Læsetid: 4 min.

Jesus som dræberhaj

Ny debutant har noget på hjerte, og bruger 900 sider på at sige det
8. november 2001

Ny bog
Det virker absurd at kalde en roman, der er stor som en munkesten, for en lovende debut. Og helt forkert, når munkestenen på mange måder faktisk har et internationalt tilsnit. Det er ikke desto mindre præcis den fornemmelse, man sidder med efter at have slentret sig den lange vej igennem de 900 (netop, nihundrede!) sider i Søren Mosegaards første roman, Uhyret fra Betlehem. Ikke dårligt, nej, men det kan blive bedre, især når hr. Mosegaard for alvor folder sig ud.
Tag ikke fejl: Det her er en bog med fantastisk mange gode ansatser. Den har en hæsblæsende første halvdel og har i dén grad noget på hjerte. Og så har den sin helt egen form, der på en gang er befriende ambitiøs og fuldstændig blottet for ambitioner om at være Stor Kunst. Tværtimod, faktisk. I stedet blander Mosegaard drevent satire, slapstick og fortegnet spændingsroman med horrorporno og religionskritik. Og det er en blanding, der ligger lige langt fra tidens følsomme mainstream-realisme og dens modpol, en lige så følsom litterær avantgarde. Til gengæld er der et klart slægtskab med Stefano Benni, italieneren, der har skrevet kult-klassikeren Terra! Og, for den sags skyld, med Dennis Jürgensen.
Det sidste skal man nu ikke overdrive. Mosegaards sans for makabre detaljer og afsindige actionscener er både mere eksplosiv og mere dyster end den danske horrorkonges i bund og grund kernesunde forstadsgys. Uhyret fra Betlehem er for hård til at være en ungdomsroman, også selvom den læner sig op ad genren.

Kristne kannibaler
Bøger som Uhyret fra Betlehem har gerne en handling, der både er for lang og for kringlet til at referere noget, der bare ligner deres helhed. Her må man nøjes med at vide, at der her for alvor kommer fart over feltet, det øjeblik et uanseligt arkæologisk fund viser sig at indeholde beviset for, at Jesus ikke farede til himmels.
Han var tværtimod en særdeles jordisk bandit. Og kødæder. Menneskeæder, faktisk. Den kristne fisk viser sin sande natur: Som dræberhaj.
Snart bliver fundet centrum for en jagt over flere kontinenter mellem på den ene side den svært neurotiske anti-paranoiker, horrorkunstneren Adam East og hans assistent April May med den betagende bagdel. Deres modstandere – skurkene – er et skummelt, magtfuldt konglomerat af kristne organisationer, der selvsagt vil gøre (og gør) alt for, at nyheden ikke slipper ud i medierne.
Med i jagten er også heroinfiksende privatdetektiver, usædvanligt dårligt begavede græske fårehyrder, pædofile præster og en hel masse andre skæve personer.
Undervejs er der såmænd afstikkere til andre virkelighedsplaner. Den græske mytologi og diverse uforklarlige hændelser, spiller deres rolle. Et sidespor fokuserer på to mystiske lydfiler, der måske er optagelser af jordklodens egenlyd, måske kommer fra rummet.
Og som om det ikke var nok, skifter Søren Mosegaard et par gange fuldstændigt toneleje. Så opregnes den kristne tros mange perversioner i et pseudo-faktuelt sprog – højdepunktet kommer i kapitel 19, bogens midte, hvor siderne fyldes med tabeller og lagkagediagrammer. Uvist af hvilken grund står især katolicismen for skud.
Heldigvis dræber den – lad os bare sige: tydelige – moraliseren ikke bogens basale underholdningsværdi. Tværtimod bliver man belært med et vist sprogligt overskud, et retorisk overkill, der i sig selv har værdi. Som når hvert eneste kapitel indledes med sin egen lille fabel, der, løsrevet fra den øvrige handling, citerer modstridende bibelcitater.

Fugtig knaldperle
Det overtydelige, anti-kristne engagement gør altså ikke Uhyret fra Betlehem dårligere. Desværre er der andre steder, hvor tingene kæntrer for forfatteren.
Personligt kunne jeg godt have klaret mig uden den stadige fokus på perverteret seksualitet, udtænkt med en fantasi, der så nogenlunde rammer en virkelig depraveret 12-årig drengs. Jeg kunne også godt have undværet torturscenerne, der ganske vist ikke udpensles, men heller ikke blot antydes. Men begge dele hører vel til genren.
Værre er det, at Uhyret fra Betlehem efter 500 velfungerende sider med gedigen smæk for skillingen simpelthen løber ud i sandet. Eller rettere: Falder fra hinanden som fortælling. Tilbage står en række løsrevne scener og et antiklimaks af et højdepunkt, der bliver ved og ved og ved, men ikke bliver bedre af den grund.
Det er, som om man er blevet lovet en finale, der aldrig kommer. Man ventede et brag og fik sig en knaldperle. Bang, sagde det, men kun med rigtig små bogstaver.
Når det hele så er slut, sidder man med en fad fornemmelse i munden og et hav af uforløste spørgsmål: Handlingstråde, der stopper midt i den blå luft, og personer, der forsvandt af syne eller pludselig ændrede type, så fortællingen nødtørftigt kunne humpe hen til sin slutning.
Som når Igor, den junkende, småsnuskede privatdetektiv mere eller mindre umotiveret pludselig er – ja, vel en art uforklarlig superagent med ubegrænsede tekniske ressourcer.
Til syvende og sidst hænger det ikke sammen. Og i det perspektiv hjælper det mindre, at Mosegaard undervejs fremviser en frodig, anagrammatisk fantasi – som når overskurkens e-mails lader it is my chianti dear blive til it is a dirty machine og senere i am a christian deity og hi i am a dirty insect. Eller at bogen helt grundlæggende er temmelig velskrevet.
I et andet perspektiv er samme sproglige fantasi selvsagt løfterig. Men så er vi tilbage ved det mærkværdige faktum, at Uhyret fra Betlehem først og fremmest er en lovende og underholdende debutroman.

*Søren Mosegaard: Uhyret fra Bethlehem. 880 s., 495 kr. Gyldendal. Udkommer i dag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu