Læsetid: 4 min.

Messemaskinen på skinner

Årets bogmesse i København: Klaus Rifbjerg mellem Casper Christiensen og Børnenes Frikvarter
17. november 2001

Bogmesse
Tingene er ikke, som de ser ud til at være. Sådan er det. Men det kunne virkelig se ud, som om Ikea havde åbnet varehus for bøger i to etager i Forum i København. Som om demokratisk design betød, at Uffe Ellemann skulle fortælle om sin bog Ude med snøren. Der hverken handler om selskabstømning eller kneb til forførelse af unge kvinder, men sund dansk fritid: Lystfiskeri.
For forbrugernes afkom er der et dejligt roligt værested, som hedder børnenes frikvarter.
Og der er masser af tilbud om is og pølser og Casper Christensen og ham den lille sjove fra Ekstra Bladet: Anders Lund Madsen. På de med blåt og turkis filt belagte gulve er der små båse med prisskilte, hvor der står små skåle med karameller, og man kan få tre bøger for 100. Hvis man er heldig.
Men selvfølgelig: Det er ikke Ikea. Men derimod den den årlige bogmesse i Forum, som i 2001 endda fejrer et lille jubilæum: Bogmessen har ti års fødselsdag. Og i år er der endnu mere bogmesse. I år forløber messen for første gang over fire dage.
Da meget snart 70-årige Klaus Rifbjerg åbnede messen torsdag, understregede han: »Jeg er her kun på overtalelse.« For Rifbjerg kunne ikke se, »hvad dette messetummel og bøger har med hinanden at gøre.« Og Rifbjergs tale var som sædvanlig båret af den stemme, der kan sige ’bolle’, så englene gnider sig opad hinanden. Og ’stop’, så sekundviseren bliver bange og løber baglæns. Som han sagde med den stemme: »Verden er åbenbart blevet så gennemkommercialiseret, at et tyst medium som bogen skal omgås med støj og store armbevægelser.«
Som tysthedens advokat læste Rifbjerg i stedet digtet Det svævende træ som ender i bekendelsen: »bogen taler om det liv, som var engang.«

For fattige forfattere
På den ene side ligner bogmessen en messe for de kendte, der i øvrigt udgiver bøger. Listen er lang. På den anden side udmærker bogmessen sig hvert år som sted for status over det litterære års forløb. Og det er måske derfor, Rifbjerg indrømmede, at messen trods alt virker tiltrækkende; »selv på en gammel sur stodder som mig.«
Under uddelingen af årets debutantpris afslørede Mona Madsen, at »årets debutantfelt var tyndt.«
Det, der sidste år kunne ligne et sandt opsving, blev således dementeret. I 1999 var der knap 20 debutanter, som i 2000 blev til 35. Men i år har kun 13 nye forfattere fået manuskripter udgivet som bøger.
På en konference om danske forfatteres elendige økonomiske vilkår fortalte forfatterinden Trine Andersen, at hun ikke bare var ung. Hun var også vred. Det kan ikke passe, sagde hun, at »de mennesker, som ligger til grund for hele det her cirkus, ikke kan få brød på bordet.«
Forfatterforeningens formand Knud Vilby oplyste, at selv anerkendte forfattere kun tjener halvanden månedsløn for en roman og halvanden ugeløn for en digtsamling.
Vilby gentog, at Danmark har den højeste bogmoms i Europa: I Sverige har man afskaffet bogmomsen, i Norge ligger den på seks procent, i Tyskland på syv procent og i England på nul.
»Men mon ikke bogmomsen ryger i Danmark, når danskere begynder at rejse til Malmø for at købe billigere danske bøger?«
Gert Balling og Gitte Pedersen har i et af Litteraturrådet udgivet magasin om danske forfatteres arbejdsvilkår skrevet en nøgleartikel. Pedersen fremhævede på messen det problem: »At dagpengereglerne er blevet så restriktive, at man faktisk kriminaliserer de forfattere, som i aktivperioden sidder og skriver.« Balling fremhævede bogmomsen som et godt sted at starte, »fordi det faktisk er politisk muligt.«

Den store tragedie
»Kan vi få lidt ro fra bøgerne i fem minutter,« skreg Casper Christensen ud over hele Forum. Han var i topform og en stribet skjorte, der lignede et badeforhæng, som var syet om.
Det var dagens ’societybegivenhed’, da Christensen på bogcaféens scene præsenterede Svikmøllen. Pia Kjærsgaard var der. Hun sagde hej til dem, der kiggede på hende. Og hun smilede. Måske fordi hun på dagen var blevet forfremmet til anmelder på det kulturradikale dagblad Politiken.
Pia havde anmeldt Svikmøllen. Og Søren Pind kiggede på med røde øjne og så ud, som om han drømte om dengang højrefløjen trådte i karakter med en herligt ironisk anti-attac-demonstration foran McDonald’s på Strøget.
Frank Dalgaard og Christian Thulesen Dahl så også ud, som om de havde det sjovt. Men det var alligevel Birthe Rønn Hornbech, der ikke smilede, som fik årets Svikmøllepris.
Casper Christensen sagde i øvrigt, at det var svært at være komiker efter efterårets store tragedie. Han syntes ikke, det var sjovt, og han syntes ikke, han kunne komme udenom det: »Det var en forfærdelig dag, da Rollo og King udgav deres nye plade.«
Biskop Jan Lindhardt talte ikke om religionskrigen, men derimod om sin nye bog De syv dødssynder: »Hvis en munk genopstod fra de døde i dag, tror jeg, han ville blive chokeret over, at en af de syv dødssynder er blevet til kardinaldyden: Gerrighed og griskhed.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her