Læsetid: 4 min.

Mellemøstligt fredscenter mod alle odds

Jødisk og arabisk skoleungdom lever i to adskilte verdener inden for Israels grænser. Givat Haviva har turdet overskride kløften
12. november 2001

EMEK HEFER – »Børn kan vænne sig til meget. De tilpasser sig en ny situation og lever med den,« mener Vered Ganor. Hun er skoleleder på Yuvalim, en kibbutzskole i den israelske landkommune Emek Hefer.
»Selvfølgelig er det pinagtigt at høre børn fortælle at de ikke har været nogen steder hele sommerferien, fordi forældrene er bange for at tage på tur,« siger hun videre.
Efter et års palæstinensisk intifada er både frygten og konflikten en del af den israelske dagligdag, som alle skoleledere må nikke genkendende til. I oktober sidste år gik de israelske arabere på gaden og demonstrerede. Den tydelige ulighed mellem statens jødiske og arabiske borgere var den egentlige årsag, men fra myndighedernes side blev demonstrationerne opfattet som sympatitilkendegivelse med intifadaen på Vestbredden og Gazastriben og politiet skred hårdt ind. Tretten israelske arabere blev dræbt under sammenstøddene, og siden har intet været helt det samme.

Fredsundervisning
Dette er man til fulde klar over på kibbutzbevægelsens kursuscenter Givat Haviva, hvor man på det jødisk-arabiske center fortsat arrangerer todages møder mellem arabisk og jødisk skoleungdom for at give dem mulighed for at komme tættere på hinanden igen.
Centerets leder, Myriam Dagan, ser det imidlertid ikke som sin opgave at skabe den store forbrødring, for det kræver meget mere end hvad man kan nå frem til på de to dage, grupperne tilbringer på Givat Haviva. Men hvis man f.eks. kan afdække den egentlige mening bag de meget hadske gensidige beskyldninger, og få modparten til at forstå noget af det, er meget nået.
»Vi trækker børnenes udtalelser ud i det absurde,« siger hun »Hvis en fyr for eksempel siger Død over araberne! spørger vi ham, hvordan han har tænkt sig at gribe det an praktisk. Er han klar til selv at tage til Nazareth og skyde dem allesammen? Eller ønsker han virkelig at andre begår mord på over en million mennesker? Den slags grelle formuleringer dækker altid over et ønske om at få lov til at have fred og leve et normalt liv.«
Folkene på Givat Haviva holder stædigt fast i troen på at det kan lade sig gøre at leve sammen på samme stykke land, og belønningen for at fortsætte trods svære odds er kommet i form af tildelingen af UNESCO’s pris for fredsundervisning for 2001.

Elendige forhold
»Hvordan vil du have, at en lærer her på skolen skal undervise i sameksistens, når han selv ser ulighederne hver dag?« spørger Yassin Ketani, mens han skænker stærk kaffe i små plastikkrus. Han er skoleleder i en af egnens israelsk-arabiske landsbyer, Baqa el Gharbiyeh.
»De har ingen motivation til at forstå det. På papiret får arabiske og jødiske lærere samme løn, men i slutningen af måneden får de jødiske lærere en lang række tillæg, som vi ikke ser noget til. Med 24 skematimer har en lærer her en bruttoløn på 8.000 kroner. Naturvidenskaber og teknik fylder en masse på skemaet, men i fysiklokalet mangler vi næsten alt. Det er kun computerrummet, vi kan være stolte af. Vi vil gerne tilhøre den israelske stat som borgere, men indtil vi får lige betingelser kan det jo ikke lade sig gøre.«
Skolen er en ucharmerende betonklods. Hovedindgangen når man ved at krydse et jordstykke, hvor lærernes biler holder parkerede mellem skraldespandene, og skolegården er nøgen asfalt. Eneste udsmykning på de dunkle gange er elevernes egne tegninger.
»Når vi tidligere bad børnene tegne deres tanker, lavede de fleste noget om sport eller natur. Der var masser af israelske flag, og jeg fornemmede, at de ligefrem skammede sig lidt over deres palæstinensiske identitet. Nu laver de intifada-tegninger med aggressive israelske soldater, og det individuelle udtryk er blevet erstattet af et kollektivt nationalistisk,« forklarer Yassin Ketani.
»Vi hader ikke jøderne, men vi vil gerne have samme rettigheder som dem,« lyder det fra Usnat Fihmi Atamna, som Information møder på skolen. Der er ifølge Usnat intet at foretage sig i Baqa el Gharbiyeh om eftermiddagen, og efter at forholdet til jøderne har taget et nyt dyk har hun mest af alt lyst til at forlade landet.

Aktuelle begivenheder
På opslagstavlen i en fjerdeklasse på Yuvalim hænger avisudklip om miltbrand og attentatet på en israelsk minister.
»Vi arbejder meget med aktuelle begivenheder i disse tider,« siger Vered Ganor videre. »Årsdagen for mordet på Yitzhak Rabin gør vi for eksempel meget ud af at markere. Det er vigtigt for os at sætte alle disse ting ind i den rette sammenhæng.«
Hun beskriver selv Yuvalim som et bevidst opbygget paradoks. Mens frygten for hvornår Hamas vil slå til med næste selvmordsangreb sætter sine tydelige spor i hele det israelske samfund, gør skolen en stor indsats for at opretholde en vis stemning af normalitet.
Det er tydeligt, hvad hun mener. Så snart man er sluppet godt forbi vagten Yitzhak, som med ladt pistol i bæltet holder årvågent øje med al trafik ud og ind gennem skolens svære gitterlåge, står man i en fredfyldt oase med velholdte græsplæner mellem skolens forskellige bygninger.
»Tre af mine veninder kom til skade, da en bombe sprang i Tel Aviv for nogen tid siden. Det var frygteligt,« siger en pige. »Førhen kom vi meget i arabiske landsbyer, men det er vi helt holdt op med. Jeg har ikke været i Baqa el Gharbiyeh i et helt år selvom jeg bor lige ved siden af. Vi tør simpelthen ikke.«

*www.dialogate.org.il

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her