Læsetid: 6 min.

Hånden på låret

Hvad skal man mene om den moderne Don Juan – piccolinegramseren, praktikantjægeren, min-kone-og-jeg-har-et åbent-forhold-chefen, kopirummets langfingrede charmør?
23. november 2001

Qlummen
Lysene er tændt, fadet går rundt, og med ét mærker man fem fremmede fingre øverst på låret, dér hvor man ellers ikke inviterer fremmede. Bordherren! At gøre anskrig risikerer at blive virkelig pinligt. Man fisker diskret hånden op ved ærmet og lægger den pænt tilbage på ejermandens lår. Et minut – så er poten der igen, og proceduren gentages. Denne gang bliver hans hånd dog liggende på eget lår.
Imens ser man sig omkring, varm i kinderne: Mandens kone taler uforstyrret videre med sin bordfælle, ens egen mand har vist heller ikke bemærket noget. Pyha. Tankerne raser, man er ikke opdraget til den slags situationer og når først for sent at komme i tanker om en passende replik: »Undskyld, men vil du være venlig at fjerne hånden fra mit lår.« – sagt med hvas øjenkontakt og et bestemt omend dæmpet tonefald. (Medmindre man selv nyder det, men det kunne manden med den snigende hånd jo ikke vide).
Nej, episoden er faktisk ikke selvoplevet, men svarer til utallige øjen- eller snarere lårvidneberetninger om magtfulde mænds opførsel enten før i tiden eller på egne, hvor en Don Juan stadig går for at være for sej: Piccolinegramseren, praktikantjægeren, min-kone-og-jeg-har-et åbent-forhold-chefen, kopirummets langfingrede charmør – eller bare den skamløse damejæger.
Som Bill Clinton, alias ’John Stanton’ – Travoltas stråleøjede præsident i filmen Primary Colors i søndags. Som fhv. statsminister Jens Otto Krag at dømme efter Bo Lidegaards nys udkomne biografi. Og den måske mest gådefulde af dem alle, John F. Kennedy: Gådefuld, fordi trangen til junk sex her syntes at overskride ethvert hensyn, ikke blot til andre mennesker men også til alle tænkelige regler, fra god tone til politivedtægt og straffelov.
For magtfulde mænd – nogle af dem, og måske især før i tiden – er let adgang til mangfoldig sex tilsyneladende en del af magtens sødme. Vi taler her ikke om pludselige forelskelser, ejheller om forførelsens spænding, erobringens førlyst, men om den rå vare, junk sex.
Måske er den stærke drift mod sex og den stærke drift mod magt to sider af samme rasende, til tider skånselsløse jeg-energiudfoldelse, der kan grænse til det psykopatiske? Eller gør mænd med magt blot hvad mange flere mænd ville gøre, hvis de turde og kunne?

Don Juan-typen har altid fascineret mig, må jeg tilstå, ikke at møde (jeg er måske ikke typen), men at læse om. Også fordi man (jeg) af systemets øverste repræsentanter forventer respekt for reglerne, også de uskrevne. Og så læser man, fortryllet, forfærdet, historier der viser alt andet end respekt.
Om Kennedy, der på vej ind til receptionen med de prominente udenlandske gæster lige får taget trykket hos garderobepigen, mens statsbesøgets gæster venter forlegne med isterninger smeltende i glassene. Eller om hans uopklarede Marilyn Monroe-affære. Eller om mobiliseringen af hele callgirl-centraler, når præsidenten overnattede i en fremmed by. Eller, som man kan læse om i Mrs. Kennedy, en spritny biografi af Barbara Leaming om hans kone Jacqueline, så befandt flotte Jack Kennedy sig i Sydfrankrig ’getting laid’, mens fruen nedkom med deres første barn, som var dødfødt. Da barnet blev begravet, var barnefaderen stadig ikke dukket op til overfladen.

Vi taler ikke om desperate, sølle mænd, men om mænd med udstråling og for Clintons, Kennedys og den unge Krags vedkommende et overmåde godt ydre. Og vi har at gøre med mænd, der har meget at miste ved dette, der i mine moderne øjne må være et enormt tab af værdighed: Kan de ikke selv se, at en mand der nærmest for øjnene af sin stab, sine gæster (og sin kone) smider bukserne for en 30 år yngre piccoline eller almindelig prosititueret falder ned i det latterlige? Hvordan har en præsident eller statsminister råd til det?

