Læsetid: 3 min.

Marszewski har en bondegård..

Kun de største eller mest specialiserede polske landmænd har en chance for at overleve i EU. Flere og flere vender sig derfor til protestpartierne
15. november 2001

Småbrug
VECEHOVO, POLEN – Der er så dejligt ude på landet, især når ’landet’ er de bølgende, grønne bakker i det naturskønne Kasjubien, de spejlblanke søer, de store skove, hvor alle er ude og samle svampe i disse dage, den blå himmel, hvor stærene samles i store flokke for at drage bort – og de små landsbyer med den obligatoriske Madonna-figur, der står i udkanten og ønsker den rejsende alt godt.
Edmund Marszewskis gård i Vecehovo syd for Gdansk lever da også op til alle forestillinger om, hvordan en dansk bondegård måtte have set ud på ’Jens Hansens tid’.
De otte køer bliver kløet bag øret, mens de får foder. Fire store søer ligger tålmodigt og dier de suttende smågrise, ænder og høns vader rundt overalt, en hest græsser på marken tæt ved. De 18 hektar, der hører til gården, er nok til at dyrke det foder, der skal til, og den store køkkenhave holder familien – to voksne, fire børn – forsynet.
»Vi har, hvad vi skal bruge. Vi klarer os«, siger Edmund Marszewski.

Intet til videresalg
Her adskiller Marszewski-familien sig ikke fra ca. halvdelen af alle polske landmands-familier. De ’klarer sig’, med hvad de har – men producerer intet eller kun lidt til videresalg.
Marszewski er selv klar over, at hans bedrift på 18 hektar – skønt ikke den mindste efter polske forhold – er for lille til at overleve på længere sigt.
»Jeg havde planer om at købe jord. Men alt det omkringliggende jord, der blev udstykket fra statsfarme, er opkøbt. Og med de nuværende priser på jord kan jeg slet ikke være med. Det er kun storbønder, der vil klare sig fremover.«
Hvad der er at gøre? Ikke noget. Vente. Se, hvad der sker. De to døtre bliver vel gift. De to sønner er allerede begyndt på andre uddannelser – en går på teknikum, en anden vil være snedker. Marszewski synes at tage med ophøjet ro, at familiegårdens historie slutter med ham.
Et helt andet sted, ved byen Chojna i det vestlige Polen, har Augustyn Ochal og hans familie taget konsekvensen af de nye tider.
Ochal, hvis gård med 20 hektar var den største privatejede på egnen, da kommunismen brød sammen i 1989, har forlængst afhændet svineproduktionen og er nu i gang med at omstrukturere gården fra kornproduktion til en nicheproduktion af solbær og kirsebær.

Bedre under Gierek
Skønt privat bonde, der i årevis kæmpede mod diverse stalinistiske myndigheder, der ville lægge gården ind under nærmeste statsfarm, tænker Ochal tilbage på kommunismen med en vis nostalgi.
»Især i 1970’erne – under Gierek (kommunistisk stats-chef, red.) – var det godt for polske bønder. Vi fik en kvote, vi skulle opfylde, og solgte til faste, garanterede priser. Jeg var i stand til at købe en ny traktor og høstbinder. Nu er alt kaos. Kornfirmaerne går fallit, og vi kan ikke komme af med kornet. Vi må holde i flere døgn i lange køer foran de få opkøbere, der er, og kornet bliver vådt og rådner imens. Med en rente på 20 til 25 procent om året har ingen råd til at investere. Jeg har ikke engang råd til reservedele til maskinerne.«
Augustyn Ochal virker dog ikke som en bitter, tilbageskuende mand. Han er ikke – som så mange andre bønder – modstander af EU.
»Jeg tror, at EU bliver godt for Polen – ikke i vores eller vores børns tid, men for børnebørnene«.
Han har heller ikke noget imod tyskerne – eller danskerne – der overtager de fleste statsfarme på egnen, enten via langvarige lejemål eller i nogle tilfælde, gennem sindrige selskabskonstruk-
tioner, som ejere.
»Jeg ser ikke udlændinge som fjender. Vi kan lære meget af dem,« siger han.

Solbær til tyskerne
Men alligevel stemte Augustyn Ochal ved det polske valg den 23. september på Bondepartiet, som er et EU–skeptisk parti, der blandt andet vil indføre begrænsninger i den store import af fødevarer fra EU og modsætter sig kategorisk udlændiges køb af polsk jord og ejendom.
De fleste andre polske landmænd gjorde som Ochal – og gav deres stemme til Bondepartiet eller den langt mere rabiate organisation Samoobrona (Selvforsvar), der stormede ind i det polske parlament med ti procent af stemmerne.
Ochal har – trods alt – ikke helt opgivet fremtiden for gården.
Han er igang med at forberede et generationsskifte – sønnen tager over – og et sædeskifte fra korn til bær.
»Tyske forbrugere er glade for bær fra Polen,« siger Ochal – mere med håb end vished i stemmen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu