Læsetid: 5 min.

Hjemme hos de konfliktsky

Mon ikke de fleste af os ved, at alle valg koster. Men når det kommer til politik, får vi bare aldrig oplyst prisen
9. november 2001

(2. sektion)

Den glade konsensus
Vi lever i et misundelsessamfund, sagde kunsthistorikeren Hans Edward Nørregård-Nielsen i en radioudsendelse for nylig, og mente dermed et samfund, hvor man vogter på hinanden, og alle har ret til lige meget af det hele: Middelmådigheden har gode kår, men det har de kræfter, der holder et samfund sammen formentlig også. Vi har endnu ikke zoner af København, hvor politiet ikke tør køre ind, og ministrene kan stadig køre på cykel til arbejde. Problemet med sådan et misundelsessamfund er, at politiske konflikter nedtones til fordel for glad konsensus, og når vi alle sammen skal være ens, hvad er der så overhovedet at skændes om?
En hel del, skulle man mene. En valgkamp som den, der er i gang nu, skulle gerne være én lang synliggørelse af de konflikter, der findes i vores samfund, af forskellen mellem at stemme på Socialdemokratiet og Venstre. For det er selve forudsætningen for, at vi kan bruge vores stemme til noget som helst: At vi kan vælge.

De EU-afstemninger, vi har haft i de senere år, har i den sammenhæng været skammelige. I stedet for at gå ind i en åben kamp om politiske opfattelser siger man til vælgerne: »Åhr, ved I hvad, det betyder i grunden ikke så meget, EU er bare en praktisk, økonomisk foranstaltning. Et forbehold fra eller til.«
Når der endelig har været optræk til synlige, politiske konflikter om EU-politikken, så er der en tendens til, at man benytter sig af den slags argumenter, som forældre bruger, når børnene ikke vil makke ret: »Hvis ikke I siger ja, kan vi altså ikke garantere for følgerne!«
I stedet for at give sig til at oplyse vælgerne om fordele og ulemper ved det ene og det andet valg – og de fleste mennesker er nok klar over, at der er fordele og ulemper ved alting – så vil man hellere udtrykke sig så vagt, at man ikke kan holdes fast på noget. Man undgår at bevæge sig ind i regulære konflikter, så man kan se den nøjagtige forskel på en socialdemokratisk og en borgerlig regering – og kan man ikke det, er et valg jo meningsløst: Man vil hellere styre uden om konflikterne. Eller lade som om de kommer udefra.

Det skæmmede den første partilederrunde på DR, at stort set alle partierne stadig lader sig trække rundt ved næsen af Pia Kjærsgaard og taler om udlændingepolitikken, som om netop dén rummede nøglen til alle andre politiske områder i Danmark. Her var der heller ikke noget, der hed opgør. Èn talte om at ville indføre en anstændig stramning af udlændingelovgivningen, en anden om både at stramme og slække på én og samme gang, og dét mens man huskede at holde hovedet koldt og hjertet varmt. Det ene udsagn var mere meningsløst end det andet, for hvem skulle gå ind for en uanstændig stramning? Og hvordan kan man egentlig slække og stramme på én gang? Det kunne man i hvert fald ikke i min fars sejlbåd!
Det politiske sprog trænger noget så forfærdeligt til at nærme sig den konkrete politiske virkelighed.
Når alt andet sprog skærpes og tilføres friske forsyninger af ilt, står det politiske sprog stille, fordi det ikke bliver brugt. Politiske diskussioner er efterhånden noget, der foregår internt i partierne. Når det kommer til valgkampen, skal man sandelig nok passe på med, hvad man siger. Men det giver ikke nogen mening længere, når et parti siger, at det vil sikre velfærdsstaten. Det giver ingen mening, når Marianne Jelved, som hun gjorde det i partilederrunden, siger, at hendes parti vil arbejde med bedre rammer i den offentlige sektor. For hvem vil arbejde med dårligere?
Valgplakater, der lover tryghed og velfærd, giver heller ingen mening. De ord er efterhånden så store og rummelige, at selv World Trade Center ville kunne være derinde. Farven blå ville kunne være derinde. Og hele Afghanistan. Det er blevet det rene elastiksprog, og partierne skiller sig ikke ud fra hinanden.
Måske tør de ikke. Måske står der

for meget på spil. Eller måske synes man bare, det ville være væmmeligt, hvis man skilte sig ud og skulle stå ved sin politiske opfattelser og sine værdier, og føj! Det kan man ikke engang få en politiker til i dag. Men hvis ikke politikerne vil tale om værdier, hvad skal vi så overhovedet med dem? Kan vi så ikke bare ansætte nogle embedsmænd i stedet?

I starten af partilederrunden erklærede Poul Nyrup, at valget var blevet udskrevet med det formål at sikre tryghed og kontinuitet, og det viste sig snart nøjagtigt, hvordan man i forsamlingen opfattede tryghed. Anders Fogh og Pia Kjærsgaard var rørende enige om, at det, hvad angik krigen i Afghanistan, ville være mest trygt med en borgerlig regering, for de ville nemlig være 100 procent enige i USA’s bombardementer. Men ville det virkelig være trygt? Med en regering, som end ikke forholder sig kritisk til det faktum, at man muligvis er ved at skabe en sultkatastrofe for tusindvis af mennesker? Er det trygt, at man altid er enige og end ikke rejser kritiske spørgsmål? I Danmark er det åbenbart sådan, og så er vi hjemme igen, inviteret indenfor hos de konfliktsky.
Pia Kjærsgaard var ikke sen til at slå fast, at det er danskerne, der skal sætte dagordenen i valget, og dermed mente hun formentlig, at politikere bare er sådan en slags stik-i-rend-drenge, der skal springe omkring for at tækkes de seneste Gallup-undersøgelser. Men politikere skulle også gerne fortælle os noget om, hvad det er for en politisk virkelighed, de befinder sig i på Christiansborg.
I stedet er det, som om de har opgivet samtalen med hinanden – partilederrunden afslørede med al ønskelig tydelighed, at den danske debat hverken har begyndelse, midte eller slutning: Alle river valgtemaer ned fra hylderne, som var de på udsalg i Bilka. Desværre ser det også ud til, at de har opgivet dialogen med os – vælgerne.
Vi ved da godt, at man ikke både kan sænke skatterne og forvente at blive modtaget som en dronning, næste gang man skal på hospitalet. Vi ved da godt, at man ikke både kan skride fra EU og forvente at have indflydelse på fremtidens Europa. Vi kan godt regne ud, at der er forskel på det, vi godt kunne tænke os, og det, vi kan få. Mon ikke også de fleste af os ved, at man vælger én ting på bekostning af en anden: At alle valg koster. Men når det kommer til politik, får vi bare aldrig oplyst prisen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her