Analyse
Læsetid: 4 min.

Miraklet ved Juleøen

Politisk teater med bådflygtninge i skurkerollen vandt det australske valg for John Howard
20. november 2001

For blot tre måneder siden stod den australske premierminister, John Howard, til et knusende valgnederlag. Kun et politisk mirakel så ud til at kunne redde den konservative premierminister og hans national-liberale regering fra at tabe magten til oppositionspartiet Labour i det bebudede november-valg.
Men de første blege lysglimt i Howards mørke viste sig den 27. august, da det norske containerskib ’Tampa’ samlede 433 overvejende afghanske og irakiske bådflygtninge op nær Juleøen og samtidig satte flygtninge øverst på den australske dagsorden. Premierministerens resolutte håndtering af sagen, koblet med en stadig strøm af bådflygtninge i ugerne og månederne derefter, viste sig at være netop det mirakel, som kunne vinde valget for John Howard.
Effekten i meningsmålingerne begyndte for alvor at slå igennem efter den 11. september, da terrorangrebene i USA satte følelserne af usikkerhed og frygt i brand overalt i den vestlige verden – også i Australien, hvor flere udtrykte bekymring over, hvorvidt der kunne være terrorister blandt bådflygtningene.
Flygtninge- og sikkerhedsspørgsmålet har været det overvejende vigtigste emne i den australske valgkamp, som blev skudt i gang i forlængelse af en skræmmekampagne på bådflygtninge og terrortrusler.
Ligesom det de seneste dage er sket i Danmark, har internationale iagttagere i hårde vendinger beskyldt den australske regering og dens vælgere for xenofobi og racisme. I Australien raser debatten videre godt en uge efter valget: »John Howards sejr er blevet vundet på bekostning af landets karakter og omdømme. Den er blevet vundet ved at plette nationens sjæl,« sagde den tidligere Labor-leder Paul Keating for nylig.
John Howard selv indledte valgkampen med en tale, hvor den hårde stil blev lagt af følgende erklæring, som blev mødt af sympatiråb og klapsalver:
»Vi bestemmer, hvem der kommer ind i dette land,og under hvilke forhold, de kommer.«

Ligesom danskerne har Pia Kjærsgård og Dansk Folkeparti, har australierne Pauline Hanson og hendes fremmedfjendske One Nation parti. Men i modsætning til herhjemme, hvor Dansk Folkeparti stormer frem, måtte One Nation forrige uge vinke farvel til halvdelen af de stemmer, som partiet kunne mønstre til det forgående valg.
Pauline Hanson har efterfølgende beskyldt John Howard for at tyvstjæle hendes dagsorden. Det er en rimelig betragtning: de konservatives menu på flygtningeområdet levner ikke mange rester, som One Nation kan kaste sig over. Pauline Hanson blev simpelthen neutraliseret med en lammende effektivitet.
Da ’Tampa’s bådflygtninge kom i verdens søgelys i august, viste den australske regering sig fra sin mest hårdhudede side. Efter blankt at have afvist at lade de 433 forkomne flygtninge, der var blevet reddet fra deres synkefærdige indonesiske skude af det norske containerskib, betræde australsk jord, løste landet problemet – på trods af skarp international fordømmelse – ved sende de 433 videre til stillehavsøen Nauru. Det skete efter at australske soldater havde stormet skibet for at forhindre, at flygtningene svømmede til det forjættede land.
En pose penge overtalte det fattige Nauru til at tage imod de uønskede afghanere og irakere, mens deres asylsager bliver behandlet. Men allerede kort tid efter var den gal igen: et skib med godt 200 flygtninge blev spottet faretruende nær den australske kyst, og også de blev samlet op og ekspederet videre til Nauru. Og knap en måned efter at ’Tampa’ havde fæstnet sig i bevidstheden som andet og mere end navnet på en solbeskinnet bugt i Florida, vedtog det australske senat en række omfattende stramninger af den nationale asyllovgivning, som indskrænker flygtninges muligheder for at søge asyl i landet. Det var en asylpakke, som størstedelen af oppositionen ikke turde eller ville stemme nej til. Blandt andet blev flere af Australiens mere fjerntliggende øer med et slag fjernet fra asyllovgivningen, således at det ikke længere er muligt at søge asyl i Australien fra disse dele af territoriet.
Australiens nødløsning med at sende flygtninge til Nauru er hurtigt begyndt at ligne en bevidst politik, efterhånden som regeringen har skrevet kontrakt med andre fattige stillehavsøer som Kiribati og Papua Ny Guinea til at tage imod Australiens bådflygtninge - et initiativ nu kendt som ’Stillehavsløsningen’. På trods af denne klare overtrædelse af FN’s Flygtningekonvention fra 1951, som Australien har tilsluttet sig, var John Howards faste hånd tilsyneladende populær hos vælgerne, der belønnede og opmuntrede hans kurs med fremgang i meningsmålingerne op til valget.

En grund til at modstanden mod flygtninge har været så hurtig til at cementere sig i den australske befolkning, med valgsejr til de konservative som sidste konsekvens, er den demonisering, som John Howard og de national-liberale har gødet jorden med i månederne op til valget. Først blev bådflygtningene fremstillet som opportunister, der frækt masede sig foran i køen af asylansøgere.
Dernæst åbnede begivenhederne 11. september, som nævnt, for bekymringer omkring, hvorvidt flygtningene kunne have terror-motiver. Og i begyndelsen af oktober kunne australierne i tv se, hvordan en gruppe bådflygtninge, som den australske flåde havde antastet, kastede børn i havet – enten i desperation eller som konsekvens af, at skuden var synkende. Udenrigsminister Alexander Downer var hurtig til at melde ud, at mennesker, som kaster børn i havet, er uciviliserede og uønskede i det australske samfund.
Det australske valg har budt på andre emner end flygtningepolitikken. Meningsmålinger har vist, at den australske vælgerbefolkning, ligesom den danske, i virkeligheden er mere interesserede i de nære emner som sundhedsvæsenet, uddannelsespolitik og arbejdsløshed, end de er i flygtningespørgsmålet. Oppositionsleder Kim Beazley fra Labor prøvede da også at få disse emner højere på dagsordenen under valgkampens politiske debatter, men måtte i sidste ende alligevel se sig besejret af John Howard.
Flygtningedramaet, som rullede hen over de australske tv-skærme i månederne op til valget, sikrede John Howard det uvurderlige kort, han kunne spille i valgspillet og forærede ham dermed titlen som den sjette australske premierminister, der er blevet genvalgt for tredje gang i træk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her