Læsetid: 4 min.

Kunst med kongerøgelse

Nordens største malerpriser blev uddelt, og en udstilling åbnet med glitter og glamour. Men burde man ikke udvide kunstbegrebet?
10. november 2001

Udstilling
Der er ikke meget glamour i kunstlivet. Men i Arken åbner man udstillinger med pragt og kongerøgelse. Efter at prinsesse Alexandra er blevet protektor for det sydkøbenhavnske museum, har hun aflagt Ishøj besøg adskillige gange. Senest da det svenske finansieringsinstitut Carnegie forleden i Arken uddelte 500.000 rare svenske kr. til den svenske maler Jan Håfstrøm, 300.000 til finnen Carolus Enckell, 200.000 til finnen Johan Scott og et arbejdsstipendium til den unge svenske kunstner Jens Fänge på 50.000.
Ingen dansk kunstner blev begunstiget i år. Carnegis generøse priser er de største i Norden, men før man falder i svime over generøsiteten, bør man huske, at instituttet henter beløbet hjem mindst fem gange i form af den overvældende PR-værdi, der opnås ved et arrangement af denne art.
Det er ifølge fundatsen kun maleriet, der tilgodeses, mens den noget vanskeligere afsættelige video-Net- og installationskunst holdes ude i strakt arm. Det er ellers her de fleste nyeste eksperimenter finder sted, og malerkunsten kan stadig finde afsætning qua et investerinslystent erhvervsliv og velbeslåede privatpersoner. Hermed en opfording til Instituttet til at udvide kunstbegrebet og tænke nyt.

Formand Lars Nittve
Formand for juryen er den til Moderna Museet i Stockholm netop hjemvendte Lars Nittve, der sagde sin stilling op i Londons enorme Tate Modern »på grund af det store bureaukrati, der holder mig væk fra kunsten og kunstnerne,« som han udtrykte sig på Informations forespørgsel.
Fire danske kunstnere deltager: Lad os først tage Kehnet Nielsen, hvis ophængning er stærkt kritisabel med tre små malerier, der hænger oppe under loftet på broen, så ingen opdager dem, og hvis store maleri forsvinder ind i Arkens grå betonvæg. Den formidable maleriske stoflighed, der bærer hans værker, er ganske enkelt uforenelig med Arkens indre tekstur.
Den anden er Christian Schmidt-Rasmussen, ung dansk kunsts humorist og
anarkist. I det ene menneskeforladte maleri Vi lever på
ruinerne af en glorværdig fremtid er vi ude i et månebase Alfa-landskab, der skriver videre på tidligere værker af kunstneren, men i de to øvrige malerier viser han frem mod et nyt, konkret formsprog, stadig i de skingre, syrede farver. Men væk er hans tekster og trippede samfundskommentarer i billedform. Om denne ny drejning er spændende eller tragisk, er det endnu for tidligt at spå.

Ufortjent overset
Den tredje dansker er Kaspar Bonnén, der med to fabelagtige malerier, som burde have været honoreret med i det mindste arbejdslegatet, så gode er de, har skabt en meget kompleks rumvirkning med mange perspektiviske spring, der lader motivet fremstå på én og samme tid abstrakt og genkendeligt. Som at kigge ind i et kalejdoskop eller at tage på en psykedelisk rejse ind i sjælen. Hverdagen re-poetiseret, mystik og undren genfødt.
Peter Carlsen er kun repræsenteret med ét maleri og dét er fra den berømte Villy serie, vor helt fra Familie Journalen, der udsættes for alskens farer. Her er den tropehjelmsklædte Peter Carlsen ved at tabe mælet over Ekstra Bladet, der bringer den hårrejsende forsidehistorie med Per Kirkeby, der erklærer: »Jeg så døden i øjnene!« Det er befriende humor midt i Kunstaksen med alle de stilistiske, maleriske øvelser.

Ingen malerisk kvalitet
Carnegie Art Award er stiftet som et malerlegat, og udstillingen dokumenterer til fulde, at maleri er mange ting – endog fotografier er medtaget, således udstillingens efter min mening allerbedste bidrag, nemlig norske Hedevig Anker, der i sine knivskarpe fotografier gennem dørsprækker skaber visioner, der står og vipper mellem abstraktion og figuration. Trods deres formelle og tørre fremtoning kalder de på vores nysgerrighed og frygt med deres sug af uhygge. Hvad er der på den anden side?

Uforståeligt valg
Men jeg undrer mig såre over juryens valg af Jan Håfström til modtager af førsteprisen. Hans nye tegneseriebilleder er malerisk helt uden værdi i forhold til de vældige stoflige og tematiske indsatser, han tidligere har ydet.
Juryen skal ifølge fundatsen alene tage stilling til de indsendte værker. Andenprisens Carolus Enckell er mere forståelig: Hans enorme, røde maleri fastholder, at farven ikke er en illusion, at den heller ikke kan reduceres til en symbolsk repræsentation af mening, at den snarere er en sindstilstand, der forplanter sig fra maleriet til betragteren. Udadskillelig fra realiteten. Også Johan Scott er
en skuffelse. Hans værker synes ikke at være andet end farvegestikulationer uden dybde.
Mange af malerierne er forfriskende nye bud på, hvad maleri kan være. Det er en spændende nordisk kontekst vore egne malere placeres i. Men en del af værkerne forekommer mere at være formel og klinisk dekoration, end de bringer ny erkendelse af visualitet. Dét bliver man i længden træt af. Og hvor bliver kvinderne af? Fire kvinder og 19 mænd? I Norden i det Herrens år 2001!

*Carnegie Art Award 2001, Arken, Ishøj. Ti.-sø. 10-17, on. 10-21. Til 25. nov. Herefter flytter udstillingen til Oslo, London, Reykjavik, Stockholm og Helsinki

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu