Læsetid: 7 min.

Det handler om fortælling – ikke om funktion

Hvor der er produktion, er der design, men det er ikke lige meget hvilket design. Og det går ikke særlig godt i Danmark
30. november 2001

(2. sektion)

Designerteori
Wallpaper elsker Danmark. Det fremgår med al ønskelig tydelighed af novemberudgaven, hvor der er et 80-siders indstik om alt det fede ved Danmark. Heraf fremgår det, at danskere er smukke, dansk tøj er lækkert, danske møbler er cool, dansk mad er nuttet og Svinkløv Badehotel er allernicest. Og da Wallpaper er dét toneangivende livsstilsstidskrift i verden, så er alt godt. Dansk er dejligt.
Hvis man ellers lige kan se bort fra, at det, der er så dejligt ved Danmark (hvis vi undtager pigerne, drengene og tøjet), er landets yndige 60’erstemning. Vi bor i et reservat, hvis nogen skulle være i tvivl. I alle hjem myldrer det med Arne Jacobsen stole, designet i 60’erne, PH-lamper udtænkt i 20’erne, sildemadder fra middelalderen på kongeligt porcelæn fra før Første Verdenskrig, og smukke, kølige mennesker fra vikingetiden. Der er the smart set og pianisterne helt enige. Vi bør bevare denne tilstand for eftertiden, eventuelt frede Danmark.
Det nye kan man så for eksempel finde i Sverige, hvor samme blad deltog på udstillingen Bo01 i Malmø i sommer, og hvor unge designere udvikler nye ideer til en ny tid. Jonas Bohlin, Mats Theselius, Thomas Sandell og John Kandell er en håndfuld svenske designere med internationalt ry, som Arne Jacobsen og Hans Wegner var det i 50’erne og 60’erne. Og der er flere på vej. De gør noget helt andet. Bohlins første stol var lavet af beton og jern, til hans afgang fra Konstfack i 1981. Den var – og er – grim i enhver betydning af ordet, en rigtig punk-stol. Og den forargede det svenske designmiljø grænseløst.
Men Sven Lundh, der havde købt møbelfirmaet Källemo i Småland, så stolen og besluttede at producere den. Og den stol vakte en global interesse for ung svensk design. Sven Lundh er en mærkelig mand, der vil bygge et moderne museum midt i en svensk skov, og som ved sin viljes kraft har flyttet svensk møbeldesign fra at være selve essensen af institutionel kedsomhed til at være et omdrejningspunkt i den internationale møbelscene. Det har han gjort, fordi han er optaget af radikal kunst og design, fordi han producerer det, der bevæger ham.

Det er selvfølgelig en lang historie, det afgørende er imidlertid, at svensk møbeldesign er kommet i front på verdensplan på grund af et kreativt og ambitiøst samarbejde mellem producenter og designere.
Og så findes der Sven Lundh’er på mange områder. Fra slutningen af 70’erne har man turdet satse – inden for musik, reklame og grafik, men også når det gælder biler og tilsvarende industrielle produkter. Kulturen i hele samfundet har været positivt indstillet over for æstetiske overskridelser og fornyelser. Se bare hvordan svensk tv viser nutidskunst, præsenterer unge musikere.
Vi kender det fra filmbølgen herhjemme, der både er udtryk for et stort talent og for et lykkeligt sammenfald af god uddannelse, gode produktionsforhold, og gode støtteordninger. Og fra de unge danske tøjdesignere, der på samme måde er veluddannede og solidt funderet i en lokal økonomi.
Så hvorfor sker det ikke for dansk design i øvrigt? Hvorfor er Akademiets Møbelskole nedlagt? Hvorfor rejser kreative unge væk til lande, hvor de kan beskæftige sig med aktuelle designmetoder eller lære sig selv at formgive? På Danmarks Designskole valgte de unge i år at boykotte den traditionelle afgangsudstilling og i stedet udsende en protest over uddannelsen. I et sært samarbejde med deres rektor, Gøsta Knudsen, der også i politiske sammenhænge arbejder for en udvikling af design-kulturen.
Mens etablerede virksomheder klamrer sig til en midlertidig retro-begejstring og ikke formår at opdyrke talenterne. Og Dansk Design Center trods nyt hus og ny ledelse viser det samme verdensbillede. Her handler det endnu i dag om normer, der blev slået fast før 1972.
Dansk design har kunnet leve meget længe på det absolutte førerskab, det vitterlig en gang havde. Man har ikke følt noget behov for at forny sig. Men sammenbruddet i dag har også at gøre med de værdier, der oprindeligt skabte den danske designkultur.
Siden Første Verdenskrig har undervisningen, udviklingen og kritikken af dansk design været fokuseret på den sluttede genstand, som en enhed af formål, stof og form, med stolen som den afgørende prøve. Det er dette ideal, Bohlins stol brød med. Her var ingen enhed, ingen afgørelse. Bare et tilfældigt sammenstød af usselt beton, grimme rør og karikeret form. Et sammenstød i familie med eksperimenter i London, Los Angeles, Paris og Sydney, i de samme år. Bare ikke i Danmark. Her var alt ved det gamle. Den unge danske designer, der forsøgte sig med andre former end de etablerede, blev øjeblikkeligt jordet af lærere, kritikere og producenter, der følte sig sikre på det normsæt, de dømte ud fra.
I dag er den hæderkronede møbelskole på Kunstakademiets Arkitektskole nedlagt. Til designmiljøets hellige forargelse. Men sandheden er, at den har været stendød i mindst 20 år. De normer, den var grundet på, var absolut relevante i det samfund, den var skabt til. Men de er værdiløse i dag. Dengang vidste man, hvad der var i et klædeskab, og hvad man stillede op med en spisestuestol. Man kunne beskrive alle mulige formål i dagliglivet og se genstandene som både eksistentielle og æstetiske opgaver, der skulle og kunne løses. Og det var mest møbler. Og så hvis man var avanceret, og efterhånden som samfundet blev moderniseret: Lamper, støvsugere, dørhåndtag, køkkenskåle, bestik, skrivemaskiner og den slags. Men hele tiden med den samme forestilling om, at der fandtes en idealform, en ideel besvarelse af opgaven: Den bedste og endelige rejseskrivemaskine eller bordlampe eller boremaskine – alle nyttige og ordentlige genstande.

