(2. sektion)
*Robert Altman er ikke til at stoppe. 76 år gammel har han lavet en af sine efter alt at dømme bedste film, Gosford Park, hvor han for første gang går løs på en typisk engelsk historie. Den har ifølge Varietys begejstrede chefanmelder Todd McCarthy både ligheder med Upstairs, Downstairs og Agatha Christie i Gosford Park, men er først og fremmest et typisk Altmansk ensemble-stykke, med en stor rollebesætning, der kan få tænderne til at løbe i vand: Maggie Smith, Kristin Scott Thomas, Emily Watson, Helen Mirren, Alen Bates, Derek Jacobi, Charles Dance, Michael Gambon, Richard E. Grant og mange flere. Filmen er en amerikansk-engelsk co-produktion, som Altman har produceret sammen med skuespilleren Bob Balaban, der også medvirker.
*Max Schreck er skrækindjagende som vampyren Dracula et krybdyrlignende væsen med vanvidslysende øjne, fingre som lange knoglede klør og en skrutrygget stivnet kropsholdning, der får ham til at minde om et levende lig. Han er hovedattraktionen ved den tyske mesterinstruktør Murnaus stumme Nosferatu fra 1922, der er filmhistoriens første rendyrkede skrækfilm, og som sådan har haft en enestående klassiker-status og en enorm indflydelse. Den har påvirket Ingmar Bergman og Jean-Luc Godard. Og i 1978 lavede Werner Herzog en genindspilning, der var en utilsløret hyldest til Murnaus film. 24. november kan man i Cinemateket kl. 19 se Nosferatu med nykomponeret musik af den danske komponist Helle Solberg. Den fremføres i salen af den svenske cellist Mattias Rodrick og den norske accordeonist Geir Draugsvoll.
*Biografcenter Nordisk Film Biografer har indgået aftale om at bygge et stort biografcenter. Med ti sale og 1.500 pladser bliver den nye biograf på Kennedy Plads Danmarks største uden for København. Herlighederne vil efter planen åbne 1. september 2003. Biografen opbygges i samarbejde med den lokale biografdirektør Boye Elimar, som allerede sammen med Nordisk Film Biografer står bag de tre eksisterende Aalborg-biografer, Scala, Bio 5 og Astoria. Nordisk Film Biografer står samlet bag ca. 43 pct. af biografomsætningen i herhjemme, fordelt
på biografer i København, Odense, Aalborg, Århus, Herning, Esbjerg, Kolding, Hillerød og Høje Taastrup.