Læsetid: 3 min.

Den mentale undtagelsestilstand

Da dødsstraffen genindførtes i 1945
29. november 2001

Ny bog
Herværende avis førte som modstandsbevægelsernes talerør an i kravet om at landsforrædere skulle idømmes den ultimative straf og eksekveres ud af fællesskabet som skabede rotter. Dødsstraffen havde langt ind i besættelsestiden ikke været en mulighed i retsplejen, men kom med i Frihedsrådets og politikernes efterhånden fælles program, da tyskernes voldsregimente tog til. Der var herefter ingen nåde i det danske folk, som det hed i en Børge Outze-leder. Dommerne fulgte den nye lov med tilbagevirkende kraft – og frihedskæmpernes parole – og dødsdømte de af de groveste tyskerhåndlangere, der vel at mærke først blev stillet for retten.
46 blev i alt henrettet i arkitekttegnede træskure i henholdsvis en plantage ved Viborg og på Christianshavns voldareal. Den dag i dag kan fundamentbetonpladen derude med rusten rist til afløb for blodet beskues. Dette lidet spektakulære monument over ’det juridiske galehus’ konkretiserer begivenhederne, som historikeren Jesper Nissen har sat sig for at behandle.

Den tynde fernis
Dødsstraffen som en side af retsopgøret efter besættelsen har før været under lup, nemlig i Ditlev Tamms bemærkelsesværdige afhandling fra 1984: Retsopgøret efter besættelsen.
Jesper Nissen koncentrerer sig imidlertid om den politiske tilblivelse af dødsstraf-bestemmelsen og undersøger dennes vej gennem lovgivningsapparatet samt ikke mindst diskuterer de moralske aspekter forbundet hermed.
Den strengeste straf kalder Nissen sin bog, hvori han sætter fænomenet ind i en større sammenhæng med videre perspektiver på emnet end blot og bart besættelsestidshistorien. Forfatteren slutter således sine overvejelser med at påpege hvor tynd civilisationens fernis viste sig at være i forbindelse med 11. september 2001. Danske politikere der nu har fod under dronningens bord, var hurtigt ude med forslag om udlevering af folk til den visse dødsstraf. Det er jo også en form for genindførelse af den strengeste straf. Og så slipper man jo selv for at lægge navn og eget mandskab til ombringelsen.

Meningsløsheden
Dødsstraf kan med andre ord være en sanktion som man er imod, når det ikke er formålstjenligt eller i en eller anden forstand nødvendigt at bringe den i anvendelse. Langt mere end at dødsstraf burde være en umulighed for en hæder(selv)kronet kulturnation.
Så vidt så skidt, kunne man sige. Det forunderligt sørgelige er ifølge Nissen at dødsstraffen efter 1945 næppe var nødvendig i nogen forstand, således som hævdet af dens fortalere i efterkrigsårene. At staten under store samvittighedsmæssige omkostninger for de involverede gav sig til at tage livet af personer, der ofte blot var gået et skridt videre end det officielle Danmarks opfordringer i samarbejdet med tyskerne, medførte næppe nogen forbedring af landets sikkerhed eller sundhed. Ikke meget tyder på at selvtægten ville have taget mere overhånd, end det rent faktisk skete, al den stund domfældelserne og henrettelserne jo først begav sig længe efter befrielsens letbevægelige dage. Med andre ord var dødsstraffene temmelig meningsløse for alt andet end det allermest primitive hævnbehov.

På nationens alter
Hvorfor, kan man spørge med Nissens fremstilling, gjorde de ansvarlige politikere og andre ikke deres ansvar gældende og talte den påstået så rabiate folkestemning bort fra tanken om øje for øje? Ikke meget tyder på at det ikke kunne være gjort, og Danmark kunne være fremstået som et civiliseret samfund. Det sidste kan man jo diskutere relevansen af – også i disse tider – men såfremt man blot anlægger en hensigtsmæssighedsbetragtning var dødsstraffen heller ikke ud fra en sådan kølig tankegang påkrævet. Ikke et af argumenterne for at skille sig af med de landsmænd, der havde forbrudt sig, holder ved fintællingen. Ynkeligst var vel argumentet fra den datidige justitsminister, der i forvejen var betænkelig, da denne fremførte, at udryddelsen af landssvigerne ville fjerne truslen om, at de pågældende i givet fald kunne gentage deres ugerninger, såfremt nationen skulle komme til at stå i en lignende situation som under besættelsen!
De henrettede var ikke Guds bedste børn, derom hersker ingen tvivl. Men deres statspåførte død havde intet andet motiv end hævn, og drivkraften bag deres fysiske fjernelse fra jordens overflade i de groteske skydeskure var ren opportunisme. De 46 blev ofret på nationens alter i dennes forsøg på at genvinde balancen efter fem års vaklen, skriver Jesper Nissen. Denne konklusion er næppe det sidste ord i sagen og forekommer heller ikke undersøgt til bunds. Men Jesper Nissen har lagt smukt op til en videre diskussion af denne smertefulde problemstilling med en yderst kompetent og velskrevet bog.

*Jesper Nissen: Den strengeste straf. Dødsstraffens genindførelse i Danmark 1945. 196 s. ill., 225 kr. Roskilde Universitetsforlag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her