Ny bog
Når han har fri fra sit arbejde som adm. direktør i en stor koncern, savner han sit kontor, sin sekretær og sin højrehånd. Han hedder Terkel Andersen, men kunne egentlig lige så godt have været en blank robot, fremmedgjort som han nemlig er. Jobbet er blevet hans liv, og allermest savner han kontakt med sig selv og sin krop.
Heldigvis kan kroppen tale kropssprog, og på dette tavse tungemål forsøger den at fortælle ham, at han nok må lægge sin livsstil om.
En nat drømmer Terkel, at han har fået et halsonde af en slags, og de følgende dage bilder han sig ind, at en svulst på størrelse med en grønært vokser til ferskenstens-format. Manden går efterhånden i drift: Tæller sin kones læbestifter, glemmer sin hund på et apotek, lader sig med ét helt umotiveret tatovere og ignorerer flere faretruende e-mails om konkurrenternes planer. Til hustruen Ghita skriver han postkort, der tilsammen danner et desperat testamente. Bange for at dø som han jo er, forsøger han at beherske, hvad ingen alligevel kan kontrollere.
Krisen driver snart over. Terkel er ikke syg, eller rettere, han er skam vældig syg, men lidelsen er et kollektivt kultur-syndrom, en civilisationens selvoptagethed: Hypokondri fortolket som symptom på en menneskehed fatalt løsrevet fra sin natur.
Punkter uden poesi
Denne historie kunne muligvis have givet stof til en novelle på maksimalt otte blade. Og når Marina Cecilie Roné alligevel har fået den til at fylde siger og skriver 126 sider, beror det på, at forlaget har vist stor rundhåndethed med ressourcerne af papir. Dialoger er sat op med store tomme huller: Hver gang en person får ordet, holdes en linje åben. Og på adskillige sider står, muttersalene, højpatetiske handlingsbeskrivelser af følgende type: »Klokken tre elleve gurglede Terkel hals på badeværelset. Ghita vendte sig om på den anden side og lod som om hun sov.«
Teknikken kendes udmærket fra den såkaldte punktroman, men fungerer overhovedet ikke i Terkels testamente, dels fordi stilen heri totalt mangler poetisk spænding, dels fordi læseren ikke fascineres tilstrækkelig meget af hovedpersonens skæbne til at gide udfylde fiktionens tomme pladser.
Det er vistnok meningen, at læseren på én gang skal holde Terkel ud i strakt ironisk arm og skal læse hans tilfælde som et billede på vor tid. Men bogen forekommer ikke alene ligegyldig i al sin postulerende tyndhed, den virker også jævnt hen direkte naragtig pga. det misforhold, der opstår mellem fraværet af psykologisk dybde og så den benhårde læserstyring. Marina Cecilie Roné bilder sig åbenbart ind, at hendes publikum består af rene lallende sinker.
*Marina Cecilie Roné: Terkels testamente. 126 s., 179 kr. Lindhardt og Ringhof