Og når vi havde fået den endelige telefon, så skulle vi aldrig købe en ny. Når det perfekte håndtag var udviklet, skulle det produceres til evigheden.
I virkeligheden er det bare gået helt anderledes. Design i dag er noget helt andet, end det var i 60’erne. Det er der flere grunde til. Kunstakademiets designprofessor, Anders Brix, har besluttet sig for at fokusere på bygningsrelateret design: Design til byggeindustrien, hvor det for længst er holdt op med at være konkrete, afsluttede genstande, der produceres og handles, til fordel for koncepter og profiler. Brix’ forgænger og tidligere arbejdsgiver, Knud Holscher, udvikler til stadighed beslagskonceptet d-line, et af de få nutidige danske produkter, der er internationalt anerkendt.
Vindues- og facadeproducenterne tilbyder et væld af muligheder, med udgangspunkt i ganske få profiler, der til gengæld kan leveres i alle mulige mål og sammensætninger. Og både gulve, vægge og lofter er designkoncepter, der kan leveres færdig til montering helt efter bygherrens ønsker, hvad angår størrelse og form.
Andre steder udvikler man web-designs, køkken-koncepter, new ways of working, som er kontormiljø-koncepter, eller brugerflader til den komplicerede elektronik, vores liv er helt fyldt med. Og mad er designet. I en reklame kan man se hvordan den mand, der spiser designerknækbrød, i sit hele liv har styr på det med designet – han er selv designet – lidt ligesom en moderne politiker er det, med rullekrave, skægstubbe og et mildt forbløffet blik. For ikke at tale om powerbook’en og den teksttunge avis, der lige minder os om at det designede menneske arbejder med medier og har en lang uddannelse.

Alt det nye design, hvad enten det er møbelhusenes livsstilsprodukter, byggeindustriens totalløsninger, eller slagteriernes koncept-food, har det tilfælles, at det er åbent design. Der er ikke længere et afsluttet produkt, der kan vurderes på de kvaliteter, der netop er i det sluttede, vægtige, udsagn. Vi forventer som forbrugere og brugere af produkterne, at de kan interagere med os og vore omgivelser. Vi går ikke op i om stolen kan holde til et helt liv, men om den fortæller os noget lige nu, om den kan indgå i vores fortælling om os selv, vores identitet.
Og det samme gælder i en anden forstand for de mere industrielle formål. Produkternes succes afhænger af deres formidlingsevne, om de er i stand til at interagere med brugerne på en positiv og helst kreativ måde. Leg og fantasi er gode egenskaber. Kvaliteten ligger ikke længere i stoffets og formålets sammenbinding af den endegyldige gode form, men alene i formens tilpasningsevne og tilgængelighed, uden hensyn til stoffet eller formålet.
Og dette er grundlæggende fremmed for dansk designkultur, måske for dansk kultur i det hele taget. Den afsluttede helhed er en autoritet, her taler far, med sin fysiske vægt og moralske betydning. I den gode genstand taler den gode sandhed. Det åbne design, hvor tingene kan ændres i omgangen med brugeren, er noget mere uhierakisk og antiautoritært. Der er ingen sandhed, ingen norm man kan henvise til. Det er en designkultur med aner i 1920’ernes og 60’ernes antiautoritære og antiformalistiske kunst (som blev beskrevet i sommer i Information). Og helt fundamentalt i opposition til dansk design. Og derfor har vi alle et problem.
Produktion er det samfundet lever af, og moderne produktion er uløseligt forbundet med designprocesser. Ikke kun møbelproduktion, snarere alt andet end møbler. Men i Danmark er forestillingen om design alt for snævert knyttet til det afsluttede produkt, og derfor falder vi ned fra piedestalen hurtigere, end man kan sige tapet på engelsk. Vi har brug for en helt anden tilgang til design, med helt andre normer. Nu er det ikke længere enhed, men mangfoldighed, det gælder. Ikke længere funktion, men fortælling. Vi skal ikke længere udvikle produkter, men processer, der selv genererer produkter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her