag i Ramadanen. De skulle ned på knæ og bede i retning af Mekka. Efter deres første måltid den dag, lagde de seks afghanere sig ned på tæpper for at sove under den mørke himmel.
»Det næste, jeg kan huske, er et koldt pistolløb i nakken og en mands knæ på mit
bryst,« fortalte chaufføren Abdullah en amerikansk og tre pakistanske reportere torsdag i Spin Boldak, en afghansk provinsby nær den pakistanske grænse.
»Jeg gik i panik. Jeg troede først det var landevejsrøvere, der var ude på at myrde os,« husker Habibullah, en anden chauffør
Men det gik hurtigt op for dem, at de var blevet taget til fange af en halv snes amerikanske kommandosoldater, der var ankommet i et pansret køretøj af typen Humwee. De seks mænd fik hænderne bundet på ryggen og blev marcheret over på den anden side af en sandklit 200-300 meter borte. Ti minutter senere hørte de støjen fra to helikoptere på en mørk nat uden måne og stjerner.
Pludselig blev de to tankvogne med benzin og lastbilen med olietønder ramt af missiler og eksploderede i en enorm ildkugle, som oplyste nærområdet. »Det var som om, det var blevet dag. Tønderne blev løftet 30-40 meter op i luften,« fortæller Abdullah.
Ifølge chaufførerne beskyldte de amerikanske soldater dem for at smugle olie og benzin ind i Afghanistan til terrorister (én af soldaterne talte gebrokkent pashtu). Akhtar Mohammed fatter ikke, hvorfor amerikanerne ødelagde hans tre køretøjer.
»Vi transporterer brændstof til den civile befolkning i Spin Boldak. Kun lidt af det bliver brugt af Taleban,« siger han til Washington Posts udsendte.

Øget tilstedeværelse
Denne historie er blot én af mange eksempler på kommandostyrkers øgede tilstedeværelse i den sydlige del af Afghanistan, der stadig er under Talebans og al-Qaedas kontrol. Ifølge Pentagon behersker de stadig en fjerdedel af det store land. I de seneste dage er det endvidere blevet klart, at tusinder af Taleban-tropper og udenlandske jihad-kæmpere huserer i flere lommer indenfor den del af Afghanistan, som nominelt kontrolleres af Nordalliancen og lokale krigsherrer.
Det gælder egnen sydvest for Jalalabad nær grænsen til Pakistan, hvor fem udenlandske journalister blev myrdet tidligere på ugen. I Wardak-provinsen sydvest for Kabul angreb en styrke fra Nordalliancen 1.500 Taleban-soldater torsdag, men blev slået tilbage. Der er også formodninger fremme om Taleban-styrker sydøst for Herat, nær grænsen til Iran, og hertil kommer et ukendt antal Taleban-soldater undsluppet fra Kunduz i den sidste ugestid.
Al-Qaeda-styrker er efter alt at dømme tilstede i den nordlige, bjergrige del af Urozgan-provinsen mellem Kandahar og Kabul, hvor Osama bin Laden skal have indrettet underjordiske skjulesteder i de seneste år. Den sydlige del af provinsen kontrolleres af pashtun-ledere fjendtlige overfor Taleban.
Samtidig synes den hårde kerne i Taleban-ledelsen ikke indstillet på at opgive bevægelsens åndelige bastion – Kandahar og provinsen af samme navn. Bevæbnede muhajediner blandt pashtun-stammerne i sydlige Afghanistan har indtil videre ikke været i stand til at vinde et eneste slag med Taleban, og få iagttagere regner med, at Nordalliancen og lokale krigsherrer nærer ønske om at sende tropper til sydlige Afghanistan for at få bugt med resterne af Taleban.
Denne opgave kan derfor i sidste tilkomme USA. I de seneste dage er præsident George W. Bush og forsvarsminister Donald Rumsfeld begyndt at forberede den amerikanske opinion på en langvarig offensiv mod al-Qaeda og Taleban med mulige amerikanske tab.
»Vi står overfor en svær tid. Det er ikke en let nød at knække,« sagde en militærstrateg i Pentagon til Washington Post onsdag. I øjeblikket opererer 300 amerikanske kommandosoldater i Taleban-områder. De udfører vidt forskellige opgaver, herunder vilkårlige vejspærringer, efterretningsarbejde og identificering af militære mål for bombefly. Et ukendt antal CIA-agenter har opholdt sig i sydlige Afghanistan siden sommeren 2000. De etablerer kontakt med lokale stammeoverhoveder, indhenter efterretninger om al-Qaeda og Taleban-ledere og råder over de ubemandede Predator-spionfly, der kan affyre anti-tankmissiler.
I de seneste dage har amerikansk presse viderebragt formodninger om, at to styrker på hver 2.000 mand fra det amerikanske marineinfanteri snart vil oprette et brohoved i det sydlige Afghanistan, hvorfra de skal udføre særlige kommandoaktioner. De to styrker befinder sig på amfibieskibe i den nordlige del af Det arabiske Hav.
Som et tegn på en langvarig krig overvejer Tommy Franks, øverstbefalende for ’Operation Vedvarende Frihed’, at flytte centralkommandoen fra Florida til en base tæt på Afghanistan.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her