Læsetid: 3 min.

Høgens jazztræ

Historien om T.S. Høegs 25 bedste jazzplader er en veloplagt og højst privat ekskursion. Og som sådan skal den læses – endelig ikke som en facitliste
9. november 2001

(2. sektion)

Jazzbog
T.S. Høeg (f. 1957), undergrundsmusikeren og »intertaineren« (som han kaldes og kalder sig selv), er et oplagt valg til Rosinantes lille bogleg af en serie om verdens bedste dit og dat, hvor engagementets, pennens og ekspertens krydsprofil har avlet bidrag fra bl.a. Bo Green Jensen (film), Benn Q. Holm (fodbold) og Klaus Lynggaard (rock).
Høeg er selv forfatter til flere digt- og prosabøger og skrev sin version af ’jazzens historie’ som føljeton i magasinet Blender i 1999. Sansen for sprog og hans bevidste iscenesættelse af sig selv som ’skæv’ kunstner svigter heller ikke her. Én ting er præsentationsfotoet på bagflappen, der viser ham dansende med sin saxofon på et bord med hat, shorts, gummisko og specialiteten: Lange fodboldstrømper!
En anden er Høegs person, der gang på gang i små doser bringes ind i rampelyset. Ganske vist, som en del af bogens anlagte stil som personlig beretning om plader og kunstnere, der for ham udgør de væsentligste fikspunkter i jazzens brogede diskografi (for såvidt den samme indfaldsvinkel som Lynggaard, der garnerede sine rockyndlinge med anekdotisk stof fra barndom og ungdom på en perspektivrig måde), men med Høgen balancerer det, synes jeg, flere gange mellem interessant insiderviden/anekdote og ansats til bismag, som en bette knivsspids af det forkerte krydderi i menuen. Når han f.eks. skal fortælle om sig selv, at han, som musiker og komponist altid har været »et sort får af en hybrid udøver«, anbefaler egne cd’er og hjemmeside eller sammenligner sig med den amerikanske saxofonist John Zorn, både hvad angår musikalsk profil og udseende (»små, spinkle og bebrillede virrehoveder«), det sidste formentlig ment som en morsom kuriøsitet.

Udfordrende liste
Udvalget er højst personligt farvet, bl.a. af, at Høgen selv befinder sig i den alternative og avantgardistiske fløj af musiklivet. Alligevel har den almen attraktion, basalt grundet den sprogligt veloplagte formidling af stoffet, men også som en alternativ og udfordrende liste til en mere konventionel kanon af jazzplader (og ens egen?).
Det er især overraskende, at Louis Armstrong ikke er repræsenteret, ej heller Miles Davis’ uomtvistelige mesterværk Kind of Blue. Davis er i stedet med for sit samarbejde med orkesterarrangøren Gil Evans med Porgy & Bess (1958) samt den nådesløse og dystre live-lp Get Up With It (1974). Det er desuden værd at bemærke, at også Count Basie, Coleman Hawkins og Sonny Rollins er fraværende i Høegs panteon.
Hans grundlæggende kriterium er konsekvent, nemlig hvad han synes, er helstøbte plader, og hvad der har ramt ham »i hjertekulen«. Det er han så til gengæld blevet af plader fra mange andre af jazzens vedtagne giganter som Jelly Roll Morton, Charlie Parker, Lester Young, Billie Holiday, Duke Ellington, Miles Davis, Thelonious Monk, Charles Mingus og
John Coltrane. Free Jazz-pionerer som Sun Ra, Ornette Coleman, Albert Ayler, og Art Ensemble of Chicago er naturligvis også med.

På tværs
Høeg går ofte på tværs af den konventionelle jazzreception i sine pladevalg.
F.eks. ved at præsentere Ornette Coleman, ikke med en af hans historisk banebrydende indspilninger med sin klassiske kvartet i årene omkring 1960, men med de mindre kendte Science Fiction (1971) og Virgin Beauty (1988). Her kammer slangsproget i øvrigt over. Er man ikke fortrolig med Colemans musik, bliver man næppe klogere af en karakteristik som: »en slags fritstillet spacegrooving metablues«. Høeg får dog sagt meget andet spændende og oplysende om sine møder med Coleman og hans musik på fem sider.
Jazzen fra 1980 og frem er overvejende farvet af Høgens personlige fascinationer af mere obskure og marginale jazzkunstnere, der har gjort sig med hybride og avantgardistiske plader (musik, der udtrykker Høegs egne musikalske visioner). Og faktisk er disse indlæg rigtig interessante, som udfordrende præsentationer af originaler langt uden for jazzens hovedstrøm: Amerikanerne
John Zorn, Steve Lacy, Henry Threadgill, Julius Hemphill (alle saxofonister), Bill Laswell med gruppen Material (?!) og den pudsige slagtøjs-finne Edward Vesala, hvis plade med den ironisk-dystre titel lukker bogens indlæg: Ode To The Death of Jazz (1990). Død er jazzen ikke i kløerne på Høgen, nærmere sprællevende og kontrært opkvikkende.

*T. S. Høeg: Verdens 25 bedste jazzplader. 120 s., 149 kr. Rosinante. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu