Læsetid: 5 min.

Kabul vender tilbage til livet

Borgerne i Kabul vender langsomt tilbage til et liv med større personlig frihed – men den gamle frygt sidder stadig dybt i mange
21. november 2001

KABUL – Allerede dagen efter, at den afghanske hovedstad faldt til Nordalliancens tropper, begyndte der at danne sig køer foran de genåbnede biografer. Der er sammenstimlet hundredvis af mennesker i køen foran gitterlågen ind til Bakhtar-biografen – flere har ventet i dagevis.
En bevæbnet soldat fra Nordalliancen holder utålmodigheden i ave hos menneskemængden af drenge og unge mænd, som ser ud til at være parat til hvad som helst for at komme ind til den første filmforevisning i Kabul i fem år. For de yngste her vil det være første gang overhovedet, at de får en film at se.
Taleban, som forbød musik, fotografier og film, ser denne eftermiddag ikke ud til at have opnået andet med deres ekstreme puritanisme end en intens skærpelse af Kabul-borgernes appetit på billeder og film. Af de 17 biografteatre, der eksisterede i byen i 1996 – det år, Taleban kom til magten – er der kun fire tilbage og kun én, der er i stand til at vise film, forklarer indehaveren af Bakhtar-biografen, Salim Mohammed, stolt.
For tre år siden blev han smidt i spjældet af Taleban og hans biograf spigret til med brædder. Når han kan holde åben i dag, er det udelukkende på grund af hans tro medarbejder, den tadsjikiske filmoperatør, den 66 år gamle Mohammed Saffa, der har arbejdet i biografen i 30 år. Inden Taleban lukkede etablissementet, var han snarrådig nok til at skjule sine to sovjetisk fremstillede filmprojektorer i et hemmeligt rum under gulvbrædderne. Det lykkedes ham også at redde nogle filmruller af en indisk actionproduktion, Eelan. Det ser ikke ud til at genere publikum, at eneste film på repertoiret er et krigsmelodrama.

Rambo og Titanic
»Jeg glæder mig til at vise dem Rambo og Titanic,« siger Saffa og stryger sig over sit nybarberede ansigt.
Ved siden af biografdrift er fjernelse af uønsket skæg-vækst uden tvivl Kabuls mest blomstrende erhverv i disse post-Taleban-dage. Barberen Abdul Wahood har stort set ikke haft sin gamle tyske Zwillinger-ragekniv ude af hånden den seneste uge. Taleban påbød alle mænd en skæglængde svarende til mindst en mandshånds størrelse. Overtrædelse blev straffet med pisk og fæng-selsophold i lige så lang tid, som det ville tage for skægget at vokse ud til det normerede omfang.
Den 70-årige Wahood, der i gamle dage var personlig barber for præsident Daoud (Afghanistans leder 1973-78), havde under Taleban kun de magre indtægter fra klipning af hovedhår at falde tilbage på. Alligevel er begejstringen kun moderat. Det er ikke de gode gamle dage, der er kommet tilbage, dvs. glansperioden under kong Zahir Shah, da det var et krav for alle embedsmænd og funktionærer at være helt glatbarberede. Selv om der er gået mere end en uge, siden de skæggede tyranner forsvandt som onde spøgelser i natten, sidder frygten dybt i folk. De fleste kunder foretrækker at nøjes med, at få skægget studset.
»Men De skal se, om nogle få uger kommer de nok tilbage. De skal lige vænne sig til tanken,« siger han.

Usikker fremtid
Hvad Afghanistans fremtid angår, forekommer den ham langt mere usikker.
»Efter 20 års krig bliver det svært at vende tilbage til freden. Hvordan vil De have, at tadsjikker, usbekere, hazaraer og pashtunere skal kunne enes efter alt dette?«
Wahood kærtegner sin egen tynde moustache, som han ikke vover at fjerne: »Det er lidt ligesom Afghanistan. Hvis jeg barberer alt væk, er jeg bange for at opdage, hvad jeg så ligner,« ler han.
Den 22-årige fotograf Ahmad Frahidon, der har
genåbnet en fotobutik i bymidten, har valgt det helt glatte ansigt: »Det er første gang i mit liv, jeg er blevet barberet. Uden skæg føler jeg mig fri og smuk...især fordi jeg ikke ligner de forbryderiske talebanere.«
Forretningerne gik dårligt under mullah Omars regimente. Fotos af alt levende, mennesker som dyr, var totalt forbudt. Talebans politi sikrede, at han holdt lukket fem timer om dagen, hvor der skulle bedes.
»De førte os til moskeen med pisk i hånden,« mindes han.
Ofte haglede talebanernes pisk ned over Kabuls kvinder.
»Hvis jeg fortæller dig nogle af de ting, vi blev udsat for, kommer jeg bare til at græde...så jeg foretrækker at lade være,« siger Rida Azimi, tidligere programværtinde i afghansk tv. Som alle andre kvinder blev hun jaget bort fra sin arbejdsplads i 1996. De seneste dage har hun læst nyheder op i Radio Afghanistan.
Rida Azimi måtte under de fem års Taleban-styre ernære sig som frisør for kvinder i sit hjem. Hun havde måske fem kunder om dagen: »Selv om ingen kunne se, at jeg havde sat deres hår smukt op under burkaen, var mange kvinder glade for det. De følte sig mere værdige på den måde,« fortæller hun.

Gammel frygt
Men også blandt kvinderne sidder den gamle frygt tilbage. Kun ganske få dristige har lettet på sløret.
»Den nye regering må først slå klart fast, at slør og burka ikke længere er obligatorisk,« siger en kvindelig læge på Wazir Akhbar Kahn-hospitalet.
Under Taleban kunne kvinder kun behandles af andre kvinder, idet lægegerningen var den eneste tolererede kvindelige profession.
»Hundredvis af kvinder lider af ’burkasyge’,« forklarer sygeplejersken Latifa Mirzat. »Symptomerne er hyppige migræneanfald og synsforstyrrelser som følge af konstant nedslået blik. Mange kvinder har desuden brug for at få briller,« siger hun.
Alle borgere i Kabul husker Talebans galskab og frygter den stadig. Den kunne manifestere sig overalt, selv i byens Zoologiske Have, hvor de skæggede præstestuderende en dag skød den sidste ulv. Af havens dyr har kun et par aber og en mager løve overlevet.
»Hver dag smed talebanerne med sten efter aberne – jeg aner ikke hvorfor,« beretter Sher Agha, direktør for Kabul Zoo. »En dag kom nogle folk fra Talebans justitsministerium og forlangte, at jeg løslod alle vilde dyr. Det tog mig flere timer at tale dem fra det.«
Samme ministerium havde også ansvaret for Kabuls fodboldstadion, der tjente som offentlig henrettelses- og afstraffelsesplads.
»Byens borgere blev kaldt sammen hver fredag, og når tribunerne var fulde, begyndte henrettelserne og amputeringerne,« fortæller Wahid Jacobi, præsident for Afghanistans Taekwondo-forbund.
Ligesom i Saudi-Arabien blev amputeringer af hænder og fødder af formodede tyve udført af hospitalskirurger. Denne praksis ser imidlertid efter alt at dømme ud til at skulle fortsætte.
»Amputation for tyve og stening af utro kvinder er en muslimsk skik,« forklarer Maulana Manawi, dommer og udpeget af Nordalliancen som ny retspræsident for højesteret. En anden dommer fra Nordalliancen siger, at han personligt har fore-stået juridiske amputationer i Pansjir-provinsen.

© 2001 Libération
og Information

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her