Læsetid: 3 min.

Installationskunstens fader

Marcel Duchamps hovedværk ’Det givne’, har nu fået sin bog. Heraf fremgår, at han sprængte det modernistiske billedes ’rude’ i stykker og introducerede installationskunsten
16. november 2001

(2. sektion)

Kunstbog
I Philadelphia Museum of Art, USA, befinder sig verdens største samling af antikunstneren og skakspilleren, fransk-amerikaneren Marcel Duchamps (1887-1968) værker.
Et af dem er ekstremt gådefuldt. Det er placeret allerinderst – efter at museumsgæsten har passeret samlingen af traditionelle modernistiske malerier fra Kandinsky til Cy Twombly.

Underprioriteret
Det er Marcel Duchamps hovedværk fra 1946-66, Étant donnés (det givne). Først kommer man til en rustik dør. Men ved nærmere eftersyn opdager den nysgerrige og tålmodige museumsgæst to kighuller igennem døren. Og jagten på Meningen begynder...
Dette værk er af Duchampforskere blevet groft nedprioriteret, og kunsthistorikeren Pia Høy (f. 1951), der netop har sendt en bog om værket på gaden, ønsker at give det en kærlig hånd og opskrive det. Værket læses som en opsummering af alle Duchamps samlede, kunstneriske og teoretiske bestræbelser, ja som en kriminalgåde, der skal løses.
Værket blev til i al hemmelighed, efter at Duchamp i 1946 officielt opgav kunsten for at hellige sig skakspillet, men i 1969, få måneder efter hans død, opdagede kunsthistorikere til deres store overraskelse, at han faktisk havde lavet kunst i over 20 år! Konsekvent inkonsekvent til det sidste, var altså Duchamp.
Duchamps betydning for alle nye stilretninger i det 20. og – ser det endog ud til – 21. århundredes kunst har kunsthistorien for længst erkendt. Fra hans Fontæne fra 1917 eller hans dadaistiske korrektion af en Mona Lisa reproduktion, i form af tilføjelsen af et smalt overskæg på hendes smukke kontrafej i 1919, frem til hovedværket Étant donnés’ har han systematisk og filosofisk konsekvent forsøgt at unddrage sig det traditionelle værkbegreb.
Duchamp har betydet lige så meget for den institutionskritiske og indholdsorienterede installationskunst, som vandt frem i anden halvdel af det 20. århundrede, som Pablo Picasso betød for det abstrakte, fladeorienterede maleri, der næredes af formmæssige spørgsmål.

Dialog tilbage og frem
Étant donnés er en gådefuld og en på kunstens vegne lidt desillusioneret installation, en slags perspektivkasse-konstruktion med et dobbeltsidet billedplan, hvis indhold først åbenbares, når betragterens blik er fikseret. Det er et avanceret Vanitas-’maleri’, skriver Høy.
Værket griber tilbage til renæssancens forkærlighed for anamorfosen, dvs. et maleri eller en del af et maleri, der giver et forvrænget billede af motivet, indtil man ser det fra én bestemt synsvinkel eller gennem et spejl eller en linse. Værket fører således en dialog med både fortiden og fremtiden.
Marcel Duchamp gjorde op med modernismens hovedstrømning, især med maleriets formalistiske linje, skriver Høy, og hermed undsagde han værkets æstetiske autonomi. I stedet betonede han indholdssiden.
Men »hvis ikke det abstrakte maleri havde synliggjort maleriets grundplan, denne institution ’billedplanet’, så kunne Duchamp ikke have sprængt barrieren, sprængt denne ’rude’ i stykker. Han bryder så at sige igennem billedplanet i sit sidste værk, hvorved han baner vejen for vore dages installationskunst. Han dekonstruerer maleriet,« skriver Høy.
Æstetisk pissoir
Betragteren må, når han/ hun stiller sig og kigger ind i hans sidste værk, selv skabe billederne. Betragteren erfarer, at døren er et kunstværk, der igen skjuler et kunstværk. Der er tale om en betydningsrelativisme i det åbne værk.
Marcel Duchamps idelige forsøg på at nedbryde kunstens auratiske mystik lykkedes som bekendt aldrig. I 1962 konstaterede han nøgternt:
»Da jeg udviklede mine ready-mades, troede jeg, at det ville slå æstetikken ud... Jeg smækkede flaskestativet og pissoirkummen i synet på folk, og nu bliver de beundret for deres æstetiske skønhed.«
I dag er vi lige vidt. Alle objekter, der placeres i kunstinstitutionens mange forskellige rum, er at betragte som kunstværker. Men dermed ikke sagt, at de er lige gode.

Skønhedsfejl
Pia Høys lærde, kunsthistoriske og meget værknære læsning af Étant donnés savner lidt en humanvidenskabelig vinkel på denne kunstner, en sådan som den mexicanske forfatter og nobelprismodtager Octavio Paz betjener sig af i sin fremragende Duchampbog fra 1978: Marcel Duchamp - Appearance Stripped Bare. Bogen optræder i bibliografien, men Høy trækker den ikke direkte ind, skønt Paz leverer en grundig analyse af værket.
Den nøgne kvinde i ’perspektivkassen’ ligner et menneske, der er blevet myrdet og er metafor for den menneskeofring, det abstrakte maleri afstedkom, foreslår Høy. Men paradokserne er mere paradoksale hos Duchamp end hos Sherlock Holmes. Høy udvider kyndigt vor viden om dette uudtømmelige værk og giver os de relevante redskaber til at åbne det.

*Pia Høy: Det dekonstruerede maleri – Marcel Duchamps ’L’Etant Donnés’. 173 s., ill. 268 kr. Rævens Sorte Bibliotek

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her