Læsetid: 2 min.

Det krigen gør ved os

Fåmælt lussing på Edison – grum, engelsk og æstetisk fascinerende
3. november 2001

Teater
Endelig en dramatiker, der tør bryde med både tradi- og konvention. Den senborgerlige pause mellem akterne har de senere år lykkeligt givet op over for mere påtrængende krav til publikum- og skuespiller-koncentration, men Caryl Churchill går planken længere ud og serverer en stram sag i et hug på en time. Ikke noget med at sætte sig lunt tilrette i plydset og blive skemadet; parolen er: Vær på eller fald af !
Form og indhold klæber sammen. Stykkets univers har for længst glemt de udglattende fyldord til subliminal mellemmenneskelig beroligelse og gemt, hvad der er tilbage af poesi, langt inde i symbolsk-animalske udenomsværker; hvilket Søren Ulrik Thomsens oversættelse forløser uforglemmeligt.

Tre mennesker, tre akter
Bodil Udsen er tilbage på sit foretrukne teater, men egentligt også i en foretrukken rolletype, den barske dame, som fik sin apoteose i Udsens monumentale Gertrude Stein-portræt. Varmegraderne i Churchills tekst er langt mindre, hendes Harper er et hverdagsmenneske omgivet af ekstrem vold og historien den kvalmende tilbagevendende om krigens slid, forråelse, hjernevask og paranoia.
Uden at blive skematisk opruller stykket tre mulige menneskelige udviklinger, Harpers ureflekterede gåen ind på dem-eller-os-tænkningen, den unge pige Joans langsomme politiske og noget hurtigere erotiske vakthed og den unge mand Todds udvikling fra oprører på sin absurde arbejdsplads – et modistværksted – til soldat, måske desertør, i Krigen. Den anonyme, altid-den-samme-og-derfor-ikke-nærmere-beskrevne krig.
At stykket er fra 1997 og derfor oftest kobles til de serbo-kroatisk-albanske grusomheder er totalt irrelevant; Churchill henlægger netop ’krigen’ fjernt fra et hvilket som helst ’her’ og gør det raffineret via andenaktens indirekte billede af det krigsførende, totalitære samfunds absurditet. Et samfund, der parfumerer sine henrettelser med absurd æstetik – karikeret-storslået gestaltet i scenografien.
Kontrasten mellem mellemaktens blomster, fjer og farver – smukke ingredienser i et forløjet ærinde – og den indre og ydre brutalitet, der accellererer fra første til sidste akt, er et dybt tilfredsstillende, potent billede på, hvor veltalende teater kan være, når det vil noget. Dertil kommer Udsens nærvær, vidunderligt naturlige scenesprog og skræmmende tegning; over for hende kan Rikke
Louise Andersson og Michael Sand virke lidt blege, men castingen er rigtig – de to er historiens anonymt-symbolske Unge fremfor individualister og spillet er rammende. Martha Birgitte Møller Larsen, der spiller Joan som barn, er et fund til at holde den hjerteskærende tone uden monotoni; især i hendes og Udsens (første) scene forplanter en næsten håndgribelig sorg fra instruktørside over tingenes tilstand sig til den ørespidsende sal.
Fjernt herfra er med sine sparsomme, knivskarpe scener, præcise stikord og ophøjede ligegladhed med bagerste række en chok-forfriskende kold skylle for alle, der nages af mainstream-
teatrets affable uskadelighed – såvel dansk som udenlandsk.
Stykket fik tre nomineringer som ’bedste skuespil’ i sidste sæsons engelske kritikerrunde og Betty Nansen har været hurtig på aftrækkeren. Grib nu lejligheden – scenariet er uhyggeligt flytbart og ikke til enhver tid ’fjernt herfra’.

’Fjernt herfra’ af Caryl Churchill. Ovs.: Søren Ulrik Thomsen. Instr.: Kaspar Rostrup. Scen.: Claus Rostrup. Mus.: Fuzzy. Hatte: Pernille Christensen. Edison. Til 8.dec.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu