Læsetid: 5 min.

Kold krig for Indiens korrespondenter

Kun to indiske journalister har lov at arbejde i Pakistan, og deres færden kontrolleres nøje. I det hele taget har de to landes medier svært ved at dække krigen
1. november 2001

Kun to indiske journalister har lov at arbejde i Pakistan, og deres færden kontrolleres nøje. I det hele taget har de to landes medier svært ved
at dække krigen

ISLAMABAD – Telefonen kimer konstant hjemme hos Muralidhar Reddy, korrespondent for den indiske avis The Hindu i Islamabad. Når det ikke er hans hjemmeredaktion i Madras, er det tv- og radiostationer i New Delhi og Bombay, som forhører sig om seneste nyt og beder om interviews og kommentarer.
Reddy og hans kollega J. M. Varma på nyhedsbureauet PTI er de eneste indiske korrespondenter, der har fået akkreditering til at operere i Pakistan for at dække dramaet omkring Afghanistan og USA’s krig mod Taleban og al-Qaeda.
Flere end 1.000 udenlandske mediefolk arbejder i Pakistan, men de pakistanske myndigheder nægter at slippe så meget som en inder mere ind i.
»De vil bare udnytte situationen til at svælge i anti-pakistansk propaganda,« siger den pakistanske informationsminister.
Det indisk-pakistanske topmøde i Agra i juli endte med fiasko. En stille ordkrig tiltog i styrke efter terrorangrebene i New York og Washington. USA afviste et tilbud om at anvende indiske flybaser til militære operationer og tog i stedet sin gamle allierede Pakistan til nåde efter 11 års kølighed. For at dæmpe de radikale islamisters vrede over samarbejdet i den globale kamp mod terrorismen, blev den pakistanske præsident Pervez Musharraf tvunget til lade de pakistansk støttede muslimske militser i indisk Kashmir optrappe deres voldelige kampagne mod Indien.
I dag er situationen eksplosiv. Blodige selvmordsangreb fra jihad-bevægelserne Lashkar-e-Taeba og Jaish-e-Mohammad mod blandt andet parlamentet i Srinagar har fået Indien til at overveje at missilbeskyde militsernes baser på pakistansk territorium. Indien har fået USA til at stemple de pakistansk støttede jihadiers aktiviteter som terrorisme, mens Pakistan anklager den indiske regering for ’statsterrorisme’ mod Kashmirs folk.
Oven i alt dette kommer så spørgsmålet om Afghanistans fremtid efter Taleban. Hvis Nordalliancen tager magten i Kabul, vil det geopolitiske billede blive radikalt forandret, idet Indien dermed vil få indflydelse i det forhenværende Taleban-land på Pakistans bekostning.
Siden delingen af det indiske subkontinent i 1947 har informationsstrømmen mellem Indien og Pakistan været begrænset til et minimum. Chefen for Mr. Book, den største internationale boghandel i Islamabad, vifter afværgende, da jeg spørger ham om, hvorfor man ikke kan købe indiske aviser i Pakistan og omvendt.
»Det har aldrig været aktuelt,« siger han.

Tiden er ikke moden
På Central News Agency i New Delhi siger mr. T. Puri, grundlægger og ejer, at han har forsøgt flere gange, men altid fået samme svar fra indenrigsministeriet: »Tiden er ikke moden…«
Ikke engang ’avispiraten’ Jaydeep Gupta på Connaught Place i den indiske hovedstad tør sælge de pakistanske aviser, han af og til samler op i passagerfly og luksushoteller.
»Hvordan skal man skabe tillid over grænserne, hvis regimerne ikke vil tillade deres borgere at læse den anden sides medier,« spørger mr. Puri.
The Hindu og PTI har haft korrespondenter i Pakistan siden midten af 1970’erne, og det er lykkedes dem at beholde deres poster. Times of India og Hindustan Times er derimod blevet smidt ud. Nogle aviser har skaffet sig ’stringers’ (lokale deltidskorrespondenter, red.) i Pakistan og Asian Age bytter flyttigt materiale med Dawn. Flere pakistanske aviser trykker også journalisten Kuldip Nayars syndikaliserede klummer – han var tidligere på Indian Express og er nu medlem er overhuset.
Men bortset fra det er resten bureaumateriale og propaganda med stærk politisk slagside og ofte hadsk og usagligt.
»Hvis vi forfaldt til propaganda, så ville vi hurtigt blive vist ud,« siger Reddy.
»Vores rammer er ret begrænsede, og vi har ikke råd til at begå fejltagelser eller skabe kontroverser. Vi er nødt til at være yderst påpasselige. Mange par øjne hviler på os…«
Deres situation er som taget ud af Den Kolde Krig. Uden for familien Reddys bopæl sidder en ung mand overskrævs på en motorcykel og registrerer alle, der kommer og går i løbet af døgnet. Ofte følger han efter korrespondenterne som en skygge, når de skal på arbejde eller ud at købe ind. Der bliver dog ikke lejlighed til større udflugter, eftersom deres bevægelsesfrihed er begrænset til Islamabad og Rawalpindi, 15 kilometer mod syd. Når det politiske klima tør en smule, kan de efter anmodning også få lov at besøge Karachi og Lahore. Peshawar – trykkogeren i hele Afghanistan-krisen – er tabu for dem lige som i øvrigt hele grænseprovinsen op mod Afghanistan.
Deres biler har specielle indregistreringsmærker, som tilkendegiver, at de tilhører indiske journalister. Nøjagtig de samme vilkår gælder for de pakistanske korrespondeter, som er akkrediterede i New Delhi.

Ukontroversielt
Muralidhar Reddy accepterer sine arbejdsvilkår.
»Vi ved stort set, hvad vi har at rette os efter, og vi gør alt i total åbenhed for ikke at skabe mistro. Der er ikke plads til dybdeborende journalistik, vi laver mest rutinearbejde, pressemøder, briefinger og lignende. Vores kommentarer er oftest klippet ud af pakistanske medier og kontroversielle personer som Amanullah Khan (lederen for indisk Kashmirs befrielsesfront, red.) er helt uden for vores rækkevidde, selv om han bor lige i nabolaget.«
De indiske journalisters arbejde handler mere om analytisk sans og godt omdømme end om jagten efter scoops. At skrive ’mellem linjerne’ indbyder blot til farlige fejltolkninger.
Både Reddy og Varma beskriver deres relationer til Pakistans Informationsministerium som »gode og ofte hjertelige«. De kender hele det politiske etablissement i Islamabad og har gode arbejdsrelationer til pakistanske journalister.
Men de er meget forsigtige med at opdyrke nye kontakter, eftersom det i en kritisk situation vil kunne blive brugt både imod dem selv og imod disse. Deres indiske vennekreds begrænser sig til ambassadestaben – 102 udsendte. Det findes ikke en eneste indisk forretningsmand, bankmand eller virksomhedsejer i hele landet. Kun nogle ganske få besøgende kommer fra Indien – bussen mellem Lahore og New Delhi går kun fire gange om ugen.
Jobbet tager al deres tid. Reddy afleverer tre-fire artikler hver dag, og har haft forsidehistorier i The Hindu 32 gange siden den 11. september. Varma har deadline døgnet rundt. De skal håndtere tre store kriser samtidig – Afghanistan, Kashmir og Pakistan – tre krudttønder, som kan udløse storkrig på subkontinentet og i værste fald ’krig mellem civilisationer’. Og i New Delhi har hinduhøjrefløjen magten…
»Den store udenlandske medietilstedeværelse i Islamabad og Peshawar kommer til at fortsætte i lang tid. Vi må nok snarere regne med år end med måneder,« siger Reddy.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her