I Krags tilfælde er det mere fantastisk at læse om end det må have været at opleve: I de unge år bliver det til adskillige damer (med adskillige menes her mange), fire aborter, heraf én i femte måned, der foregår under gruopvækkende omstændigheder hjemme i Krags lejlighed, et barn uden for ægteskab og i det hele taget larmende nattesæder, hvor politiet af og til kaldes til handelsministerens bopæl.
Andre rygter vil vide, at det celebre liv med skuespillerinder (Krags smag i kvinder var i de yngre år både raffineret og god) kostede ham dyrt i den socialdemokratiske inderkreds, hvor et ordentligt mandfolk giftede sig med
en sød, storblomstret, ikke for tynd dame af kolonihavetypen og holdt sig til hen-
de. Krag klarede sig godt ikke på grund af sine erotiske udskejelser, men på trods af dem.
Som gifte fik både Kennedy, Krag og Clinton god hjælp af deres flotte og socialt sikre koner. Helle Virkner har i en erindringsbog beskrevet, hvordan hun elegant fik afværget både Lyndon B. Johnsons og Khrustjovs tungtåndende tilnærmelser, uden at sætte besøgets gode stemning overstyr. Den fransktalende Jacqueline Kennedy åbnede en personlig kontakt til Frankrigs mere dameglade end USA-venlige præsident de Gaulle, som hendes mand næppe havde kunnet alene.
Så hvorfor ikke påskønne fruen? Hvorfor løbe risikoen? Hvorfor opføre sig så ikke kun hjerteløst, men – ufornuftigt? Det er det gådefulde, synes jeg. For drifter er jo ikke så ustyrlige. De fleste af os styrer dem langt det meste af tiden.

Men måske er min reaktion for ’moderne’: Jeg forestiller mig piccolinegramseriet som uværdigt, dvs. et tab af prestige. Men måske ser junk sex-manden det tværtimod som en magtdemonstration: Hvis hånden på borddamens lår tilhører statsministeren, damens mands chef eller gode forretningsforbindelse, hvor fristet er hun så til at råbe: »Fingrene af fadet, grisebasse!« Det ved magtens mand, og poten på låret ydmyger ikke mindst damens mand: »Se, jeg tør rage på din kone, og du tør ikke gøre mig noget, for jeg er bare statsministeren!«
Jo mere magt man får, jo mere fristende bliver det måske at se, hvor meget man kan tillade sig?

Men jeg vil påstå, at Don Juans image har ændret sig fra sej, spændende dameerobrer til komisk type. Folk fniser i krogene, følger lattermildt med fra sidelinjen, den blotte nævnelse af kopirummet kan i perioder få folk på en arbejdsplads til at knække sammen af grin. Kort sagt, jeg synes det må være svært for den moderne Don Juan at skaffe rigtig ro og respekt om sine erobringstogter. Den tid, hvor damen skandaliseret måtte søge i kloster, mens hendes bror eller far satte top på elendigheden ved at lade livet i duel til forsvar for hendes tabte ære, er uigenkaldeligt forbi. Ja, selv den mindre fjerne tid, hvor kvinderne selv påtog sig al pinligheden. Sagerne om sexchikane vidner (selv om de er få) om, at kvinder ikke mere finder sig i den slags.

Det ligner moralens sejrsgang, når mange af nutidens politikere lever så skikkelige liv (tilsyneladende, men hvad ved man), og når Clintons affære med praktikanten Monica Lewinsky på det afskyelige moralske højres initiativ fik sin egen 300 siders hvidbog med pletten på kjolen og det hele. For 30 eller 40 år siden ville historien aldrig være nået offentligheden. Det burde den heller ikke nu.
Men interessant nok flyttede Lewinsky-affæren ikke en stemme. Hvorfor skulle den også det? Don Juan kan jo bevisligt være en udmærket politiker, måske bedre end den, der aldrig taber kontrollen og derfor heller ikke forstår, at det kan ske for andre. Og underholdningen får jo også sit bidrag.
Men hånden på låret – godt for den værdighed, der også bør følge et stort embede synes jeg nu ikke, det er.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu