Læsetid: 12 min.

Vi må vinde over frygten

Der er nogle hellige ting, et parti ikke må opgive, siger Anker Jørgensen. Man må hellere tage et nederlag end give efter overfor racisme og tidens fremmedfjendtlige strømninger
17. november 2001

Fremtid i frygt?
Anker Jørgensen er fyldt 79. Men han tager stadig trappen til tredje sal på Borgbjergsvej i rapt tempo med en lille fløde og to kanelsnegle til den kaffe, han serverer her i sin lyse stue, der er præget af et langt livs interesse for kunst.
Her er også minder fra hans lange liv som politiker og mange fotografier af ham og hans kone Ingrid, som han mistede for nogle år siden.
Og jo, han har det godt. Selv om Anker Jørgensen er alene, er han ikke ensom. Han har i sin høje alder fået en veninde, for det er nu engang tilværelsens mening, at mennesket skal have en partner, siger Anker. Hun bor i Jyllinge og han bor på Borgbjergsvej og sådan vil de fortsat leve. Men de har stor og livsbekræftende glæde af at besøge hinanden.
Den tidligere statsminister laver til daglig selv sin mad – ikke med nogen mesterlig hånd, erkender han – og passer selv sit hjem. Ikke helt så sirligt som da Ingrid gjorde det, men nydeligt. Og når han nu kan selv, både vaske gulv og støvsuge, ville han ikke drømme om at lade andre hjælpe sig eller trække på offentlige ressourcer. Heller ikke selv om børnene, der bor i provinsen, kalder ham dumstædig, fortæller han leende.
Der er faldet adskillige kærlige ord om Anker i de reportager fra Sydhavnskvarteret, som Information har bragt i de sidste uger. Han færdes jo i kvarteret, han er en af deres egne, synes folk, også dem, der spekulerer på at stemme på Pia Kjærsgaard denne gang.
At nogle hidtil trofaste socialdemokrater tænker sådan, kommer ikke bag på Anker Jørgensen. Han rejser stadig en del rundt i landet og holder foredrag om sit liv, og der møder han jo alle de gode historier om indvandrere og flygtninge, de forenklede opfattelser, de nemme løsninger på alle landets problemer – nemlig at det hele er de fremmedes skyld.
»Hvis det går sådan, at vi får en ny regering, vil vi jo nok blive bebrejdet, at vi ikke har taget nok hensyn til de strømninger. Men det skal vi heller ikke gøre. Så må vi tage det nederlag, hvis det ikke kan være anderledes. Demokrati er ikke bare magten for enhver pris. Og jeg mener, vi må se i øjenene, at hvis stemningen er så stærk, at vi nærmest af den grund får en borgerlig regering – så er der ikke noget at gøre ved det. Så må vi håbe, at de tendenser, der ligger i det, løjer af.«

Men har Socialdemokratiet ikke også ladet sig påvirke af de fremmedfjendtlige strømninger – og forsømt chancen for offensivt at markere sig som et humanistisk parti?
» Jeg vil gerne sige til forsvar for mit parti, at vi netop er i ilden, fordi vi har holdt så fast. Man kan så spørge, om det er 100 procent, vi har gjort det. Men jeg mener ikke, at vi har svigtet særlig meget. Det værste er, når vi kommer så langt ud, at vi ikke siger noget, ikke tager til orde. Man skal stå fast her – og så må det koste, hvad det gør.«
» Man skal selvfølgelig altid huske på, at et parti formentlig aldrig får regeringsmagten, hvis det alene evner at stå fast. Men der er altså nogle hellige ting på spil her. Det er lige præcis et område, hvor man skal passe gevaldigt på.«
Anker er ikke helt ung mere, som han siger – men han går alligevel tappert i debat med de folk, der ofte meget aggressivt vil diskutere indvandrere og flygtninge, når han møder dem ude i landet. Han prøver med lidt humor, forsvarer retten til at være forskellige og prøver at gøre folk opmærksomme på, at alt det frygtelige, de fantaserer om, slet ikke eksisterer i virkeligheden.
»Jeg synes, det er urimeligt, for vi har jo råd til at klare integrationen, og vi har reelt samfundsmæssigt ikke nogen problemer med »de fremmede«, ikke andre end de besværligheder, det altid giver, når der sker en udvikling med mange racer, mange sprog i et land. Men andre steder er man kommet igennem dem, og det vil vi også gøre,« slår Anker fast.
»Det farlige er den lille surhed, som jeg ikke i sig selv vil kalde racisme. Surheden over at der er fremmede i opgangen. Jeg har også fremmede i opgangen, men jeg er ikke sur. Surheden spærrer for udsynet hos mange mennesker, så de bliver mere og mere enøjede. Og det er betænkeligt.«
»Reelt har vi jo ikke noget valg. Der er ikke nogen anden vej end at finde en måde at samvirke på og en tolerance over for hinanden – ellers ved man jo, at det ender med voldsomme konflikter og i værste fald et egentligt racistisk samfund«.
»Det, der gjorde det nemt for Adolf Hitler, var jo, at det store flertal af befolkningen, som normalt er passive og neutrale, ikke alle var racister, når det gjaldt jøderne. Men de sagde bare det samme, som alle de andre – at sådan og sådan var jøderne. Nu siger man, at sådan og sådan er de fremmede. Og når den slags bliver en vane hos pæne, neutrale mennesker, så kan ekstremismen blomstre.«
– Er baggrunden også en frygt – for globaliseringen, for den moderne udvikling og for terroren?
»Ja, frygten er dominerende i dag. Og den er selvfølgelig blevet tilspidset af at se to flyvemaskiner brage ind i de højeste tårne i New York og se disse kæmpebygninger falde sammen. At den moderne civilisation er så sårbar, er en af de mærkeligste ting, vi har oplevet.«
– Og hvor stærk er vore åbne. sårbare samfunds modstandskraft over for disse forsøg på at skabe panik?
»Menneskene er jo ikke gode til at holde hovedet koldt, når situationen bliver tilspidset. Så svinger folk fra det moderate til aggression og ensidighed. Så er der ikke andet end: ned med dem! Og det rammer vore indvandrere, for nu kan man jo rigtig se, hvordan de der muslimer er.«
»Så det er meget, meget nødvendigt, at både danskerne og verdenssamfundet holder hovedet koldt. Og selv om det aldrig ville falde mig ind at bebrejde Bush, at han startede en krig – han kunne dårligt gøre andet som præsident for Amerika – så er det farligt, hvis han ikke forsøger at finde en løsning og få stoppet krigen på et temmelig tidligt tidspunkt.«
»Jeg synes ikke, man helt kan frikende Vesten. Amerikanerne har jo ikke været de mest hjælpsomme, når det gælder om at skabe forståelse mellem Den Tredje Verden og os andre. Og man kommer ikke uden om, at USA’s nærmest betingelsesløse støtte til et stadig mere umedgørligt Israel har ligget som en ustandseligt ulmende og uroskabende faktor for alle arabiske lande og for dem, der er gået terrorismens vej.«
»De arabiske stater er ganske vist ikke uden skyld i fattigdommen i deres samfund og den skæve fordeling mellem dem og Vesten – de har jo enorme ressourcer. Men det er ikke en undskyldning for at udvise stædighed og dumhed over for en verden, der også har krav på fred og frihed for undertrykkelse af andre,« siger Anker alvorligt.
Men så smiler han lidt: »Jeg kommer til at tænke på digteren Paul la Cour – han har nogle fantastiske sentenser i Fragmenter af en dagbog. En af dem lyder: Stryg rynkerne af panden!

Anker stryger sig langsomt hen over sin egen brede pande.
»Netop nu, hvor frygten dominerer opinionen ikke bare i Danmark, men i store dele af verden er det mere påkrævet end nogensinde at sige: Kære venner – tag det roligt. Tænk jer om, også ved valget på tirsdag.«
– Men dit eget parti oplever jo også frygten. Det mister store, fremmedfjendtlige klumper af sig selv – og der tales om, at det i værste fald kan blive splittet i to?
»Jeg tror ikke, der bliver en egentlig splittelse. Men alene det, at partiet bliver svækket ved, at så mange melder sig ud, er jo slemt for os, måske i større grad end for de fleste andre, selv om det er noget, der er fælles for alle partier.«
– Også for Venstre, som ikke er et parti af bønder mere?
»Nej, men de har indtil videre haft held til at skabe en forstilling om, at de blevet et bredere, borgerligt parti og på en fantastisk dygtig måde camoufleret, hvad der er deres egentlige hensigter – at de ønsker et samfund, der skal individualiseres endnu mere og hvor der beklageligvis og nødvendigvis må være nogen, der ryger ud i møget.«
»Svagheden ved vort ellers så strålende demokrati og alle forsøgene på at møde hinanden på midtvejen er jo, at ingen partier tør bekende kulør. Men ved at gennemgå partiernes historie, også den nyere historie, også de næstsidste og sidste folketingssamlingers historie, kan man jo
dokumentere, hvem der hele tiden stiller forslag om nedskæringer og besparelser, der alle har til formål at individualisere folks situation og lade dem klare sig selv. Og det er der altså nogen, der virkelig ikke kan. Ikke kun de syge, men folk, der mangler modet og evnen til at slås for egne interesser på en fornuftig måde.«
Anker Jørgensen er bekymret for at vi er på vej mod et meget egoistisk samfund.
»Den nye generation er jo vokset op med IT-udviklingen og mobiltelefoner, Internet og computere rummer fantastiske og imponerende muligheder.«
»Det får nogle unge til at blive så optaget af det, at de slet ikke er politisk interesserede – de er bare interesserede i teknik.«
»Teknologien, den løser jo problemerne. Politikerne forkludrer den bare, mener de. Og den forestilling tror jeg er mere udbredt, end man regner med. Uden at man tænker over det, tror jeg vi går lige ind i en periode, hvor man i virkeligheden er politiske analfabeter, men fuldstændig bidt at teknikken.«
»Men man skal aldrig glemme, at det, der skiller, er om samfundet samtidig går hen og bliver mindre medmenneskeligt. Og det er efter min opfattelse ved at ske.«
»Jeg siger ikke, at det er sket. Jeg siger ikke, at det danske samfund er totalt umenneskeligt. Men jeg mener, at der procentvis er flere, der slet ikke forstår nødvendigheden af velfærd og medmenneskelig forståelse.«
– Kan man ikke forestille sig, at de unge har fået et chok den 11. september og indset, at de er nødt til at engagere sig i samfundet?
»Det var da ønskeligt. Men samtidig er denne teknik jo så underbar. Jeg har ikke noget overblik over, om de unge reagerer lige så stærkt som de ældre gør. Jeg tror bare, at det, at man er ung, ofte betyder, at man har en ukuelig tro på, at netop jeg selv klarer mig. «
– Ud over udlændingespørgsmålet har denne valgkamp fokuseret på hospitalsvæsenet og de ældres vilkår?
»Det er jo også de steder, hvor velfærden har mangler. Og tro ikke, at hvis vi bare liberaliserer og privatiserer, så er tingene løst. Der er mange mere eller mindre fornuftige forklaringer på, hvorfor hospitalsvæsenet har vanskeligheder.«
»Den første er, at man har sparet i mange år – også under min regering. Det var ikke noget, vi ønskede, og vi sparede mindst muligt. Men jeg kan ikke skubbe ansvaret fra mig, selv om man må tænke på, at der var oliekrise dengang, og at det tærede på valutaen, mens vi i dag er totalt selvforsynende. Og så skulle der jo laves forlig.«
»Men de skår, der er gået af hospitalsvæsenet, skyldes også noget, der i og for sig er godt – nemlig at man i dag kan behandle og operere for langt flere sygdomme end før. Det betyder omkostninger, der presser systemet. Og samtidig med, at vi fik langt flere opgaver, har vi altså sparet her og der. I stedet skulle vi have gjort det modsatte og sørget for, at der var penge nok til, at hospitalsvæsenet kunne følge med den lægefaglige og teknologiske udvikling.«
– Behandlingen af de ældre er også noget, der optager folk?
»Ja, der må man jo forstå, at det kan være et problem at afgøre, hvor meget behov den enkelte har. Men jeg mener, at man hellere må give tre timer for meget end en time for lidt. På det område bør man være large, synes jeg. Også selv om jeg ved, at så får vi jo travlt med alle dem, der siger, at folk kræver mere, end de har brug for, og dårligt kan nå at få folkepension, før de skal have hjælp – selv om de egentlig er raske.«

Hele denne kampagne med, at folk skulle være længst muligt i eget hjem, er for Anker »i princippet rigtig«, men, som han siger, »den er jo i stedet blevet brugt til besparelser. Schlüter-regeringen stoppede alt plejehjemsbyggeri i fire-fem år – det har den nuværende regering dog prøvet at gøre noget ved. Den har bygget meget.«
– Hvad synes du er det mest væsentlige ved dette valg?
»At Socialdemokratiet ikke giver op, men viser, at vi er her, at vi står for velfærdsstaten og humanismen og at vi ikke vil lade os forskrække og jage i et musehul, uanset al terrorisme og ondskab i denne verden.«
»Vi må prøve at vinde kampen mod frygten de sidste dage op til valget. Det er væsentligt, for frygten gør folk forvirrede og nervøse, bange – og så aner de måske knap nok, hvad de skal stemme.«
– En del af angsten skyldes måske vores manglende indsigt i, hvad religiøs fundamentalisme er?
»Jeg ser personligt den danske folkekirkes styrke i, at den er tolerant, at den ikke skærer alle over en kam – og at den stadig holder fast i kærlighed. Kærlighed – hov, hvad fanden er det, siger den gamle socialdemokrat det? Men det er jo det, det dejer sig om. Overført også til samfundsforholdene.«
»Kærlighed til medmennesket. Ikke så meget ’du og jeg-kærligheden’ som det ’vi’ i stedet for ’jeg’, der skal være det dominerende.«
»Det er jo sådan set også det, der har været Socialdemokratiets opfattelse af tingene. Og det må ikke svigtes, for så er vi tilbage igen,« siger Anker Jørgensen.

*Hvordan vil de åbne samfund påvirkes af en terror og en modkrig, som ingen kan se ende på? Det spørger Information om i denne samtale-serie. Tidligere artikler blev bragt den 2., 5. og 9. november. Serien er hermed slut.

FAKTA
Blå bog
*Anker Jørgensen trådte ind i danmarkshistorien den efterårsdag i 1972, da danskerne stemte sig ind i det europæiske fællesskab og en lettet og kåd Jens Otto Krag overlod posten som statsminister til ham – med fem minutters betænkningstid.
*Anker Jørgensen var på det tidspunkt formand for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund og næstformand i Socialdemokratiets folketingsgruppe.
*Han er født i 1922 som søn af kusk Johannes Jørgensen og hans kone Karen. Begge forældre døde tidligt og den fem-årige Anker blev adopteret af sin faster og onkel og kom til at gå i Det Kgl. Vajsenhus’ skole for forældreløse børn.
*Anker Jørgensen begyndte som arbejdsdreng, cykelbud og lagerarbejder, men arbejdede sig hurtigt til vejrs i fagbevægelsen og kom i Folketinget allerede i 1964. Han kom for en periode til at bryde den akademiske overtagelse af partiets lederposter, som Krag havde indledt. Anker Jørgensen var Danmarks statsminister 1972-73 og i perioden 1975-82.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her