Læsetid: 4 min.

Kønnet er jo bare en rolle

Efter 90’ernes ninja-feminisme er tiden kommet til at diskutere maskuliniteten. En spændende udstilling viser den maskuline kønsposition som primært seksuelt defineret
3. november 2001

Udstilling
Udstillingen Maskuliniteter, der er arrangeret af kunsthistorikeren Rune Gade og kunstnerne Benny Dröscher og Peter Nansen Scherfig, kunne måske umiddelbart blive aflæst som et mandligt modsvar til den neofeministiske bølge, der de sidste fem-seks år har præget store dele af det kulturelle felt, ikke mindst billedkunsten. I den mediebaserede samfundsdebat banaliseres maskulinitetsspørgsmålet ofte til et forsvar for en mandlig identitet og integritet, der udfordres og trues af stærkere kvindelige kræfter.
Omvendt fremstilles hverdagens kvinder – den ambitiøse og selvbevidste fisseflok – mest af alt som et kulturindustrielt produkt, som de ninja-feminister, vi mødte i Thelma and Louise og Helen Zahavis roman Dirty Weekend i starten af 90’erne. Feministisk kamp handler tilsyneladende ikke længere om solidarisk, social forandring, men om liberaliseret, karrieremæssig overlevelse.
Da Nikolaj Kirke for snart fire år siden for alvor indledte den neofeministiske mediedebat med udstillingen Boomerang, var det da heller ikke vold og social fornedring, der var på programmet, men en øget synliggørelse af de yngre kvindelige kunstnere på en angiveligt maskulint domineret kunstscene. Det kønspolitiske og -teoretiske spørgsmål stoppede dog langt fra her. På trods af den lidt kategoriske fokusering på den kvindelige kunstner formåede udstillingen også at vise, at den feministiske debat i dag ikke skal opfattes som en specifik kvindedebat, men som en generel kønsdebat.

Kønnet – en readymade
Tyngdepunktet i debatten havde med andre ord flyttet sig siden 70’erne. Frem for at gå til kamp mod undertrykkelse gik man nu til kamp mod kønnet som en særlig identitet i det hele taget. I opgør med blandt andet 70’ernes livmoderfeminisme og med inspiration fra den amerikanske teoretiker, Judith Butler, argumenterede man for, at kønsidentitet ikke er kollektiv og biologisk givet, men er et socialt produkt, en rolle man udfører. Kønnet er ’performativt’.
Frem for kønsidentitet talte man nu om kønnede (magt)positioner, man kunne forholde sig mere eller mindre strategisk til. Som Rune Gade skriver i sin glimrende katalogtekst til Maskuliniteter, så kunne kønsidentiteten i denne optik betragtes som et »readymade, en allerede eksisterende matrice, som vi bliver formgivet i.«
Kønnene var ikke polære modsætninger, men var relationelt forbundne. Den feminine position lod sig ikke forstå uden en tilsvarende diskussion af den maskuline.
Hvad enten man nu er enig i et sådant relationelt og konstruktivistisk kønsbegreb eller ej, så er Maskuliniteter under alle omstændigheder et vigtigt indlæg i denne diskussion. Udstillingen, eller rettere det samlede projekt, er naturligvis ikke billede på territorial kønskamp og defensiv remaskulinisering, men en undersøgelse af den mandlige kønsposition ud fra flere forskellige synsvinkler. Dog er det i alt overvejende grad køn forstået som seksuel identitet og i særdeleshed homoseksuel identitet, der dominerer selve udstillingen med værker af bl.a. Don Bury, Jack Pierson, Elmgreen og Dragset, Benny Dröscher og Peter Nansen Scherfig.

Fetichering af arbejderen
Et særlig interessant forhold i kunstsammenhæng er da også relationen mellem maskulin seksualitet og det traditionelle, historiske værkbegreb, hvor kunstneren penetrerer sit materiale og autoritativt genskaber verden gennem værket. Dette aspekt bliver som sagt udmærket analyseret af Rune Gade og bliver behandlet på meget forskellig og underholdende vis i bla. Paul McCarthys gallerisatire, Benny Dröschers ’fairy’-landskaber, Peter Ravn Callesens selvbestaltede kongedømme og Elmgreen & Dragsets Powerless Structure. Sidstnævnte har især indholdsmæssigt en meget interessant, kulturhistorisk tilgang til problemstillingen.
I deres egen lille velskrevne katalogtekst, der følger værket Back in a minute/
Powerless Structures, fig. 87, forklarer de, hvordan afviklingen af fysisk og manuel arbejdskraft i 50’erne resulterede i en kulturel og seksuel
fetichering af arbejderen og industrien, som blev udtrykt i moden med blue jeans og t-shirts såvel som institutionernes white cube-æstetik, der »replikerede fabrikkernes rå funktionalitet.«
Den postindustrielle forvandling af arbejderen »som symbol på produktivkræfterne« til »et attraktionsobjekt« bød altså på en række tankevækkende forbindelser til udviklingen af efterkrigstidens kunstinstitutioner, kunstbegreber og ikke mindst kunstnerroller.

Nye tolkninger
På udstillingen bliver den maskuline kønsposition altså primært udlagt som seksuelt defineret. De bærende temaer på udstillingen er seksualitetens og den seksuelle magts reinvesteringer i kunstproduktion, men også seksualitetens insisterende og politisk ladede udfordringer af et konventionelt, angiveligt ’neutralt’ offentlighedsrum. Disse problemstillinger formår udstillingen at komme vidt og nuanceret omkring og alligevel kan denne, til tider lidt énsidige fokusering på det seksuelle i maskulinitetsdebatten, næsten blive for meget. En af grundene er dog, at problematikken blandt andet har sin rod i det teoretiske felt Queer Theory, der igen har sin parallellitet i den del af den feministiske modstand mod den historisk-patriarkalske samfundsorden, hvor man gjorde op med det gængse offentlighedsbegrebs fremstilling af det offentlige, politiske rum som neutralt og afseksualiseret. Denne neutralisering mente man var udtryk for en mandlig, heteroseksuel norm. I nyfortolkninger af kvindebevægelsens velkendte ønske om at anerkende enhver personlig identifikation som politisk har ’det personlige’ i høj grad været fortolket som ’det seksuelle’, og politiske strukturer fra dagligliv til lovgivning er snarere fremstillet som seksualiserede og med et seksualiseret interessefelt end som ubestemt ’personlige’.
Spørgsmålet om den maskuline kønsposition som en social performance, men ikke en primært seksualiseret kønsrolle bliver måske overdøvet lidt på den bekostning, men vies dog stadig lidt plads på udstillingen. Mest bogstaveligt – og melankolsk – bliver det behandlet af kunstnere som Elke Krystufek og Maria Friberg, mere tvetydigt af Claus Carstensen.
På trods af disse tematiske prioriteringer forbliver udstillingen vedkommende og facetteret. Udstillingen vil blive opfulgt af et seminar den 4. december samt udgivelsen af antologien Maskuliniteter midt i november.

*Maskuliniteter. Nikolaj Udstillingsbygning, Nikolaj Plads. Til 30. dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu