(2. sektion)
Ny film
Man siger, at det er hårdt at starte på et nyt arbejde, men da Jake den morgen tager afsked med kone og spædbarn, har han ingen forestilling om, hvilket mareridt der venter ham.
Dagens program står på Oplæring, og Jake pudser energisk sit politiskilt inden mødet med den sorte narkobetjent Alonzo Harris, som har 13 års erfaring i Los Angeles værste kvarterer og på papiret er den rette læremester for en ung politimand med ambitioner.
Et døgn senere har Jake været på et LSD-trip, begået væbnet tyveri, deltaget i et skuddrama og overværet et overlagt mord!
Det lyder som en absurd komedie, men Training Day er en sjældent dyster politifilm, der holder tilskueren i et jerngreb, så man hiver efter vejret og spejder efter en Dirty Harry, som kan ordne sagerne.
Mørkets hjerte
Men her er ingen barsk politimand med ædle motiver, her er en idealistisk grønskolling over for en kynisk veteran, og når de to politifolk i Alonzos sorte Monte Carlo cruiser igennem storbyjunglens gader, sendes tankerne i retning af Martin Sheens skæbnesvangre rejse op ad floden mod mørkets hjerte i Dommedag nu.
»Man må være en ulv for at fange en ulv,« lyder Alonzos motto, og langsomt, alt for langsomt, går det op for Jake, at hans læremester ligesom oberst Kurtz i Coppolas mesterværk har ophævet grænsen mellem ret og vrang, mellem samfundsloven og jungleloven. Og den korrupte Alonzo griber naturligvis straks chancen til at manipulere med sin nye makker, til skiftevis at lokke, latterliggøre, skræmme og true ham i fordærv.
Washington sprudler
Rollen som Alonzo spilles af ingen ringere end Denzel Washington, der med guldkæder om halsen og iført sort lædertøj nærmest sprudler af salig sadisme som om han har kedet sig gudsjammerligt i helteroller som Malcolm X og Hurricane og blot ventet på dette enestående øjeblik. Men også Ethan Hawke er overbevisende som den retsskafne nybegynder, der er så opsat på at gøre et godt indtryk, at han bliver et taknemmeligt offer for Alonzos skumle planer.
Begivenhederne eskalerer, og Jake ender gang på gang i nervepirrende situationer, fordi han ikke formår at sætte sig i respekt over for narkohandlere og tatoverede homies.
Filmens midterdel kører måske lovligt meget i automatgear og kunne med fordel være forkortet. Men med en slagkraftig dialog, en gennemført dyster fotografering, fint besatte biroller (Glenn Scott, Tom Berenger og sangerinden Macy Gray) og en historie båret af en moralsk problemstilling er helhedsindtrykket en konsekvent og befriende usleben Hollywood-film.
*Training Day. Instruktion: Antoine Fuqua. Manuskript: David Ayer. Amerikansk (Imperial, CinemaxX, København og 16 provinsbiografer)